Endnu en person sigtet i Britta Nielsen-sagen

Advokaten bekræfter sigtelsen.

64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen sidder fængslet, mistænkt for at have begået underslæb for i alt 111 millioner i Socialstyrelsen.

Derudover er hendes søn og to døtre sigtet i sagen.

Men nu kan Ekstra Bladet fortælle, at Bagmandspolitiet har sigtet endnu en mand i sagen.

Mandens advokat bekræfter sigtelsen overfor TV 2:

- Jeg kan bekræfte, at jeg repræsenterer en person, der er sigtet i sagen, siger advokat Andro Vrlic.

Advokaten vil dog ikke fortælle, hvad den nye mistænkte i svindelsagen konkret er sigtet for.

Han oplyser til TV 2, at der er retsmøde i Københavns Byret onsdag morgen klokken 09.00, hvor de vil arbejde på at få nedlagt navneforbud. Rigsadvokaten bekræfter retsmødet. 

Anholdt i Sydafrika

Britta Nielsen blev november anholdt på et hotel i den sydafrikanske by Johannesburg. Sønnen, Jimmy Hayat, var ugen forinden blevet anholdt i Johannesburg International Airport, da han forsøgte at rejse ud af landet. Han er sigtet for groft hæleri.

Få dage efter landede de begge i København, efter det dagen forinden var blevet besluttet under et retsmøde i Johannesburg, at de skulle løslades, så de kunne blive udleveret til deres hjemland hurtigst muligt.

Da Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev fængslet 10. november, oplyste hendes forsvarer, Nima Nabipour, ved grundlovsforhøret, at hun ikke tog stilling til selve sigtelsen. Dermed har Anna Britta Troelsgaard Nielsen hverken erkendt eller benægtet forholdene.

Og det var der en årsag til, forklarede Nima Nabipour:

- Det er, fordi jeg ikke har haft lejlighed til at gennemgå alt materialet, og jeg har en opgave over for min klient i at varetage hendes interesser bedst muligt. Det kan jeg kun gøre, når jeg selv kender sagen fuldt ud, sagde han

Han fastholdt iøvrigt, at hans klient efter hans opfattelse ikke har været på flugt fra politiet, selvom hun først blev anholdt i Sydafrika, en lille måned efter hun blev internationalt efterlyst.

Døtre stod frem

Få dage efter fængslingen stod Anna Britta Troelsgaard Nielsens to døtre frem på tv-stationen Kanal 5.

Her fortalte de, at de aldrig har undret sig over de mange penge, som de gennem årene har fået eller lånt penge af deres mor.

I interviewet siger søstrene, 31-årige Nadia Samina Hayat og 34-årige Karina Jamilla Hayat, at de har stolet på moderens forklaringer om, at pengene stammede fra en arv fra faderen, en livsforsikring og forældrenes fælles opsparing.

Søstrene forklarer, at de aldrig i detaljer har diskuteret penge eller økonomi med deres mor, og at de ikke havde kendskab til moderens og deres brors opkøb af grunde og huse i Sydafrika.

Døtrene er begge sigtet for groft hæleri, hvor straframmen er op til seks år, men nægter sig skyldige.

I et interview på Kanal 5 står den svindelsigtede Britta Nielsens døtre frem og fortæller, at de ikke kendte til svindlen.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for databedrageri af særlig grov beskaffenhed i Socialstyrelsens tilskudsadministration i en periode på 16 år fra 2002 til 2018, hvor der er foregået over 274 udbetalinger fra satspuljemidler til hendes private konti. I alt er der blevet svindlet for 111 millioner kroner.

Et beløb, der med renterne in mente løber op i et samlet krav på 122.751.069 kroner - altså knap 123 millioner kroner.

I 2010, der er året med den største svindel, blev der overført 15,4 millioner kroner.