Tiltalt for blodtapning af sin søn: Græd højt, da tapningen blev dokumenteret

Video, hvor mor tappede blod fra sin søn, blev vist i retten. Moren brød sammen undervejs.

De første timer i retten græd hun stort set hele tiden. Også i en kort pause, hvor hendes venner og familie fik lov til at tale med hende og kramme hende. Men da en videosekvens på ti minutter fra dagen, hvor hun blev anholdt, blev afspillet, brød hun helt sammen.

Den 36-årige mor til tre er tiltalt for at have mishandlet sin yngste søn, fra han var knap et år, og indtil hun blev anholdt i september 2017, hvor han var seks år. Moren tappede blod fra ham, så han måtte modtage i alt 110 blodtransfusioner og ifølge flere læger var i livsfare.

Men da hun sad foran de tre dommere med siden til nævningene og svarede på anklagerens spørgsmål, var hun anderledes fattet. Og fortalte om et langvarigt sygdomsforløb, hvor sønnen, fra han blev født, kastede op, hver gang hun havde ammet ham. Og hvordan han røg ind og ud af forskellige sygehuse, indtil man fandt ud af, at han skulle have ernæring direkte ind i et kateter. Derfor fik han indopereret et venekateter.

Og det er gennem netop venekateteret, kvinden har erkendt at have tappet blod fra sin søn. Umiddelbart efter retten gik i gang i dag, erkendte hun sig skyldig og enig i, at handlingerne er sket under påvirkning af lidelsen Münchausen by proxy, også kaldet medicinsk børnemishandling. Anklageren mener, at hun er skyldig i den grove voldsparagraf – legemsangreb af særlig brutal, rå eller farlig karakter. Hun erkender sig skyldig i den milde voldsparagraf.

Skyllede søns blod ud i toilet

Og da moren til tre redegjorde for de medicinske spidsfindigheder, en diagnose ved navn Diamond Blackfan syndrom, der betyder, at han ikke optager ernæring gennem tarmene, sin søns trivsel, indlæggelser, børnehaveforløb og hendes skilsmisse med faren til de i alt tre børn, var det med klar og rolig stemme.

Indtil anklageren spurgte hende til blodtapningerne på hendes søn.

- Det var ikke en beslutning, jeg lige tog. Jeg ved ikke, hvornår det startede med, at jeg gjorde noget, jeg ikke måtte. Det skete gradvist. Jeg skyllede blodet ude i toilettet, sprøjterne røg i skraldespanden. Jeg har så svært ved at sige ordene. Jeg ved godt, jeg skal sige det, men jeg har så svært ved at sige… det dér blod.

- Men hvorfor gjorde du det? spurgte anklageren.

- Jeg ville ønske, jeg kunne svare dig, men det kan jeg ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne.

- Kan du sige noget om, hvor mange gange du tapper blod på ham?

- Nej, der er sket meget, efter jeg er kommet ind. Jeg har tænkt rigtigt meget. Jeg prøver også at finde svar. Der var jo en sikkerhed i det, for jeg vidste jo, at lægerne og sygeplejerskerne skulle kigge på ham. Så jeg vidste, at vi skulle ind til dem og have blodtransfusion, når jeg havde gjort det. De første par dage efter han havde fået blodtransfusion, løb han glad rundt, og så derefter tog det lidt overhånd, forklarede den tiltalte mor.

Blodtapning af søn dokumenteret

En del af bevismaterialet mod moren er overvågningsvideoer fra hendes bopæl. Sat hemmeligt op, efter politiet fik en anmeldelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der havde fået en indberetning fra fem læger, der havde mistanke om, at moren skadede sit barn.

Politiet har tre videoer, hvor hun tapper blod fra sin søn, og en af dem er dokumenteret i retten. Her ser man den lille dreng ligge på en seng med en iPad, mens moren rutineret tapper blod ud af det kateter, han har indopereret på sit bryst. Hun lægger sprøjte efter sprøjte på et bord ved sengen. Mens overvågningsvideoen blev afspillet, kiggede hun ned i bordet og holdt sig for ørerne. Og græd. Anklageren har aftalt med hendes forsvarer, at der ikke er nogen grund til at gå videoerne minutiøst igennem. Kvinden spurgte også, om det var ok, hun ikke så dem, for det kunne hun ikke klare.

Kvinden blev anholdt 25. september 2017, få minutter efter hun tappede blod på sin søn.

- Den dag politiet kommer til min lejlighed, begynder efterrationaliseringen. Der går det op for mig, at det er jo helt forkert. Og jeg tænker, det skulle jeg ikke gøre, og hvad kunne der være sket. I dagligdagen følte jeg, at jeg passede på ham, og jeg prioriterede ham jo. Når jeg ser tilbage; jeg ville aldrig skade ham. Jeg ville gøre alt for ham, forklarede moren, tilsyneladende meget følelsesmæssigt påvirket.

Optaget af at skrive om søns sygdom

Anklageren forsøgte at tegne et billede af en mor, der var meget optaget af hele tiden at offentliggøre og dele sin søns sygdomsforløb. Det begyndte to dage efter sønnen blev født, hvor hun beskriver på et mødre-forum, hvordan hendes søn kaster op, og at hun er indlagt.

- Jeg kan godt forstå, du måske synes, det er underligt, at jeg skriver der, lige efter han er blevet født, men jeg fik at vide, at jeg ikke måtte sove med ham. Så det var min måde at komme af med det på med nogle andre, hvor vi fulgte hinandens liv, forklarede hun.

Hun fortalte i retten, at hun beredvilligt stillede op til interviews med blandt andre Danske Hospitalsklovnes fagblad og TV MidtVest. Hun skrev også et indlæg til en hjemmeside om sjældne diagnoser. Indlægget havde overskriften 'Min søn - en helt særlig og sjælden dreng'. Og hun talte med en journalist om at være med i et TV 2-program om børn med sjældne sygdomme.

- Jeg ville gerne fortælle hans historie. Det forløb, han har været igennem, fra han var spæd. Når man har børn med sjældne sygdomme, føler man sig enormt alene. Der er ikke nogen, der kan sige, at om fem år, så sker der det her, sådan er det jo, når man har et barn med sjældne diagnoser. Måske var det nogle, der kunne bruge det og sige, så er vi ikke helt alene, det var det, jeg gerne ville med det, forklarede moren.

Der er sat i alt fem retsdage af til behandling af sagen, der er en nævningesag, da anklageren kræver over fire års fængsel, hvis kvinden bliver kendt skyldig.