Krimi

Schweizer anholdt for dobbeltdrabet i Marokko

Anholdelsen er den 19. i sagen om dobbeltdrabet på en dansk og en norsk kvinde.

En schweizisk mand er blevet anholdt i forbindelse med dobbeltdrabet i Marokko, hvor en dansk og en norsk kvinde mistede livet.

Det meddeler den marokkanske antiterror-enhed det marokkanske medie Medias 24.

Det var antiterror-enheden BCIJ og det lokale politi, der stod for anholdelsen. Manden, der er schweizisk statsborger, men bosat i byen Marrakech i Marokko, har desuden spansk nationalitet, skriver Medias 24.

Manden menes at være blevet radikaliseret og have oplært nogle af de andre anholdte i blandt andet brug af kommunikationskanaler og skydetræning.

Han mistænkes også for at have hvervet eller forsøgt at hverve personer til at udføre terrorhandlinger i Marokko, mod udlændinge eller mod marokkanske sikkerhedsstyrker.

19. anholdelse

Anholdelsen er den seneste i en lang række.

I alt er 19 personer nu blevet anholdt, siden danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland blev fundet dræbt i deres telt i bjergbyen Imlil 17. december.

Drabene efterforskes som terrorrelaterede af de lokale myndigheder. Også Politiets Efterretningtjeneste her i landet betragter drabene som en terrorhandling.

25. december udpegede marokkansk politi den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud som leder af den terrorcelle, som menes at stå bag dobbeltdrabet.