Krimi

Dansk kvinde sigtet for at have bedraget flere barnløse par

Politiet har sigtet en kvinde i en usædvanlig sag om bedrageri. Kvinden agerede rugemor for flere barnløse par på samme tid.

En dansk kvinde agerede i foråret 2016 rugemor for flere barnløse par på samme tid.

På en tur til Cypern fik rugemoderen med to dages mellemrum lagt befrugtede æg op i sin livmoder. Fertilitetsbehandlingerne blev betalt af to forskellige par, som ikke vidste, at kvinden agerede rugemor for flere par. 

I forbindelse med turen til Cypern har rugemoderen fået dækket sine udgifter til hormonbehandlinger, fly og hotel m.m. af begge par.

Det ene par har brugt over 100.000 kroner på det samlede forløb, det andet par anslår at have brugt lidt under.  

Skjulte graviditeten

Rugemoderen fortalte parrene, at hun ikke var blevet gravid af behandlingerne på Cypern. Det var først mange måneder senere, at de fandt ud af, at rugemoderen havde født tvillinger - og at de var blevet snydt.  

- Det var så vildt. Hun havde jo stjålet vores børn, siger den kvinde, der i maj sidste år fandt ud af, at det var hende og hendes mands ægoplægning, der havde gjort rugemoderen gravid. 

Nu er rugemoderen blevet sigtet for økonomisk bedrageri af Midt- og Vestsjællands Politi. 

- Vi kan bekræfte, at en kvinde er blevet sigtet for bedrageri i sagerne. Efterforskning foregår stadig, hvorfor Midt- og Vestsjællands Politi ikke har mulighed for at udtale sig yderligere, skriver Midt- og Vestjællands Politis kommunikationsafdeling i en mail til TV 2. 

Fik både penge og børn

De to barnløse par kom i kontakt med kvinden via forskellige netportaler for ufrivilligt barnløse. Her skrev kvinden, at hun ville være såkaldt altruistisk rugemor. Det vil sige, at hun blot ville have dækket de udgifter, der var forbundet med at lave barnet.

- Desværre har jeg ikke råd til at betale turen på klinik, og det koster jo en smule, skrev rugemoderen til et af parrene. 

Men forløbet blev væsentlig dyrere, end parrene havde regnet med. Efter turen til Cypern skulle rugemoderen pludselig bruge penge til mere medicin, parkering i Københavns Lufthavn og til en klapvogn, der var gået i stykker under turen. 

- Jeg stod i et rigtigt stort dilemma. Hun havde vores kommende børn i sin livmoder, og samtidig følte jeg, at hun begyndte at presse mig økonomisk, velvidende at vores aftale klokkeklart var, at hun var altruistisk rugemor, hvilket vil sige, at hun gjorde det her af godhed, fortæller kvinden, der vil være anonym, fordi hun ikke ønsker at blive genkendt.  

Rugemoderen endte altså med at blive gravid efter behandlingerne på Cypern, og i dag bor de tvillinger, hun fødte for to år siden, hos hende. I følge loven er det nemlig den fødende kvinde, der betragtes som mor til børnene. 

Usædvanligt dyrt forløb

Louise Traberg Smidt er advokat og har i mange år rådgivet barnløse par, der bruger rugemødre.

Hun har også været tæt på denne sag og fortæller, at de udgifter, rugemoderen har fortalt parrene, at hun har haft, er ud over det sædvanlige. 

- Da de fortæller mig, hvad de har betalt denne her rugemor til dækning af udgifter, der bliver jeg mildest talt chokeret. Jeg tænker, at de medicinudgifter, som rugemoren foregiver at have haft, er helt, helt urealistiske, siger Louise Traberg Smidt. 

Ifølge advokaten har de to barnløse par ikke overtrådt lovgivningen på området. 

- Udfra det, de har fortalt mig, er der ikke noget, der tyder på det. De har alene dækket nogle udgifter, som var forbundet med graviditeten, eller som de i hvert fald troede, var forbundet med graviditeten, siger Louise Traberg Smidt. 

Politiet efterforsker fortsat sagen. Trods adskillige henvendelser er det ikke lykkedes at få en kommentar fra den nu sigtede kvinde.