Krimi

Syrisk mand tiltales for terrorplaner i København

Terrorsagen er kendt som 'Tændstiksagen' fordi bombematerialet blandt andet bestod af svovlet fra tusindvis af tændstikker.

En 31-årig syrisk asylansøger er ifølge anklagemyndigheden blevet tiltalt for at have planlagt at angribe tilfældige mennesker i København med knive og en eller flere sprængladninger.

Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om udvisning for bestandig, hvis manden dømmes.

Mandens plan var at dræbe eller såre tilfældige mennesker et ukendt sted i København for tre år siden. 

- Efter anklageskriftet har den tiltalte været med til at bestille en række effekter, der skulle bruges til at fremstille en eller flere bomber, siger vicestatsadvokat Anders Riisager i en pressemeddelelse.

Planen gik ifølge tiltalen ud på, at han sammen med en allerede dømt medgerningsmand ville angribe tilfældige mennesker med køkkenknive, hvorefter de skulle detonere en eller flere sprængladninger et sted i København.

- Derfor har vi rejst tiltale for forsøg på terrorisme, fortsætter vicestatsadvokat Anders Riisager

Bombe af svovl fra tændstikker

Sagen er ad flere omgange blevet omtalt i offentligheden som 'Tændstiksagen', da bombematerialet blandt andet bestod af svovl fra flere tusinde tændstikker.

Ifølge Anklagemyndigheden kan det "lyde amatøragtigt, men ifølge anklageskriftet var det altså blodig alvor, hvilket også fremgår af dommen fra Tyskland", siger vicestatsadvokat Anders Riisager.

Den 31-årige er tiltalt for at have bedt den medsammensvorne, som er blevet dømt ved en domstol i Tyskland, til at fremskaffe materialet til bomber, batterier, walkie-talkies og to køkkenknive på 18 centimeter.

Straffesagen er berammet til at begynde ved Københavns Byret 22. januar næste år. 

Anklagemyndigheden vil føre en nævningesag, hvor man går efter mere end fire års fængsel. Derudover vil man nedlægge påstand om udvisning for bestandig.