Krav om udvisninger og sprængt strafferamme i historisk svindelsag for halv milliard
Den omfattende svindelsag med kodenavnet 'Greed' kommer til at sprænge alle rammer.
Fire mænd, der er tiltalt i en rekordstor sag om moms- og skattesvindel for op mod en halv milliard kroner, bør udvises af Danmark.
Det mener anklagemyndigheden, der samtidig peger på, at den påståede svindel har været så grov, at en særlig paragraf i Straffeloven kan tages i brug.
En paragraf, der betyder, at den almindelige strafferamme på op til otte års fængsel kan blive sprængt for de fire hovedmænd, så en endelig dom kan stige med indtil det halve.
Kodenavn 'Greed'
I alt kræves 16 mænd og tre firmaer dømt i sagen, der siden begyndelsen af 2017 har været efterforsket af Københavns Politi under kodenavnet 'Greed'.
Ifølge anklageskriftet skal svindelen have foregået i årene 2015-2017 ved hjælp af hundredevis af falske fakturaer, der blev ført gennem en række forskellige firmaer, inden de i sidste ende blev udbetalt gennem et eller flere københavnske vekselbureauer.
Et system, der byggede på stråmænd og falske ejerskaber af firmaerne, hvor intetanende udlændinge blev indsat som indehavere og direktører, ved at bagmændene kom i besiddelse af deres danske identitetspapirer og nemID.
Det drejer sig om personer, der ikke er tiltalt i sagen, men derimod betragtes vidner.
Koordineret aktion
Sagen blev offentligt kendt i oktober sidste år, da politiet ransagede 39 adresser og anholdt 18 personer.
Efter et daglangt grundlovsforhør blev 11 personer varetægtsfængslet, hvoraf de fem har været tilbageholdt lige siden. Flere er i familie med hinanden, og de fleste har rødder i det pakistanske miljø omkring hovedstaden.
En enkelt mand har allerede været fremstillet i Københavns Byret i det, der var planlagt som en tilståelsessag. Tilståelsen blev dog ikke til noget, og nu er manden en del af det store sagskompleks.
Alle tiltalte nægter sig skyldige.
Største danske sag
Selve retssagen tegner til at blive den mest omfattende i nyere dansk retshistorie og får et omfang, hvor Københavns Byret har måttet låne lokaler i Glostrup alene for at få plads til de mange tiltalte.
Både målt på antallet af tiltalte - 16 - og planlagte retsdage - mindst 77 - er sagen ifølge en opgørelse fra Domstolsstyrelsen den mest omfattende, der har været behandlet i en retssag i de senere år. De fem sager, der ellers har været størst, er:
- En sag med 69 retsdage, 7 tiltalte, afsluttet 2013
- En sag med 64 retsdage, 1 tiltalt, afsluttet 2017
- En sag med 58 retsdage, 11 tiltalte, afsluttet 2013-2014.
- En sag med 56 retsdage, 8 tiltalte, afsluttet 2015
- En sag med 52 retsdage, 16 tiltalte, afsluttet 2015
Retssagen begynder ved Retten i Glostrup 19. december og kommer formentlig til at strække sig et godt stykke ind i 2020.
En enkelt udskrift af sagens akter fylder næsten 60.000 sider.