16x9

I 41 år har et mysterium hængt over Thulebasen

I et sidste forsøg på at finde svar fortæller familien, kollegerne og politiet nu, hvad de ved om mysteriet om danske Jytte Refsgaards forsvinden.

Uroen spredte sig, som minutterne gik.

De ansatte på Thulebasen opdagede med det samme, at hun manglede.

De var mødtes klokken 6.45 for at spise morgenmad sammen, inden de tog på arbejde i samlet flok. Sådan var det dag efter dag. Men denne julimorgen var anderledes.

Den 27-årige danske kvinde, Jytte Refsgaard, var ikke dukket op. Hverken til morgenmaden eller på arbejdspladsen.

Timerne gik, og der var intet spor af en af basens få kvindelige ansatte. En af hendes kolleger søgte ned til barakkerne. Han fandt Jytte Refsgaards hoveddør.

Med tunge, knyttede slag bankede han på døren, men ingen åbnede. Han fandt en nøgle, satte den i låsen, drejede og tog i døren. Så trådte han indenfor. Alt lignede sig selv. Intet tydede på, at noget var galt. Næsten.

For dér, på bordet, lå krøllejernet. Det var glohedt. Jytte var der dog ikke. Hun var væk.

I 41 år har mysteriet nu hængt over venner, kolleger, familie og de politifolk, som efterforskede sagen.

Nu - i et sidste forsøg på at finde svar - fortæller en række af dem i programmet 'Thule-mysteriet - kvinden der forsvandt', hvordan de oplevede mysteriet, og hvilke spørgsmål de sidder tilbage med den dag i dag. 

Thulemysteriet - kvinden der forsvandt

Dette er første kapitel af to i fortællingen 'Thulemysteriet - kvinden der forsvandt'. Læs andet afsnit 28. november og se allerede nu første program på TV 2 PLAY.

Hvorfor skulle Jytte Refsgaard have tændt sit krøllejern, hvis ikke hun havde i sinde at komme tilbage og bruge det?

Og hvordan kunne hun forsvinde fra en militær base, hvor alles færden skulle noteres, uden at efterlade sig ét eneste spor?

Hvem var kvinden, der forsvandt?

Selvom familiens andre kvinder gik med strømpebukser under deres skørter, var Jytte Refsgaards lange ben altid bare. Håret var kortklippet og mørkt, men hun bar det feminint. Nederdelen var lårkort, støvlerne højhælede, hvide og langskaftede, mens øjenskyggen var lyseblå og penslet på med gavmilde strøg.

Det er sådan, Betina Refsgaard husker sin moster. Sprudlende og udadvendt. Beskrivelser, som fulgte Jytte Refsgaard gennem både barndom, teenageår og voksenliv.

- Hvis man kan huske Jytte, er jeg helt sikker på, at man husker en smilende dame, siger Betina Refsgaard.

Jytte Refsgaard var 27 år, da hun forsvandt sporløst.
Jytte Refsgaard var 27 år, da hun forsvandt sporløst. Foto: TV 2

Jytte Refsgaard var den yngste af fire søskende, som alle voksede op på en gård i Vejby på Sjælland. Her fik hun som den eneste lov til at gå i skole hver dag, og som ganske ung flyttede hun som den eneste i familien til København for at arbejde. Stadig sprudlende og enormt bevidst om sit udseende og sin fremtræden.

- Jeg var meget fascineret af hende, siger niecen Betina Refsgaard og mindes, hvordan duften af parfumeret makeup og Chanel no. 5 altid fulgte med, når mosteren en sjælden gang lagde vejen hjem forbi familien og barndomshjemmet i Vejby.

Det gjorde hun sidste gang i februar 1977. Hendes mor var gået bort, og familien var samlet til begravelsen.

Måneden efter fløj Jytte Refsgaard til Thulebasen på Grønland. Hun havde fået arbejde på kontoret hos basens forsyningsenhed.

square to 16x9

Eventyrlysten

I Grønland ventede hende et ukendt landskab. Det grove terræn og voldsomme, kolde vejr kunne skræmme de fleste. Særligt i de fire måneder om året, hvor solen aldrig viste sig. 

Men det skræmte ikke Jytte Refsgaard fra at tage afsted. Hun havde tidligere rejst til både England og Norge, og nu havde hendes eventyrlyst drevet hende til Grønland. Nærmere bestemt Thulebasen, som var - og stadig den dag i dag er - et lukket samfund, som strækker sig over et areal på størrelse med Fyn.

Den amerikanske militærbase er blandt andet sat i verden for at overvåge luftrummet for USA under den kolde krig, og i 1977 arbejdede og boede flere tusinde danskere og amerikanere på basen. Nogle for at tjene penge, andre for at slippe væk fra hverdagen derhjemme. 

'Thule-dronningerne'

Der var langt imellem kvinderne på basen. Faktisk var Jytte Refsgaard en af de første.

De få kvinder, der kom dertil, gik ingens næse forbi. De blev kaldt for 'Thule-dronningerne' - og med titlen fulgte blikke. Så mange, at nogle af kvinderne foretrak vinterhalvåret, hvor temperaturen tillod dem at klæde sig i store jakker og dermed gemme deres kvindelige former.

Det gjorde blandt andre Carol Bradford. Hun var nabo til Jytte Refsgaard og husker tydeligt, hvordan det var at være kvinde på basen. Hun fortæller, at de ikke havde nogen form for privatliv. Alle vidste, hvor kvinderne var på alle tidspunkter af døgnet. 

- Det føltes, som om man blev udspioneret, siger Carol Bradford. 

Hvor var Jytte?

En dag på basen var styret af rutiner. De ansatte tog bussen til arbejde, indtog deres pladser, udførte deres arbejde og tog bussen tilbage til deres barakker igen. 

Men 22. juli var Jytte Refsgaard altså ikke dukket op, og det varme krøllejern i hendes barak fortalte kolleger og politiet, at der måtte være sket hende noget.

Nok var et krøllejern lang tid om at blive varmt, men hvorfor skulle Jytte Refsgaard have tændt sit, hvis ikke hun ville vende hjem og bruge det?

Kollegerne vurderede, at Jytte Refsgaards forsvinden skulle deles med deres amerikanske chef. Han meldte det klokken 10.05 til basens amerikanske politi.

Ti minutter senere nåede anmeldelsen den danske betjent, der var stationsleder på Thulebasen. Han satte gang i en efterforskning, der startede i Jytte Refsgaards barak.

Barakken så ud, som om intet var hændt

square to 16x9
En skillevæg opdelte barakken i en sove- og en opholdsafdeling. Foto: TV 2

Politiets konklusion var den samme som kollegernes: Barakken viste ikke spor efter, at der var foregået noget kriminelt. Tværtimod så den ud, præcis som den plejede. 

Jytte Refsgaard havde efterladt lejligheden nydelig. ”Ingen tegn på kamp,” noterede politiet i deres rapport, før de endevendte barakken og tilføjede, at al rod på billederne udelukkende skyldtes ransagningen.

Billedet er taget efter ransagningen. Sengen stod nydeligt redt, da politiet først ankom.
Billedet er taget efter ransagningen. Sengen stod nydeligt redt, da politiet først ankom. Foto: TV 2

En lukket skuffe afslørede både kontanter og epilepsimedicin. Politiet vurderede, at Jytte Refsgaard ville have taget netop de ting med sig, hvis hun havde sat sig for at forlade basen uden at ville vende tilbage. Var det alligevel det, der var sket?

Det sidste spor af hende i live var omkring klokken 19.30 aftenen forinden. Da havde naboen Carol Bradford først set hende forlade sit værelse iført et blåt joggingsæt og løbesko.

Kort tid efter havde en anden kollega set Jytte Refsgaard i løb. Hun forsvandt ud mellem to af basens yderste barakker. 

Men hvorfor var hun netop denne aften ikke vendt hjem fra sin løbetur? 

Et af politiets billeder af Jytte Refsgaards barak.
Et af politiets billeder af Jytte Refsgaards barak. Foto: TV 2

Ikke et eneste spor

Hendes forsvinden var meget uvant. Det var ikke normalt, at nogen ubemærket forsvandt fra basen. Al færden skulle noteres, og ville man forlade Grønland, skulle man erhverve en flybillet. Uden billet kom man ikke derfra. 

Men Jytte Refsgaard var alligevel ikke at finde, og politiet havde flere teorier om, hvad der kunne være sket hende. 

Barak nummer 106 var Jytte Refsgaards hjem. Krydset er sat, hvor hun sidst blev set.
Barak nummer 106 var Jytte Refsgaards hjem. Krydset er sat, hvor hun sidst blev set. Foto: Christoffer Laursen Hald

Var hun løbet for langt væk fra basen og var blevet angrebet og ædt af en isbjørn?

Var hun mon stukket af sammen med en amerikansk officer?

Havde hun på sin løbetur fået et af sine sjældne epilepsianfald og var kommet til skade?

Var hun faldet i det isnende kolde vand, der løb i floden bag basen?

Spørgsmålene var mange, sporene forsvindende små. 

Politiet satte alle basens ansatte til at lede efter Jytte Refsgaard. Over højtalere lød det, at de skulle indstille deres arbejde og hjælpe med eftersøgningen. Skabe blev brudt op, barakker inspiceret og endevendt. Selv hulrummene under barakkerne blev undersøgt.

Imens hang en helikopter lavt over området. Det var et taknemmeligt landskab. Ingen buske, ingen træer. Det eneste, der var at se, var store arealer med sten og de små mennesker på landjorden, som alle ledte efter Jytte Refsgaard.

Sigtbarheden tillod, at alt større end en ølflaske kom til syne. Havde hun fået et epilepsianfald, ville hendes blå træningsdragt være sprunget i øjnene på helikopterførerne. Men det gjorde den ikke.

Politiets efterforskning skød teorierne ned en for en. Var hun blevet angrebet af en isbjørn, ville eftersøgningen have afsløret både blodspor, stofrester og hendes løbesko. Dem ville isbjørnen ikke have ædt.

Heller ikke i floden, fandt man hende. Hver af de store sten, der sporadisk udformede en reel forhindringsbane for de søgende, blev inspiceret. Både over og under vand. Var hun faldet i floden, var hun blevet fundet, lød konklusionen fra basens politi.

Før Jytte Refsgaards forsvinden tog hendes kollega dette billede af hende ved floden, der løber tæt på Thulebasen.
Før Jytte Refsgaards forsvinden tog hendes kollega dette billede af hende ved floden, der løber tæt på Thulebasen. Foto: Orla Munk Anthonisen / TV 2

Rejseholdet tilkaldes

Tre dage gik uden spor af Jytte Refsgaard. På den tid, var mysteriet kun blevet større.

Det blev mere og mere sandsynligt for det danske politi, at hun ikke var forsvundet af egen fri vilje. Alle de teorier, de havde haft og forfulgt, havde de nu skudt i sænk. Der måtte være sket noget kriminelt.

Efter fire dages efterforskning stod det klart, at de havde brug for hjælp til at opklare sagen. De tilkaldte Rigspolitiets Rejsehold, som sendte to efterforskere med speciale i drabssager fra Danmark til Thule.

Da efterforskerne landede i Grønland 1. august, valgte de at hive samtlige af Jytte Refsgaards kolleger ind til afhøring. Én for én.

En af kollegerne var Orla Munk Anthonisen. Han havde fulgt sin kollega Jytte Refsgaard hjem fra en fest 4. juli og var gået med ind i hendes barak for en drink. Ud på natten var han blevet set forlade stedet.

Tre uger senere var Jytte Refsgaard forsvundet, og Orla Munk Anthonisen var igen blevet set sammen med hende. Han havde fulgtes med hende fra spisesalen og hen til sin egen barak. Herfra skiltes de. 

Udover den mand, der havde set Jytte Refsgaard forsvinde mellem barakkerne iført sit løbetøj, var Orla Munk Anthonisen den sidste, der var blevet set sammen med hende. 

Nu skulle han – ligesom alle andre – afhøres i sagen.

Overfor ham sad en efterforsker, som ville vide, hvad der helt nøjagtigt havde udspillet sig, da Orla Munk Anthonisen var blevet set forlade Jytte Refsgaards barak sent 4. juli. 

Orla Munk Anthonisen, som havde kone og børn hjemme i Danmark, følte sig hurtigt mistænkt for at have gjort mere end blot at følge Jytte Refsgaard hjem. At have noget med hendes forsvinden at gøre.

Afhøringen havde sat sig i Orla Munk Anthonisens krop. Hver gang han lukkede sine øjne, forestillede han sig, hvad der kunne være sket med Jytte Refsgaard. Var der stadig steder på basen, som ikke var blevet tjekket? 

Orla Munk Anthonisen tog flere billeder, mens han arbejde på Thulebasen. Her ses et af dem, hvor Jytte Refsgaard er på.
Orla Munk Anthonisen tog flere billeder, mens han arbejde på Thulebasen. Her ses et af dem, hvor Jytte Refsgaard er på. Foto: Orla Munk Anthonisen / TV 2

”Det er et godt sted at gemme et lig”

Tankerne holdt Orla Munk Anthonisen vågen om natten. Han var frustreret over, at ingen vidste, hvad der var sket. Samtidigt kunne han ikke sidde stille velvidende, at hun kunne være derude et sted. Derfor gik han flere gange alene ud for at lede efter sin forsvundne kollega. Sin ven.

En dag kom han i tanke om et rum under jorden. Gad vide, om nogen havde tjekket lige netop dér?

Rummet lå gemt under en tung, firkantet metallem ved et bjerg syd for basen. Orla Munk Anthonisen satte sig for at undersøge, om Jytte Refsgaard mon kunne være faldet derned under sin løbetur.

En lodret, rusten stige førte ham ned i det mørke hul af cement. Han kunne ikke se bunden, så han bevægede sig længere og længere ned ad stigen.

Hvert skridt afslørede mere af mørket, og da Orla Munk Anthonisen var nået tilpas langt ned ad stigen, ramte lyssøjlen fra åbningen rummets bund. Der lå noget dernede på det kolde, rå betongulv. Ubevægeligt.  

Det var en død, udmagret ræv.

Skridt for skridt bevægede Orla Munk Anthonisen sig atter op ad den stejle stige.

Han ville væk. Hurtigt. Men ved åbningen kom et par herrestøvler til syne. Det var efterforskeren fra Rejseholdet, som tidligere havde siddet overfor ham ved afhøringen og beskyldt ham for at have noget med kollegaens forsvinden at gøre.  

Orla Munk Anthonisen mindes, hvordan efterforskerens store støvler blokerede den eneste vej væk fra det underjordiske rum og rævens lig. Han husker, at efterforskeren skulede ned til ham og sagde, at det da ville være et godt sted at gemme et lig.

Familiens frustration

Hjemme i Danmark fyldte Jytte Refsgaard spalterne i aviserne. Hendes søskende forsøgte at bevare håbet om, at de nok skulle finde deres lillesøster. Men for hver dag der gik, blev håbet mindre. Ingen kunne fortælle dem, hvor Jytte Refsgaard var. 

- Det var sindssygt svært for min mor og hendes brødre. De havde lige mistet deres mor, og nu manglede de deres søster, siger Betina Refsgaard. 

Alle teorier førte familien tilbage til krøllejernet. Hvorfor skulle hun have tændt det, hvis hun vidste, at hun ikke ville komme tilbage og bruge det? 

Udklip fra Berlingske Tidende 10. august 1977.
Udklip fra Berlingske Tidende 10. august 1977. Foto: Privatfoto

Den aflyste eftersøgning

På Thulebasen var der nu næsten gået en måned, siden Jytte Refsgaard sidst var set. Rejseholdet havde været på basen i flere uger, da de indkaldte til endnu en eftersøgning.

De arrangerede, at 350 af de ansatte skulle samles efter arbejde 20. august for at finkæmme det enorme areal. Kun 70 dukkede op.

Hos danskerne på basen var det ikke faldet i god jord, at politiet ikke prioriterede eftersøgningen højere, end at den godt kunne vente til efter arbejde. De oplevede, at basens amerikanere så Jytte Refsgaards forsvinden som danskernes problem. 

Rejseholdet valgte grundet det ringe fremmøde at aflyse eftersøgningen helt. Det vakte frustration. Både blandt de venner fra basen, som var mødt op, og hos familien hjemme i Danmark. Var 70 mennesker ikke bedre end ingen?

Billedet er fra politiets efterforskning. Krydset markerer, hvor et vidne sidst så Jytte Refsgaard.
Billedet er fra politiets efterforskning. Krydset markerer, hvor et vidne sidst så Jytte Refsgaard. Foto: Politifoto

”Hun er væk. Væk for evigt”

I en følelse af afmagt valgte Orla Munk Anthonisen og et par andre af Jytte Refsgaards venner at sætte deres egen eftersøgning i gang. De satte sig i en bil og kørte afsted. Ud i det rå, kuperede terræn.

- Det var et tomrum. Jeg følte, at der ikke skete noget, siger Orla Munk Anthonisen. 

Han følte, at de i vennegruppen stod alene med jagten efter Jytte Refsgaard. At ingen tog hendes forsvinden alvorligt. Deres blikke spejdede usystematisk over det barske landskab, og de indså langsomt, at deres mission var håbløs. Midt i gruppens egen ambitiøse eftersøgning bøjede de deres hoveder og erkendte, at deres ven og kollega Jytte Refsgaard var væk. Væk for evigt.

Med erkendelsen blev den gensidige mistanke blandt basens mænd forstærket.

Hvem vidste noget om Jytte Refsgaards forsvinden? Hvor var de den aften, hun forsvandt?

I kollegernes øjne var alle pludseligt skyldige, indtil det modsatte var bevist.

Hvis Jytte Refsgaard var blevet udsat for en forbrydelse, måtte der være en gerningsmand. 

”Jeg vil være dig tro”

Jytte Refsgaard nåede at være på basen i fem måneder. I den periode havde hun kun givet udtryk for, at hun var glad. Både til sine kolleger på basen og til sin kæreste, Frits, hjemme i Danmark. I breve skrev hun, at hun havde det godt i det kolde nord, og at hun ville være ham tro.

"Du må ikke være bekymret for mig, og du kan roligt stole på mig. Jeg vil være dig tro," stod der skrevet i et af de breve, som Jytte Refsgaard sendte hjem til sin danske kæreste. Foto: Privatfoto

Intet tydede på, at Jytte Refsgaard skulle have haft en grund til at ville flygte fra det liv, hun havde. Hun virkede oprigtig glad for sit liv på basen, så hvorfor flygte?

Mens politiet mistænkte, at der kunne ligge en seksuel forbrydelse bag Jytte Refsgaards forsvinden, overbeviste basens beboere hinanden om, at det var så godt som det eneste realistiske scenarie. 

Mændene spekulerede i, om hun mon blev holdt fanget et sted, mens basens få andre kvinder konstant frygtede, hvem der ville blive den næste.

Mens hverdagen fortsatte på Thulebasen, følte Orla Munk Anthonisen fortsat, at politiets mistanke var rettet mod ham. 

Det stod tydeligt, da han en dag kom hjem fra arbejde og fandt døren til sin barak ulåst. Han låste altid sin dør, så han vidste straks, at der var noget galt. 

Han trådte indenfor. Inde på værelset sad efterforskeren fra afhøringen og ventede. Ham, der havde fulgt efter Orla Munk Anthonisen ud til det underjordiske rum.

"Indrøm drabet på Jytte Refsgaard og få en kortere dom", lød ordren fra efterforskeren ifølge Orla Munk Anthonisen. 

Her ses Jytte Refsgaard og Orla Munk Anthonisen på et af de billeder, han tog med sig hjem fra sin tid på Thulebasen.
Her ses Jytte Refsgaard og Orla Munk Anthonisen på et af de billeder, han tog med sig hjem fra sin tid på Thulebasen. Foto: Orla Munk Anthonisen / TV 2

Mistanken forblev en tanke

Men Orla Munk Anthonisen kunne jo ikke indrømme noget, han ikke havde gjort, tænkte han.

Ja, han havde fulgt hende hjem den aften. Og ja, han havde også fulgt hende hjem en sen aften tre uger forinden, men der var intet sket mellem de to kolleger. Alligevel følte han, at det var sådan, de andre på basen tænkte.

- Når en mand går ud fra en kvindebarak klokken fire om morgenen, så har han været der for at få sex. Det er desværre den normale tankegang, siger Orla Munk Anthonisen, som i dag ikke aner, hvem der så ham forlade Jytte Refsgaards barak. 

Men Orla Munk Anthonisen nægter at have set på hende med de øjne. Hun var hans kollega. Hans ven. Ikke andet end det. De havde aldrig haft sex. Ikke tre uger tidligere og heller ikke den 21. juli, hvor han havde fulgtes med hende hjem.

Efterforskerens mistanke holdt ikke. Han havde forsøgt at fremtvinge en tilståelse fra Orla Munk Anthonisen tilbage i barakken, men han gik tomhændet derfra.

Orla Munk Anthonisen blev aldrig sigtet i sagen.

Mareridt om Jytte Refsgaards forsvinden holder stadig den dag i dag Orla Munk Anthonisen vågen om natten.
Mareridt om Jytte Refsgaards forsvinden holder stadig den dag i dag Orla Munk Anthonisen vågen om natten. Foto: Kristian Dreier / TV 2

Hvorfor rejste Jytte Refsgaards chef?

Thulebasen var et ”besynderligt samfund”, skrev Rejseholdets efterforskere i deres rapport.

De havde befundet sig på basen i godt en måned og havde i den tid oplevet en ligegyldighed blandt beboerne.

Ingen henvendelser og alt for få, der gad hjælpe med eftersøgningen. Nu gav de op. Der var ikke mere, de kunne gøre, mente de.

Rejseholdet forlod Grønland 5. september 1977 og overlod den videre efterforskning til basens politi.  

Men der var stadig flere spørgsmål, der stod ubesvarede tilbage hos Jytte Refsgaards kolleger og familie. Særligt én ting undrede de sig over. 

Seks dage efter, Jytte Refsgaard forsvandt, forlod en amerikansk chef Thulebasen. Han var væk, før politiet havde nået at afhøre ham.

Derfor spurgte de danske kolleger hinanden; hvor var deres amerikanske overordnede blevet af?

Læs andet afsnit af 'Thulemysteriet - kvinden der forsvandt' 28. november og se allerede nu første program på TV 2 Play