Krimi

Politiet bekræfter: Skelet fundet i skov er forsvunden kvinde

Lisbet Nielsen forsvandt i 2009. Hendes 42-årige kæreste var mistænkt, men begik selvmord inden grundlovsforhør.

Østjyllands Politi bekræfter, at dele af lig fundet nær Tirstrup er resterne af Lisbet Nielsen.

- Det er en meget tragisk sag, som nu har fået et punktum. Retsmedicinerne vil nu forsøge at finde en dødsårsag, men det kan blive særdeles svært, da vi foreløbigt kun har enkelte dele, som har ligget i mange år, siger politiinspektør René Raffo, Østjyllands Politi.

- Men ellers betragter vi sagen som lukket, da vi har færdigefterforsket sagen. De pårørende til Lisbet Nielsen er underrettet og er selvfølgelig fortsat dybt berørte, og jeg anmoder pressen om at vise forståelse og hensyn til familien, siger René Raffo.

Østjyllands Politi bekræfter, at skelet er resterne af forsvundne Lisbet Nielsen. Politiet fortsætter eftersøgningen.

Jæger fandt skelet

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at en jæger søndag fandt et skelet i skovområdet, og han kontaktede politiet.

- Området, hvor ligdelene blev fundet, har tidligere været i politiets søgelys i forbindelse med efterforskningen, dog uden resultat, skriver Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Politiet leder stadig i området.

- Østjyllands Politi er endnu ikke helt færdige med søgningen i området, da alle dele af liget endnu ikke er fundet, og anmoder derfor borgerne om at respektere politiets afspærring på stedet, skriver politiet.

Til TV 2 siger politiinspektør René Raffo desuden, at politiet stadig håber at kunne klarlægge, hvordan Lisbet Nielsen døde.

- Retsmedicinerne gør, hvad de kan, og så må vi ses om vi kan finde en dødsårsag, siger René Raffo.

Politiafspærring på findestedet

 

Forsvandt sporløst

Lisbet Nielsen var 46 år, da hun 23. oktober 2009 forsvandt sporløst fra sit hjem i Aarhus-bydelen Risskov. Efter et par dage alarmerede hendes familie byens politi, men her mente man i første omgang ikke, at der var nogen tegn på, at den blonde kvinde skulle være blevet udsat for en forbrydelse.

Men familien var insisterende, og efter et par dage ændrede Østjyllands Politi deres opfattelse og anholdt Lisbet Nielsens kæreste, den dengang 42-årige Bjarne Østergaard Madsen, som havde udvist mistænkelig adfærd i forbindelse med kærestens forsvinden.

En broget fortid

Den 42-årige mand havde en historik med at gøre kærester fortræd.

I 1983 kvalte han i en alder af blot 16 år sin 15-årige kæreste Birthe Simonsen, og otte år senere, da Bjarne Østergaard Madsen var 23 år, mistede hans kæreste 21-årige Vivian Nielsen livet. Også ved kvælning.

Ved landsretten i sidstnævnte sag blev han dømt for drabet. Han blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, fordi han blev vurderet til at være skizofren.

I 2005 blev han sat på fri fod efter at byretten havde godkendt en indstilling fra Retslægerådet om, at det var forsvarligt at sætte ham på fri fod.

Døde, før han kunne tale

Da han i oktober 2009 atter var i politiets varetægt, var det politiets håb, at han kunne hjælpe med at opklare, hvad der var blevet af Lisbet Nielsen.

Men han nægtede at udtale sig, og en time inden den planlagte fremstilling af ham i grundlovsforhør endte han sit eget liv i en arrest i Aarhus.

På trods af selvmordet mistede politiet dog ikke interessen for Bjarne Østergaard Madsen, og ved hjælp af signaler fra mobilmaster sporede de hans færden, den aften Lisbet Nielsen forsvandt.

Sporet ledte politiet til Djursland, hvor Bjarne Østergaard Madsen havde kørt rundt 23. oktober.

Tømte sø

Her fik de blandt andet hjælp af Frømandskorpset i deres søgen efter den 46-årige kvinde i områdets mange søer. Men uden held.

I 2010 blev Lisbet Nielsen, som var mor til to, erklæret død.

Politiet har dog fastholdt interessen for Djursland og de søer, de kunne se Bjarne Østergaard Madsen havde været forbi.

Så sent som sidste år fik politiet hjælp til at tømme en lille sø på egnen i håbet om at finde Lisbet Nielsens jordiske rester.

Men først i søndags fandt en jæger skelettet, som viste sig at være Lisbet Nielsen.

- Vi kunne høre en af hundene halse i et stykke skov lidt derfra. Ejeren af hunden blev nervøs, da det kom fra et sted, der er militær grund og derfor indhegnet af pigtråd, så han var bange for pigtråden. Han gik gennem området for at finde hunden, og så så han noget, der lå på jorden, som han først syntes lignede en fodbold, har skovfoged Søren Stilling sagt til Aarhus Stiftstidende.

Det skulle vise sig at være et kranium, og politiet blev derfor tilkaldt.

I en pressemeddelelse torsdag skriver Østjyllands Politi, at skeletfundet ikke giver politiet anledning til at lede efter andre mistænkte i sagen end Bjarne Østergaard Madsen.

- Fundet af skeletdelene har dog ikke fået Østjyllands Politi til at efterforske i andre retninger, skriver politiet i pressemeddelelsen.