Krimi

Ingen advarede om kærestens fortid, før hun selv forsvandt - ni år senere er liget fundet

En mand blev allerede i 2009 sigtet for drabet på den aarhusianske sygeplejerske. Men politiet fik aldrig hans forklaring at høre.

Ni år efter 46-årige Lisbet Nielsen forsvandt sporløst, har hendes familie fået vished om det, de længe har formodet. Hun er død og har været det i mange år.

Søndag blev et skelet fundet i et skovareal tæt ved Aarhus Lufthavn i Tirstrup, og det er nu blevet endeligt identificeret som den forsvundne Lisbet Nielsen.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad der skete, da den østjyske kvinde forsvandt en oktoberdag i 2009. Et spørgsmål, som vi måske aldrig får et endegyldigt svar på.

Politiets retsmedicinere vil nu forsøge at finde en dødsårsag, men det bliver med politiets egne ord en ”særdeles svær” opgave, da de foreløbigt kun har enkelte dele af liget, som har ligget i jorden i mange år

Området, hvor ligedelene af Lisbet Nielsen søndag blev fundet af en gruppe jægere i et skovområde nord for Aarhus Lufthavn i Tirstrup.

Allerede få dage efter Lisbet Nielsens forsvinden fortalte familien i et interview med Århus Stiftstidende, at de frygtede, at hun var blevet dræbt.

Samme dag anholdt politiet Lisbet Nielsens kæreste, 42-årige Bjarne Østergaard Madsen, som blev sigtet for at have dræbt hende. Han nåede dog aldrig at forklare sig, da han valgte at tage sit eget liv, kort før han skulle have været stillet for en dommer.

Alligevel betragter politiet i dag sagen som lukket med Bjarne Østergaard Madsen som den mest sandsynlige gerningsmand. Flere spor fra efterforskningen pegede i sin tid i retning af kæresten, og så var der en anden væsentlig faktor - det var ikke første gang, han blev sat i forbindelse med drab.

Bjarne Østergaard Madsen havde to gange tidligere taget livet af sine kærester.

Alle til festen kendte sandheden, men ingen sagde noget

Den dystre fortid kendte Lisbet Nielsen tilsyneladende intet til, da hun i marts 2009 blev kærester med Bjarne Østergaard Madsen. Ifølge Ekstra Bladet havde de mødt hinanden på en datingside på nettet.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at Bjarne Østergaard Madsen benyttede dette billede på sin datingprofil.

Avisen har tidligere beskrevet, at hun hurtigt kom med til konfirmationsfest i svigerfamilien, som hun også flere gange var sammen med. Ingen af dem fortalte hende om den 42-åriges fortid.

Der var heller ingen, der åbnede munden, da Lisbet Nielsen havde sin kæreste med til en familiefest kort inden sin forsvinden, til trods for at alle 50 gæster ved festen vidste, hvad Bjarne Østergaard Madsen havde gjort. Det har politiets efterforskning senere vist.

- Jeg kan stadig tage mig i at ønske, at bare én af gæsterne til familiesammenkomsten havde trukket Lisbet til side og fortalt hende, hvordan tingene hang sammen, fortalte tidligere kriminalassistent hos Østjyllands Politi, Uffe Jensen, i 2016 til Randers Amtsavis.

Familien var tidligt overbevist om, at Lisbet Nielsen havde været udsat for en forbrydelse.

Men ingen fortalte hende noget, og 27. oktober 2009 blev Lisbet Nielsen meldt savnet af familiemedlemmer, efter de i længere tid forgæves havde forsøgt at få fat i hende. Hun var sidst set fire dage tidligere - 23. oktober - omkring klokken 19 i området omkring sin bopæl i Risskov ved Aarhus.

Kvalte ungdomskæresten på værelset

Det, Bjarne Østergaard Madsen havde gjort, og som familiemedlemmerne kendte til, havde fundet sted mange år tidligere.

Han var ifølge Herning Folkeblad vokset op som den yngste af tre brødre i en familie, der gennem årene boede i både Snejbjerg, Fjelstervang og Herning.

Ikke så langt herfra, i byen Kibæk, boede Bjarne Østergaard Madsens ungdomskæreste, Birthe Simonsen.

Hun blev dræbt 2. november 1983, da den dengang 16-årige Bjarne Østergaard Madsen kvalte hende på hendes værelse. Det skete ifølge forklaringerne dengang i jalousi, fordi hun ville stoppe deres forhold.

Historien om drabet påden unge pige i Kibæk blev omtalt i både lokale og landsdækkende medier i 1983.

Efter drabet satte den 16-årige dreng sig på sin knallert og kørte til Herning, hvor han meldte sig selv til politiet.

På grund af sin lave alder blev Bjarne Østergaard Madsen idømt tre års fængsel for vold med døden til følge. Efter to års afsoning blev han løsladt.

Fem år senere begik han endnu et drab.

Kæreste fundet kvalt i garage efter bytur

I 1990 var Bjarne Østergaard Madsen blevet 23 år og havde mødt en ny kæreste, 21-årige Vivian Nielsen. Parret var forelsket, og hun var flyttet ind på et værelse med ham hos hans forældre i Herning.

21-årige Vivian Nielsen blev fundet dræbt efter en bytur, hvor hun var endt i skænderi med sin kæreste, Bjarne Østergaard Madsen.

Han afslørede ikke sin fortid for hende fra forholdets begyndelse, men da han senere fortalte hende sandheden, fik hun et chok og blev efterfølgende bange for ham. Det fortalte Vivian Nielsens mor senere til Ekstra Bladet.

- Vi havde jo aftalt – det vil sige pigerne (Vivian Nielsens søstre, red.) og mig – at nu ville vi snakke alvorligt med Vivian. Vi ville overtale hende til at flytte fra Bjarne. Hun var bange for ham. Men vi nåede det ikke, fortalte moderen Lilli Kristensen til avisen.

30. september 1990 blev liget af Vivian Nielsen fundet i en garage i Herning.

Det var i garagen her, at liget af Bjarne Østergaard Madsens kæreste blev fundet.

Aftenen forinden havde hun sammen med en fætter og nogle bekendte været i byen på diskoteket La Cabana. Det havde gjort den 23-årige kæreste ophidset og jaloux, forklarede vidner senere til politiet og medierne.

Vivian Nielsens søster forklarede i et interview med Ekstra Bladet, at de sammen havde måttet flygte ovenpå, mens Bjarne Østergaard Madsen var blevet smidt ud fra diskoteket. Da søstrene omkring klokken 03.30 forlod stedet, ventede han udenfor og begyndte at lave ballade.

Det startede som en festlig aften her på La Cabana i Herning, men ud på natten kom Vivian Nielsen og Bjarne Østergaard Madsen op at skændes.

- Så var det, jeg prøvede at lægge mig imellem. Hvis jeg bare var rendt efter dem, da Vivian løb ned ad gaden med Bjarne efter sig. så havde jeg i det mindste vidst lidt mere om, hvad der sidenhen skete med min søster, fortalte Anita Nielsen til avisen.

Diagnosticeret som skizofren

Andre vidner forklarede til politiet, at de havde hørt kæresteparret skændes og råbe op lige i nærheden af garagen, hvor liget af Vivian Nielsen blev fundet. En obduktion viste, at hun var blevet kvalt med stor vold med et redskab presset hårdt mod struben.

- En gang før har Bjarne været ved at kvæle min søster. Det er kun tre-fire uger siden. Hun havde røde kvælningsmærker på halsen, sæbeøjne og et sår på kinden. Han havde også slået hende. Hun frygtede for, hvad han kunne finde på, når han havde drukket, fortalte storesøsteren Gitte kort efter drabet til Ekstra Bladet.

Bjarne Østergaard Madsen flygtede dagen efter drabet mod Tyskland, men han blev anholdt ved grænsen i Frøslev.

En obduktion viste, at Vivian Nielsen var blevet kvalt ihjel.

Politiet sigtede ham for drabet, og han blev i 1991 erklæret uegnet til straf og idømt en tidsubestemt behandlingsdom på et psykiatrisk hospital, da han var blevet diagnosticeret med skizofreni.

Han tilbragte de næste 14 år på behandlingsstedet, men i 2005 blev han erklæret rask og sluppet ud. Dermed var Bjarne Østergaard Madsen igen en fri mand.

Anklage om tredje drabsforsøg

Han flyttede efterfølgende til Aalborg, hvor han fik job i en industrivirksomhed. Hans ene bror har tidligere forklaret til Herning Folkeblad, at det var for risikabelt for Bjarne Østergaard Madsen at bo i Herning, hvor han fik tæsk, når han viste sig i værtshusmiljøet.

Broderen John Østergaard forklarede, at Bjarne Østergaard Madsen inden for familien ikke var kendt som det monster, han blev gjort til i dele af pressen. Han beskrev en kærlig og hjælpsom bror, som var glad for sine nevøer.

Den tredje bror afskar derimod forbindelsen til familien og havde ikke haft kontakt til Bjarne Østergaard Madsen i mange år, da han senere blev mistænkt for drabet på Lisbeth Nielsen.

Senere fik den nu dobbelte drabsmand arbejde i Ringkøbing, hvor han arbejdede som ingeniør.

Lisbeth Nielsen efterlod sig to sønner på dengang 12 og 14 år, da hun forsvandt i 2009.

Ifølge Århus Stiftstidende blev han på et tidspunkt anklaget for endnu et drabsforsøg, hvor en tredje kæreste skulle være blevet forsøgt kvalt. Bjarne Østergaard Madsen blev i denne sag frifundet for drabsforsøg.

Derudover har også en fjerde kvinde, ifølge lokalavisen, fortalt, at han havde forsøgt at kvæle hende i 2008.

Men dette vidste sygeplejersken Lisbet Nielsen fra Aarhus intet om, da hun året efter indledte et forhold til den 42-årige mand. 

Mærkelig opførsel ved tankstation vakte opsigt

Lisbet Nielsen blev sidst set i live 23. oktober 2009 omkring klokken 19 i området ved sin bopæl i Risskov.

Hun blev meldt savnet 27. oktober, og tre dage senere blev Bjarne Østergaard Madsen anholdt i sagen under mistanke for at have dræbt hende.

Politiet havde fået oplysninger om, at han dagen efter hendes forsvinden havde opført sig meget mærkeligt ved en tankstation i Herning. Her sad han næsten urørlig i tre timer i sin bil, inden han gjorde bilen meget grundigt rent.

Bjarne Østergaard Madsen ses her ved kassen på tankstationen i Herning. Da han betalte for bilvasken, brugte han sit dankort, hvilket sendte politiet på sporet af hans færden.

Ved hjælp af signaler fra mobilmaster var det desuden muligt at kortlægge Bjarne Østergaard Madsens færden den nat, Lisbet Nielsen var forsvundet. Efterforskerne kunne se, at han havde kørt rundt på Djursland.

Bjarne Østergaard Madsen ses her på overvågningsoptagelser fra en tankstation i Herning 14 timer efter Lisbet Nielsens forsvinden.

Frømandskorpset blev sat ind for at undersøge nogle af de mange søer på Djursland, som mobilsignaler viste, at Bjarne Østergaard Madsen havde været i nærheden af, blandt andet Stubbe Sø, Langsø og Øjesø, men uden resultat.

Men trods talrige forsøg lykkedes det aldrig for politiet at lokalisere hendes lig. Efter ønske fra familien blev hun erklæret død i 2010.

Psykiater: Alle mente, han var rask

Bjarne Østergaard Madsen nåede som tidligere nævnt aldrig at blive stillet for en dommer, da han tog sit eget liv få timer inden, han skulle have været i grundlovsforhør. Han havde forud for retsmødet afvist at lade sig afhøre af politiet.

Efterfølgende kom der i medierne stor fokus på hans tidligere domme for drab på kærester, og det blev debatteret, om det havde været en forkert beslutning at slippe ham ud i samfundet i 2005.

Siden Lisbet Nielsen forsvandt i 2009, har politiet flere gange ledt efter hendes jordiske rester på Djursland. Her ved Langesø i 2009.

Godt en uge senere svarede psykiatridirektør Gert Pilgaard Christensen fra Region Midtjylland på kritikken, da han til Ritzau forklarede, at alle instanser var enige om at erklære Bjarne Østergaard Madsen for rask. Beslutningen byggede på 14 års observationer af manden.

- Vi har set på forløbet i forlængelse af den tragiske hændelse og konkluderer, at det blev kørt, som det skulle. Men et system, der bygger på menneskelige skøn om fremtiden, er ikke ufejlbarligt, sagde psykiatridirektøren.

Beslutningen blev truffet af psykiatere, Kriminalforsorgen samt Retslægerådet og sidenhen blåstemplet af byretten.

Tilbage står spørgsmålet, hvordan Lisbet Nielsen døde, og om Bjarne Østergaard Madsen slog hende ihjel. Det får vi formentlig aldrig et endegyldigt svar på. Hos politiet betragtes sagen efter ligfundet nu som lukket.

- Vi behandlede det dengang som en drabssag, og vores tese var, at han var drabsmanden. Det var derfor, vi sigtede ham, for der var ikke noget i vores efterforskning, som indikerede, at andre stod bag. Men eftersom Bjarne Østergaard Madsen valgte at tage sit eget liv i arresten, er sagen aldrig kommet for retten, siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi til TV 2.