Firmaer var vaskemaskine for svindel med en halv milliard kroner, mener anklager

En særlig gruppe efterforskere har afdækket formodet og omfattende, organiseret svindel med især moms og skat.

Hos Københavns Politis afdeling Særlig Efterforskning Øst står en lang række papkasser stablet i flere rækker. Kasserne indeholder op mod 60.000 printede sider. Så meget fylder et enkelt eksemplar af det, politiet selv kalder for en usædvanlig sag om grov, organiseret kriminalitet.

En sag, der er efterforsket under kodenavnet 'Greed', og som handler om påstået økonomisk svindel for op mod en halv milliard kroner.

- Jeg har ikke set sådan en sag før, siger specialanklager fra Københavns Politi, Maria Cingari.

Kræver 16 mænd straffet

16 mænd er tiltalt i sagen, og helt overordnet drejer anklagerne sig om 12 mere eller mindre fiktive firmaer, som de tiltalte skal have brugt til at svindle med især skat og moms.

- Sagen handler i grove træk om, at man har brugt nogle selskaber til at udstede fiktive fakturaer, og så har man gennem flere selskaber, der sådan set har fungeret som en vaskemaskine, kørt en stor del penge igennem - op til omkring en halv milliard kroner, siger Maria Cingari.

Til sidst skal pengene være kørt gennem forskellige vekselbureauer og udenlandske konti, inden de formodede bagmænd trak pengene ud igen.

Mørklagt efterforskning

Sagen har været behandlet i hemmelighed og bag lukkede døre i Københavns Byret, og anklageren er dermed forhindret i at omtale sagens detaljer - også i forhold til hvad, der førte politiet på sporet af den påståede svindel tilbage i januar 2017.

- Det skete på baggrund af forskellige oplysninger, som jeg ikke kan komme ind på nu, siger Maria Cingari.

Men ti måneder efter, at Særlig Efterforskning Øst havde indledt sin efterforskning, slog politiet 10. oktober 2017 til mod 39 adresser, hvor 11 personer blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør.

Senere er flere kommet til, og ud af de 16 mænd, der nu er tiltalt, er flere af dem i familie med hinanden. De nægter sig alle sammen skyldige.

Den påståede svindel skal have strakt sig ud over tre år fra 2015 til 2017 - og omkring 5000 bilag indgår i sagsmaterialet.

- Det, der kan være lidt udfordrende i forhold til andre sager, som politifolk beskæftiger sig med, er at forstå, hvad der er sket i den her kæde af selskaber. Hvad er det, man har gjort? Og så også finde ud af hvor mange penge, det drejer sig om. Der har vi haft bistand fra revisorer, siger Maria Cingari.

Retssag over tre kalenderår

Indtil videre er der afsat 77 dage i byretten til sagen, der dog forventes at kunne trække yderligere ud, således at det kan hedde år 2020, inden der afsiges dom.

Og selvom det egentlig er Københavns Byret, der behandler sagen, bliver selve retshandlingen flyttet til Glostrup, fordi lokalerne her er store nok til de mange tiltalte.

Alle 60.000 printede sider fra politiets kasser skal dog ikke med i retten, da sagen bliver behandlet på baggrund af elektroniske dokumenter.

Første retsdag er den 19. december, hvor hele dagen er afsat til oplæsning af det omfattende anklageskrift.