Undrede sig ikke over millioner til heste: - Jeg ved ikke, hvor mange penge jeg har tjent

Døtrene er begge sigtet for groft hæleri. Men de fastholder, at de aldrig undrede sig over de mange penge, som de fik eller lånte af deres mor.

Den bedragerisigtede Anna Britta Troelsgaard Nielsens to døtre stod onsdag aften frem på tv-stationen Kanal 5.

Her fortalte de, at de aldrig har undret sig over de mange penge, som de gennem årene har fået eller lånt af deres mor.

I interviewet siger søstrene, 31-årige Nadia Samina Hayat og 34-årige Karina Jamilla Hayat, at de har stolet på moderens forklaringer om, at pengene stammede fra arv fra faderen, en livsforsikring og forældrenes fælles opsparing.

Begge døtre fortæller, at de i igennem årene har modtaget forskellige pengebeløb og gaver. Eksempelvis en halv million kroner til en ny bil eller penge til heste. Penge, der blev givet som lån, men som ikke blev betalt tilbage.

Det samme gælder de 18 millioner, som TV 2 kunne fortælle, at datteren Nadia Samina Hayats hollandske hestevirksomhed fik tilført kort efter stiftelsen.

I interviewet bliver hun konfronteret med oplysningerne. Hun er overrasket over beløbets størrelse.

- Det lyder sindssygt i mine ører. Det er et meget højt beløb. Jeg har aldrig fået et tal på den måde. Så det lyder vildt.

"Satte bare min underskrift"

Som TV 2 kunne fortælle, er det i regnskaberne ikke oplyst, hvor pengene kom fra, men Nadia Samina Hayat bekræfter, at startkapitalen til virksomheden kom fra Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Og at de aldrig er betalt tilbage, selvom der var tale om korte lån.

Hun forklarer selv, at selvom hun var direktør og skrev under på regnskaberne, så havde hun ingen indsigt i økonomien.

Jeg er ked af, hvis hun har følt sig nødsaget til at svindle for at støtte mine foretagender

Nadia Samina Hayat, datter

- Jeg ved ikke, hvor mange penge jeg har tjent. Jeg har bare sat min underskrift. Det kan virke lidt dumt. Jeg har aldrig været i en situation, hvor jeg skulle undersøge, om der var penge nok, siger hun.

- Jeg er ked af, hvis hun har følt sig nødsaget til at svindle for at støtte mine foretagender. Hvis hun har følt, at hun skulle støtte mig, siger Nadia Samina Hayat.

Foretagender, der blandt andet trækker spor til Holland og til et eksklusivt stutteri i Tyskland.

Levede sparsommeligt

Søstrene forklarer, at de aldrig i detaljer har diskuteret penge eller økonomi med deres mor, og at de ikke havde kendskab til moderens og deres brors opkøb i Sydafrika.

- Vi taler aldrig om, hvem der har købt hvad. Vi har aldrig talt om penge. Hvor meget de andre tjener, eller hvor meget de har arvet, forklarer søstrene.

Britta Nielsens døtre siger i et interview på Kanal 5, at de ikke har været bekendt med moderens pengebrug.

Døtrene forklarer, at de ikke tænkte over, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen pludselig ændrede livsstil efter deres fars død. De stolede kort og godt på, hvad hun fortalte dem:

- Hun siger noget med, at ”far og jeg har investeret og opsparet, og far har efterladt en stor arv”, og det sætter vi slet ikke spørgsmålstegn ved, siger Karina Jamilla Hayat.

Faderen havde arbejdet i produktionen på forskellige danske bryggerier indtil sin død i 2005. Blandt andet hos Carlsberg og Coca Cola.

Vi levede ret sparsommeligt. Vi havde ikke noget ekstraordinært

Nadia Samina Hayat, datter

- Vi levede ret sparsommeligt. Vi havde ikke noget ekstraordinært, og vi havde et helt almindeligt hjem.

- Hvis der blev talt om penge, så var det om at spare, siger Nadia Samina Hayat. 

De fortæller, at de ikke havde en bil, mens deres far levede. Da han gik bort, kom der flere luksuriøse biler til. Blandt andet en Range Rover.

Fremtid

På spørgsmålet om døtrene har brugt Britta Nielsens penge, svarer Nadia Samina Hayat.

- I givet fald hun har svindlet sig til de her millioner, som medierne skriver, så har vi fået nogle af pengene, ja.

Det er svært at forstå og begribe, at der er blevet brugt så mange penge

Karina Jamilla Hayat, datter

Om sigtelserne mod deres mor siger de, at de er svære at tro på – og at de store millionbeløb er helt "surrealistiske". Karina Jamilla Hayat fortæller, at hun også har lånt en stor sum penge af Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Men hun har svært ved at forstå omfanget af den mulige svindel.

I et interview på Kanal 5 står den svindelsigtede Britta Nielsens døtre frem og fortæller, at de ikke kendte til svindlen.

- Vi har ikke været involveret i, hvad der blev brugt penge på, siger hun.

Døtrene er begge sigtet for groft hæleri, hvor straframmen er op til seks år, men nægter sig skyldige. Karina Jamilla Hayat forklarer, at det vil være Jordens undergang for hende, hvis hun selv bliver dømt. Hun ved ikke, hvor resten af de 111 millioner kunne være.

- Det har vi ingen anelse om. Det dér tal er fuldstændig urealistisk for mig. Det kan jeg slet ikke få til at passe, siger hun.

Døtrene håber, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen er uskyldig. De har ikke selv været i kontakt med hende i lang tid og fortæller, at de ikke ved mere end alle andre. De frygter en fremtid, hvor deres mor skal sidde i fængsel.

- Det er det værste ved det hele, ikke at skulle have hende i så mange år, siger Karina Jamilla Hayat.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for at have svindlet for mindst 111 millioner kroner, mens hun arbejdede i Socialstyrelsen.

Broderen Jimmy Hayat blev ligesom Britta Nielsen anholdt i Sydafrika og varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Danmark lørdag. Han nægter sig skyldig i anklagen om groft hæleri.

Nadia Samina Hayat og Karina Jamilla Hayat har hidtil været beskyttet af et navneforbud, men det blev ophævet onsdag.

Underslæb i Socialstyrelsen

  1. 2018

    1. I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.

    2. Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.

    3. Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.

    4. Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.

       

      Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.

       

      Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.

    5. Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

       

      Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.

    6. Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.

    7. Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    8. Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.

    9. Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    10. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.

    11. Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.

    12. De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.

    13. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.

       

      Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.

    14. Ministeren orienterer offentligheden om sagen.

    15. Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.

    16. Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.

    17. Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.

    18. Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 

    19. Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

      Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.

    20. Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.

    21. En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.

       

    22. En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.

Kilde: Børne- og Socialministeriet