Krimi

Motorvej genåbnet efter anmeldelse om muligt stenkast

Politiet efterforskede på stedet efter anmeldelsen

Politiet undersøgelser fastslår, at der ikke som anmeldt blev kastet sten ned på Amagermotorvejen.

Københavns Politi lukkede tirsdag aften Amagermotorvejen i retning mod Avedøre.

Politiet havde fået en melding om, at der var blevet kastet en genstand ned på kørebanen fra en bro.

Motorvejen blev lidt over midnat natten til onsdag igen åbnet i begge retninger, oplyser Københavns Politi på Twitter.

Bilist muligvis ramt af vand

Onsdag morgen forklarer vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen, at der ikke er noget, der tyder på, at bilisten er blevet ramt af sten.

- Vi har besigtiget bilen, og der er ingen skader at finde på den. Måske bilen kan være ramt af noget vand, men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der er kastet sten, siger han.

Politiet ved ikke, om vandet er kastet eller røget ned fra broen eller fra et andet køretøj på motorvejen. 

Politiefterforskningen medførte, at trafikken skulle ledes om tirsdag aften.