Alt gik galt, da terrormistænkt kunne spadsere ud fra Vestre Fængsel
Der skete en meget alvorlig sikkerhedsbrist, da en mand mistænkt for terrorfinansiering 1. august uhindret kunne forlade Vestre Fængsel.
Overvågningskameraerne i Vestre Fængsel fangede flugten på sekundet.
Der blev hverken brugt gravko eller fil.
En 46-årige syrer, der sad varetægtsfængslet - mistænkt for medvirken til terrorvirksomhed - skulle udleveres til de italienske myndigheder to dage senere, men spadserede 1. august klokken 19.35 direkte ud i friheden.
Ingen satte efter ham.
Men i samme minut fattede to betjente i fængslets østfløj mistanke.
Stod de med den rigtige mand? Eller havde de eskorteret fangens gæst tilbage til cellen?
Den ene greb telefonen, der ringede forgæves i besøgsafdelingen.
Fængslets beredskabsplan blev sat i gang, og fængselsporten lukkede i. Fem-ti minutter efter, at den undslupene fange var gået ubesværet igennem.
Jagten gik ind på Københavns Hovedbanegård, hvor tungt bevæbnet politi gennemsøgte alle tog for spor af flugtfangen.
Politiet mente, han ville mod Sverige, og togdriften var lammet i flere timer.
Manden er stadig på fri fod.
Men en ny rapport fra Rigspolitiet afslører, hvordan flugten gik til.
- Det var jo smertefuld læsning, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til TV 2.
- Alt det, der kunne gå galt, er gået galt.
Gik ud med familien – én blev tilbage
Ifølge Rigspolitiet fik den varetægtsfængslede syrer besøg af fem familiemedlemmer 1. august. Flere havde været på besøg før.
Da besøget sluttede, kommer en dreng ud som den første. Han gik mod venstre, hvor besøgende kan komme ud.
Den indsatte stillede sig også til venstre for døren, mens resten af familien kom ud – han skulle ellers mod højre, men her stillede en ung mand sig. Og herfra gik det galt.
Idet drengen åbnede døren for besøgende til venstre, fulgte den indsatte med. Samtidig blev den unge mand til højre for døren dirigeret mod fangernes udgang af betjentene.
- Hvilket han efterkom uden indvendinger, som der står i rapporten.
Samme betjent
Den samme betjent, som halvanden time forinden havde hentet den varetægtsfængslede i sin celle, eskorterede nu en anden mand tilbage. Uden at opdage det.
Imens fik familien udleveret deres legitimationskort af en betjent ved udgangen til besøgsafdelingen.
Han kontrollerede ikke, om de matchede personerne, som han ellers skal.
Og således gik en terrormistænkt 46-årig mand ubesværet ud af Vestre Fængsel klokken 19.35 en onsdag aften.
Forvekslet med 20 år yngre mand
I medierne hed det hurtigt, at gæst og fange havde byttet tøj.
Men i rapporten står det klart, at ud af fængslet gik en mand i sort t-shirt og med lange bukser.
Tilbage sad en tyve år yngre, skægget mand iført shorts. Samme mundering, som han halvanden time tidligere var ankommet i til besøgsafdelingen i Vestre Fængsel.
Politiet har sigtet ham og tre andre familiemedlemmer for at hjælpe den fængslede til undvigelse. Én af dem var ikke med på besøgsdagen.
Strips og stramninger
Kriminalforsorgen har siden flugten strammet en række procedurer, så der kommer færre besøgende ad gangen, og de indsatte får nu en strip om håndleddet, når der er besøg.
Så man kan skelne.
Derudover har justitsministeren en lov på trapperne, der blandt andet betyder, at også varetægtsfængslede skal bære foto ID.
- Det er alt sammen en række tiltag, der gerne skulle være ”mange bække små”, og betyde, at vi ikke ser den slags i fremtiden.
- Det må jo bare ikke ske, siger justitsministeren til TV 2.
Men selvom han nu er oplyst, undres han fortsat:
- Hvordan i himlens navn sker sådan noget her?