Krimi

Kvinde fundet dræbt i garage kan være tilfældigt offer

Politiets efterforskning viser, at offeret og den sigtede mødte hinanden på et værtshus forud for hendes død.

En 40-årig kvinde, der søndag morgen blev fundet død i en garage i Hadsund, kan have været et tilfældigt offer.

En 28-årig mand er fængslet i sagen, sigtet for drab og usømmelig omgang med lig. Ifølge politiet slog han kvinden ihjel med en kniv og var påbegyndt partering af hendes lig.

Mandag middag oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, at den foreløbige efterforskning viser, at kvinden og den mistænkte mand mødtes på værtshuset Jagtstuen i Hadsund forud for hendes død. Ifølge politiet er der formentlig tale om et tilfældigt møde.

Den 28-årige ankom, ifølge politiet, til værtshuset klokken 00.16 natten til søndag, og mindre end en time senere - klokken 01.08 - forlod han stedet sammen med den 40-årige kvinde.

Offer havde ingen relation til Hadsund

Politiet har på nuværende tidspunkt derfor heller ikke lagt sig fast på et muligt motiv for drabet.

Hidtil har det også været uklart, hvilken kobling der var mellem offeret og den mistænkte. Den 40-årig kvinde var bosiddende i Viborg og havde ikke umiddelbart nogen tilknytning til lokalområdet.

- Der er ikke noget, der tyder på, at hun havde nogen relation til Hadsund eller til den sigtede, fortalte vicepolitiinspektør Niels Kronborg fra Nordjyllands Politi mandag formiddag til TV 2.

Manden nægter sig skyldig, men blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger.

Efterlyser vidner

Politiet vil mandag og de kommende dage fortsat være massivt til stede i Hadsund, særligt på gerningsstedet i garagen på Nørregade, hvor de tekniske undersøgelser fortsætter.

Politiet arbejder på at kortlægge den sigtedes og kvindens færden, fra de forlod værtshuset klokken 01.08 og frem til klokken 04.48, hvor den første patrulje ankom til gerningsstedet.

- Derfor søger vi efter vidner, der måtte have set dem i løbet af aftenen og natten, udtaler Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren opfordrer personer med oplysninger i sagen til straks at ringe til politiet på 114.

Politiets teknikere sikrede sig søndag spor fra garagen, hvor liget blev fundet.

Politiets efterforskere har en lang række tekniske undersøgelser, der skal foretages, spor, der skal analyseres, og vidneforklaringer, der skal gennemgås. Derudover skal beslaglagte effekter gennemgås for at finde mulige spor.

Den 40-årige kvindes pårørende blev underrettet om drabet søndag eftermiddag.