Krimi

Kvinde fundet død i Hadsund - mand sigtet for knivdrab og partering

Den dræbte var en 40-årig kvinde, som var bosiddende i Viborg. Hun havde ikke umiddelbart nogen tilknytning til lokalområdet.

En 28-årig mand fra Hadsund er ved Retten i Aalborg blevet sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.

Anklageren indledte grundlovsforhøret med at sigte manden for knivdrab og påbegyndt partering. Det skriver TV 2 Nord.

Manden, som er fra lokalområdet, nægter sig skyldig. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Efter sigtelsen var blevet læst op blev grundlovsforhøret lukket for offentligheden.

Den 28-årige mand var iført sort tøj, og under den del af retsmødet, som offentligheden kunne følge med i, virkede han stille og rolig, skriver TV 2 Nord.

Lig fundet i garage

Liget af kvinden blev søndag fundet i en garage i Hadsund, hvor Politiet var massivt tilstede.

- Der er fundet et lig på stedet, og der er nogle omstændigheder, der gør, at vi efterforsker det som drab, forklarede vicepolitiinspektør Niels Kronborg fra Nordjyllands Politi til TV 2.

Politiet oplyser, at den 40-årige kvinde ikke umiddelbart havde nogen tilknytning til lokalområdet omkring Hadsund, og at hun var bosiddene i Viborg.

De pårørende er underrettet.

Politiet massivt til stede

Politiet fik anmeldelsen telefonisk klokken 04.20 søndag morgen fra en person, hvis identitet vicepolitiinspektøren ikke ønsker at komme nærmere ind på.

Siden de tidlige morgentimer har politiet arbejdet på gerningsstedet, hvor et større efterforskningsarbejde fortsat er i gang. Blandt andet er politiet i gang med afhøringer af personer i området.

Politiets teknikere undersøger garagen, hvor liget blev fundet.

Politiet vil være til stede flere steder i byen for at sikre spor.

- Derfor vil man nogle timer endnu kunne se en del politi i og omkring Hadsund, udtaler Niels Kronborg i en pressemeddelelse søndag formiddag.

__

Rettelse klokken 10.11: Nordjyllands Politi oplyste oprindeligt, at den anholdte var 20 år. De har efterfølgende rettet mandens alder til at være 28 år.