Krimi

Hooligans kastede sten og tåregas mod betjente - syv er nu anholdt

Syv personer er blevet anholdt, og efterforskningen pågår, oplyser Københavns Vestegns Politi.

En gruppe hooligans skabte søndag eftermiddag voldsom uro ved Brøndby Stadion i forbindelse med en kamp mellem rivalerne Brøndby og FC København.

I den forbindelse er syv personer nu blevet anholdt, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Optøjerne startede umiddelbart efter kampen - omkring klokken 14:30 - da en fangruppering forsøgte at angribe en anden gruppering. Da politiet lagde sig i mellem, blev en betjent ramt af en stor sten på både ben og overkrop. 

Siden opstod der optøjer ved Hovsa Bodega, som er et kendt opholdssted for Brøndby-fans. Her anvendte uromagerne ifølge kommunikationsmedarbejder ved Københavns Politi Claus Buhr, som Ritzau talte med, tåregas, ligesom der også blev kastet med sten og andet kasteskyts mod de tilstedeværende betjente. 

Flere af disse blev ramt, og i alt fem politifolk er søndag kommet til skade efter urolighederne i Brøndby. Heraf blev én overført til Herlev Hospital.

Billeder fra området viste desuden, hvordan personer med blå-gule elefanthuer havde lavet barrikader over en vej i området ved brug af væltede skraldespande og sat ild til dem.

En fangruppering kastede sten, tåregas og andet kasteskyts mod politiet.

Omringede bodega

Ved 17-tiden var der atter ro i området, men politiet var fortsat massivt til stede foran Hovsa Bodega, hvor flere gerningsmænd havde forskanset sig.

TV 2s reporter Jens Ehlers var til stede i Brøndby under urolighederne, og han kunne fortælle, at politiet i forbindelse med nedlukningen af Hovsa Bodega havde slået en "jernring" omkring Hovsa Bodega. 

- Der er en stor politiaktion i gang. Alle veje er spærret af politivogne, og politiet kalder nu med megafon, at alle skal registreres. Flere er anholdt og ført væk i håndjern, sagde han. 

Uro efter fodboldkampen Brøndby-FCK på Brøndby Stadion.

Flere anholdelser 

Søndag aften har Københavns Vestegns Politi gjort foreløbig status over dagens aktion i Brøndby, og foruden de syv anholdte forventer politiet yderligere 70 sager, hvor betjente har anmeldt, at de er blevet ramt af sten eller udsat for en anden form for vold. 

Disse sager vil politiet nu efterforske med udgangspunkt i videomateriale. 

- Urolighederne i dag og det at vores folk blev udsat for både stenkast og tåregas, understreger hvorfor disse højrisiko-kampe skal spilles i dagslys. Af hensyn til både vores folk og ikke mindst almindelige fredelige fodboldfans, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen.

Søndag aften er politiet talstærkt til stede i Brøndby, hvor hooligans efter dagens derby har skabt optøjer.

Søren Pape Poulsen: - Uacceptabelt

Søndagens uroligheder har desuden fået justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at udtale sig på Twitter. Her skriver justitsministeren blandt andet: 

- Forkastelige billeder. Tanker til de betjente, der har været udsat for stenkast. Uacceptabelt.

Uro allerede lørdag

Allerede lørdag aften var der optræk til uroligheder i området.

Her fik Københavns Vestegns Politi assistance fra deres kollegaer i Københavns Politi, da mellem 50 og 100 sortklædte og maskerede mænd opholdt sig i området ved Hovsa Bodega nær Brøndby Stadion. Her udviste de ifølge politiet truende adfærd.

I den forbindelse valgte politiet at bruge tåregas mod uromagere i området ved bodegaen. Der blev ikke foretaget nogen anholdelser.