Krimi

Anklager erkender sig skyldig i tjenestemisbrug

I to år har en skandalesag om en af Danmarkshistoriens største hashsager kastet skygger over anklagemyndigheden.

Den tidligere anklager Trine Sorgenfri har fredag i Retten på Frederiksberg erklæret sig skyldig i både tjenestemisbrug og for at medvirke til falsk forklaring.

Det skriver Ritzau.

Indtil videre har Trine Sorgenfri nægtet sig skyldig i anklagerne.

Ville påvirke vidner

Hendes forbrydelse består i at have forsøgt at påvirke politifolks vidneforklaringer i en sag i Østre Landsret. Sagen blev dog bremset, inden politifolkene endte i vidneskranken.

Tilståelsen er faldet ved retsmødets begyndelse, hvor anklager Torben Thygesen har læst sagens anklageskrift op punkt for punkt.

- Der er erkendelse i det forhold, lød det fra forsvarsadvokat Stine Gry Johannesen allerede efter oplæsningen af forhold 1.

Hele sagen udspringer af en stor politiaktion på Christiania kaldet "Nordlys" tilbage i 2014. Sagen førte til, at i omegnen af 80 personer blev dømt for organiseret hashhandel.

Flere af de dømte valgte at anke til Østre Landsret, og det var i forbindelse med en ankesag i Østre Landsret, at sagen for alvor begyndte at rulle.

Statsadvokaten i København satte i efteråret 2016 Trine Sorgenfri af sagen. Og ved et retsmøde 3. oktober 2016 var det i stedet for Sorgenfri vicestatsadvokat Anders Riisager, som mødte i retten.

Her fortalte han, at der var opstået tvivl om anklagerens habilitet. Ved et senere retsmøde fremlagde Riisager mailkorrespondance mellem Sorgenfri og politifolk, som skulle vidne i retten.

Har nægtet sig skyldig

Anklagemyndigheden selv mener, at Sorgenfri direkte har forsøgt at påvirke politifolkene, og det er forbudt. En vidneforklaring skal være umiddelbar - ikke forberedt.

Det var politiagenter, som under efterforskningen havde arbejdet under dække, der skulle ind og vidne i sagen. De er i sagen omtalt som P509, P510 og P511.

Under sagen har Trine Sorgenfri nægtet sig skyldig, men nu har piben altså fået en anden lyd.

I to af sagens fem forhold nægter hun sig dog fortsat skyldig. De drejer sig begge om stillingsmisbrug.

Hun erkender at have gjort, som anklagemyndigheden påstår, men mener ikke, at der er tale om en overtrædelse af den paragraf i straffeloven, som anklageren har tiltalt hende efter.

De to forhold er imidlertid de mindst alvorlige i anklageskriftet.

Sagen skal efter planen løbe frem til slutningen af november. Men tidsplanen er lagt ud fra en antagelse om, at Trine Sorgenfri ville nægte. Nu bliver forløbet formentlig kortere.

Trine Sorgenfri skal afgive forklaring senere fredag.