Millionsvindel i Socialstyrelsen

Mand anholdt i Sydafrika i sag om millionsvindel i Socialstyrelsen

Manden er sigtet for hæleri i sagen, hvor der er svindlet for 111 millioner.

En mand er blevet anholdt i Sydafrika i sag om svindel for 111 millioner kroner, oplyser Bagmandspolitiet i en pressemeddelelse.

Anholdelsen er ifølge Bagmandspolitiet sket tirsdag aften i Johannesburg International Airport.

Manden blev anholdt af de lokale myndigheder, da han forsøgte at rejse ud af landet.

- Anholdelsen i Sydafrika er resultatet af en efterforskning i fremdrift og et stærkt internationalt samarbejde. Vores hovedfokus er fortsat at anholde den 64-årige hovedmistænkte, men i den samlede opklaring af svindelsagen fra Socialstyrelsen er anholdelsen af manden i lufthavnen et vigtigt skridt, siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra SØIK.

Anholdelsen bekræftes af mandens forsvarsadvokat Henrik Dupont:

- Jeg kan oplyse, at min klient blev anholdt den 30. oktober om aftenen på baggrund af en arrestordre. Han blev fremstillet i retten dagen efter og igen i dag, hvor han er blevet varetægtsfængslet en uge frem, siger han og har ikke yderligere kommentarer.

Der er i Københavns Byret nedlagt navneforbud i forhold til manden.

TV 2 missede nu anholdt med to minutter

Den anholdte mand er blandt tre mistænkte personer, som er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Derudover er Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der regnes for at være hovedmistænkt i sagen, sigtet for svindel for omkring 111 millioner kroner fra Socialstyrelsens særlige satspuljemidle. Hun er bekræftet rejst ind i Sydafrika den 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich.

Manden i lufthavnen er anholdt, fordi vi mener, han har haft en hovedrolle i at bruge pengene

Thomas Anderskov Riis, Bagmandspolitiet

- Manden i lufthavnen er anholdt, fordi vi mener, han har haft en hovedrolle i at bruge pengene, som savnes i Socialstyrelsen. Derfor er han sigtet for omfattende hæleri, som kan give op til otte års fængsel under særligt skærpende omstændigheder, Thomas Anderskov Riis, der overfor TV 2 kalder anholdelsen "en stor og vigtig milepæl" for den samlede opklaring.

Bagmandspolitiet oplyser, at der nu vil blive sendt en officiel udleveringsanmodning til Sydafrika med henblik på at få den pågældende for en dommer i Danmark. 

Han er nu varetægtsfængslet i Sydafrika. Tidligere er han blevet anholdt in absentia i Danmark.

Man har fra myndighedernes side ønsket at holde anholdelsen hemmelig frem til nu, da der fortsat foregår en efterforskning, oplyser Bagmandspolitiet.

TV 2 var for få uger siden i Sydafrika, hvor vi tog ud til den nu anholdtes adresse. Den anholdte havde dog forladt ejendommen bare få minutter inden, kunne viceværten oplyse:

- Han har nok boet her i par måneder. Måske fra omkring april. Og jeg så ham sidst for 30 minutter siden, men vagten ved porten siger, at han gik for to minutter siden, sagde viceværten.

TV 2 var for få uger siden i Sydafrika, hvor vi besøgte den nu anholdtes adresse, men han var netop taget afsted, fortalte en vagt. Video: Emil Ellesøe Ditzel

Blev advaret

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for underslæb i Socialstyrelsens tilskudsadministration i en periode på 16 år fra 2002 til 2018, hvor der er foregået over 274 udbetalinger fra satspuljemidler til hendes private konti. I alt er der blevet svindlet for 111 millioner kroner.

Et beløb, der med renterne in mente løber op i et samlet krav på 122.751.069 kroner - altså knap 123 millioner kroner.

I 2010, der er året med den største svindel, blev der overført 15,4 millioner kroner. 

Onsdag kom det imidlertid frem, at Bagmandspolitiet allerede i 2012 modtog en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet.

64-årig kvinde - Anna Britta Troelsgaard Nielsen - mistænkt - 111 millioner

Københavns Byret har konkluderet, at der ikke kan nedlægges navneforbud i sagen. Dommeren lagde vægt på lovovertrædelsens grovhed sammenholdt med den 64-åriges betroede stilling.

TV 2 følger de presseetiske regler, der fastslår, at ”En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet”.

TV 2 vælger derfor at bringe navnet af flere årsager:

  • Sagen har stor samfundsmæssig interesse
  • Forbrydelsens grovhed og omfang med offentlige midler
  • Anna Britta Troelsgaard Nielsen har haft en betroet stilling i Socialstyrelsen

Men sagen blev sendt til Skat som en mulig sag om skatteundragelse, hvorfor Bagmandspolitiet ikke gjorde mere ved sagen, selvom der var tale om et beløb på i alt fem millioner kroner.

Yderligere oplyste Bagmandspolitiet, at der inden for de seneste to uger er dukket nye oplysninger om mistænkelige overførsler op, der kan stamme helt tilbage fra 1997.

En mand er blevet anholdt i Sydafrika i sag om svindel for 111 millioner kroner, oplyser Bagmandspolitiet i en pressemeddelelse. Anholdelsen er ifølge Bagmandspolitiet sket tirsdag aften i Johannesburg International Airport. Video: Kasper B. Andreasen

Det betyder, at politiet har udvidet perioden for, hvor længe Anna Britta Troelsgaard Nielsen kan have svindlet via sin stilling i Socialstyrelsen. Fra 1997 til 2018 og ikke fra 2002 som hidtil.

Sådan foregik svindlen

De danske myndigheder har, siden sagen tog fart, beslaglagt Anna Britta Troelsgaard Nielsens hjem i Hvidovre og en ødegård i Sverige. Derudover er der både beslaglagt penge fra hendes konto samt pensionsopsparing. Desuden har vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein oplyst, at Bagmandspolitiet har beslaglagt biler i sagen.

TV 2 har kunnet fortælle, at hun erhvervede sig mindst fire grunde i Pharlaborwa i Sydafrika og ejede et hus i området Dannevang.

Siden kom det frem, at endnu en bolig var beslaglagt i sagen. Denne tilhørte dog en af de to andre sigtede kvinder.

Et retsdokument, som TV 2 er i besiddelse af, fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, giver et bud på, hvordan svindlen kan være foregået.

Dokumentets beskriver ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, mindst to svindelmuligheder. Der kan dog være flere.

  1. Enten har Anna Britta Troelsgaard Nielsen oprettet fiktive projekter med fiktive modtagere med sit eget kontonummer - og lagt det i bunken af godkendte projekter.
  2. Eller Anna Britta Troelsgaard Nielsen har skrevet via brev til modtagerne, at de skulle have færre penge, end de er blevet tildelt af puljemidlerne. Det overskydende beløb har hun så overført til sig selv ved at indsætte sit eget kontonummer - i stedet for den rigtige modtagers kontonummer. Dermed fremstår overførslen i det korrekte projekt, men modtageren af de resterende penge er hende.