Krimi

29-årig mand ramt af tre skud i Brøndby Strand

Københavns Vestegns Politi mener hverken, at skyderiet er banderelateret eller har relation til en anden skudepisode i Brøndby sidste uge.

En 29-årig mand er i stabil tilstand, efter at han mandag aften blev ramt af flere skud i maven og i brystet i Brøndby Strand.

Det oplyser vagtchef Brian Holm fra Københavns Vestegns Politi tirsdag morgen over for TV 2.

- Mandens tilstand er stabil, og han er uden for livsfare. Den 29-årige blev ramt af tre skud - to i maven og ét i brystet, siger Brian Holm.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i en parkeringskælder under Kisumparken 61 i Brøndby Strand ved 20.30-tiden mandag aften.

To maskerede mænd

Nattens efterforskning har ikke givet et afgørende gennembrud i sagen.

- I dag (tirsdag red.) skal efterforskerne samle alle oplysninger, og så er det vores forhåbning, at vi kommer nærmere en opklaring af skyderiet, siger vagtchefen.

Vidneforklaringerne til politiet er sparsomme, fortæller Brian Holm, men politiet arbejder ud fra teorien om, at der er tale om to gerningsmænd.

- Vi har fået forklaret, at der har været to maskerede mænd impliceret i skudepisoden, siger Brian Holm.

Motivet til skyderiet kan politiet ikke sige noget om.

Umiddelbart tyder det ikke på, at det er banderelateret.

- Der er umiddelbart ikke noget i vores nuværende efterforskning, som peger på, at det skulle være tilfældet, siger vagtchefen til TV 2.

Anden uge med skud i Brøndby

Det er mindre end en uge siden, at der sidst blev skudt i Brøndby.

Tirsdag aften den 23. oktober blev der affyret flere skud fra en ældre sort eller grå BMW stationcar mod en sort Mercedes i krydset mellem Brøndbyvester Boulevard og Gammel Køge Landevej.

Ingen blev ramt af skudsalven. Efter skyderiet fortalte politiet, at det arbejdede ud fra en teori om, at skyderiet ikke var rettet mod tilfældige borgere. Politiet har dog ikke sagt, hvad man mener, motivet var.

Københavns Vestegns Politi mener umiddelbart ikke, at skyderiet mandag aften har relation til skyderiet i sidste uge.

- Vi kan ikke afvise, at der er en sammenhæng, men der er intet, der tyder på det, siger Brian Holm til TV 2.

Opsætter mobil politistation

Københavns Vestegns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at der tirsdag morgen er opsat en mobil politistation i området ved Kisumparken i Brøndby Strand.

Her kan borgerne henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen eller blot vil tale med politiet i forbindelse med den utryghed, som et skyderi kan afstedkomme.

- Borgerne i Brøndby Strand skal vide, at vi sætter massivt ind på at opklare dette skyderi og genetablere trygheden i området, siger politidirektør Kim Christiansen.

I den seneste periode har Københavns Vestegns Politi modtaget gode tip fra borgere i forbindelse med skydevåben, og det har medført, at politiet har fjernet ulovlige skydervåben fra det kriminelle miljø.

- Men vi vil gerne appellere til endnu flere tip og til alle gode kræfter på Vestegnen, så vi kan få fjernet endnu flere våben og stoppet disse skyderier, siger politidirektør Kim Christiansen.