Krimi

18-årig fængslet efter mdma-dødsfald

Den anholdte efterlod den afdøde i hjælpeløs tilstand, mener politiet.

Efterforskning af en 16-årig mands dødsfald har nu fået politiet til at anholde en person.

Det drejer sig om en 18-årig mand fra Dianalund, der kom i politiets søgelys efter en række afhøringer. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse

Manden er nu blevet varetægtsfængslet indtil den 21. november, oplyser TV Øst. 

Manden sigtes for uagtsomt manddrab og for at have overdraget stoffet til den afdøde unge mand.

Efter politiets opfattelse efterlod den 18-årige desuden den afdøde i hjælpeløs tilstand.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster klokken 13.45.

Politiet advarer om ukendte stoffer i omløb

Politiet modtog natten til lørdag en anmeldelse om, at en ung mand var ukontaktbar efter indtagelse af et ukendt stof tidligere på natten.

Den 16-årige blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev erklæret død klokken 1.46.

Samtidig advarer politiet om muligheden for, at der kan være farlige stoffer i omløb i Dianalund- og Sorø-området.