Krimi

Børns Vilkår om ny sag: - Lyder som en sag i den absolut groveste ende af skalaen

Et forældrepar er tiltalt for systematisk misbrug af seksuel karakter og brutal vold mod deres fire børn.

De var bare små børn, da de ved tvang blev placereret op ad en væg i stuen, mens forældrene kastede knive efter dem.

Ifølge anklageskriftet var det bare et af de angreb, som to ud af de fire børn fra Vejen blev udsat for af deres forældre.

Gennem syv år blev børnene mishandlet, truet, voldtaget og seksuelt krænket af deres forældre samt ukendte gerningsmænd, der blandt andet fik udlovet den ene af pigerne som præmie i et spil.

Det skulle have fundet sted fra 1987-1994. Sagen er dermed 24 år gammel og kom først i politiets søgelys for halvandet år siden, da den ene af børnene henvendte sig. 

- Vi er rystede over disse sager, men vi er ikke overraskede over, at der bliver ved med at dukke sager frem af denne her karakter. Dengang blev der passet dårligt på børnene i store dele af landet, siger Rasmus Kjeldahl, direktør hos Børns Vilkår.

Det burde ikke kunne stå på i syv år

Tidligere sager af samme karakter omfatter eksempelvis Tønder-sagen, hvor døtrene blev seksuelt misbrugt af deres far, og den ældste af døtrene blev også her lejet ud til sex. Ifølge Børns Vilkår er sagen fra Vejen, hvor en 63-årig mand og en 59-årig kvinde er tiltalt, mindst ligeså grum.

- Det her lyder som en sag i den absolut groveste ende af skalaen. Det er jo forfærdeligt at tænke på, at det har stået på i syv år - det burde have været stoppet, inden det kom så vidt, siger Rasmus Kjeldahl.

I tidligere sager er det ikke kun forældrene, der har svigtet, men i mange tilfælde også kommunerne, der burde have grebet ind og regeret på de indberetninger, som man i mange af sagerne har kunnet spore. I Rebild-sagen, hvor en mand havde misbrugt otte børn, hvor seks af dem var hans egne, betalte kommunen 450.000 kroner i erstatning til hvert barn, fordi de havde fejlet. Dengang blev der indgået forlig.

Desværre kan det også godt ske i dag

Rasmus Kjeldahl, direkør hos Børns Vilkår

Børns Vilkår har et øje på kommunalt svigt

På nuværende tidspunkt vides det ikke, om Vejen Kommune har modtaget indberetninger. Men det er noget, de vil holde øje med hos Børns Vilkår, efterhånden som sagen udfolder sig.

- Først og fremmest er det jo forældrene, der har svigtet. Men vi vil være opmærksomme på, om der er begået et kommunalt svigt, for hvis der er det, vil vi gerne hjælpe børnene med at få erstatning, siger Rasmus Kjeldahl.

Siden dengang, hvor mange af de i pressen omtalte sager har fundet sted, er der kommet bedre tilsyn med kommunerne og oprettet et bedre samarbejde på tværs af kommuner for at undgå lignende sager. 

- Vi er kommet rigtig langt i forhold til lovgivningen på det her område, men desværre kan det også godt ske i dag. For kommunerne skal være bedre til at håndtere underretningerne, og de voksne omkring børnene - lærere, pædagoger og naboer - skal være bedre til at følge deres fornemmelse og råbe op, hvis de tror, der er noget galt, mener Rasmus Kjeldahl.

Sager om mishandling og misbrug af børn

  1. Bornholm-sagen

    Landsretten dømte i 2013 en adoptivfar og en mor fra Pedersker på Bornholm til henholdsvis ti og otte års fængsel for at have begået seksuelle overgreb mod kvindens to døtre.

    I mange år fungerede de to piger som sexslaver for forældreparret. Desuden blev en af pigerne tvunget til at have sex med familiens hund. Pigerne blev i perioden med misbruget holdt adskilt fra hinanden og i et vist omfang også fra omverdenen.

  2. Rebild-sagen

    Vestre Landsret afsagde i 2012 en dom på 12 års fængsel til en nordjysk mand, der havde misbrugt otte børn. Seks af dem var hans egne, og de to sidste var veninder til den ene datter.

    Værst gik det udover mandens ene datter, som blev mishandlet og misbrugt seksuelt, fra hun var fem år. Den ene af gangene blev hun hejst op i kroge i loftet.

    I flere tilfælde tvang manden også sine sønner til at misbruge en af deres søstre.

    Rebild Kommune har siden betalt 450.000 kroner i erstatning til børnene og undskyldt, at de ikke greb ind i sagen trods adskilige underretninger fra skole, pædagoger og borgere.

  3. Brønderslev-sagen

    I 2011 afsagde Landsretten dom i den såkaldte Brønderslev-sag. Faren fik 11 års fængsel, mens moren fik fire års fængsel.

    Forældreparret blev dømt for vanrøgt og grov vold mod deres ti sammenbragte børn. Faren blev yderligere også dømt for voldtægt og andre seksuelle krænkelser.

    Værst var det gået ud over parrets ældste datter. Og det var da også hende, der anmeldte forældrene, efter hun var flygtet fra familiens hjem i Brønderslev, hvor hun havde været indespærret på et værelse uden lys og varme.

  4. Esbjerg-sagen

    Syv års fængsel fik en familiefar fra Esbjerg for gennem 20 år at have begået overgreb på otte børn samt truet børnene og været voldelig over for dem.

    Familien kom til Esbjerg efter at have boet på Lolland og i Hvidovre, hvor de første overgreb var foregået. Da familien flyttede til Esbjerg Kommune, fulgte der en underretning fra Hvidovre Kommune, men intet blev gjort, og det er blandt andet en af årsagerne til, at sagen om den såkaldte Esbjerg-mand vakte stor opsigt.

    I 2014 blev manden igen fundet skyldig i at have begået overgreb mod sin egen datter og dennes veninde, som på det tidspunkt var seks år. Datteren havde i første omgang fortrængt episoden, hvorfor den først kom for retten senere.

  5. Tønder-sagen

    I 2005 modtog politiet i Sønderborg et anonymt tip om misbrug af en lille pige, og det blev begyndelsen til en af Danmarkshistoriens værste sager om børnemishandling.

    I 2007 blev en far fra Tønder dømt til ti års fængsel, efter at han havde tilstået at have solgt sin datter til sex. Da datteren var ti år, begyndte han at leje hende ud til fremmede mænd imod betaling i form af pizza, alkohol eller et par hundrede kroner.

    Faren er også dømt for incest, blufærdighedskrænkelse og sexovergreb på datteren, da hun var mellem 2 og 11 år. Han er også dømt for anden kønslig omgang med lillesøsteren til den såkaldte Tønder-pige.

    I alt har 14 involverede mænd fået fægselsdomme på mellem et og tre år. En enkelt fik seks års fængsel.

    Moren i Tønder-sagen fik en behandlingsdom - blandet andet på baggrund af en skizofrenidiagnose.