Millionsvindel i Socialstyrelsen

Vidner til TV 2 i Sydafrika: Britta Nielsen set for nylig i Durban

Flere kilder fortæller, at den svindelmistænkte Britta Nielsen har været i Durban indenfor den seneste måned og at mistænkt mand er set i byen fredag.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der er sigtet for at have stjålet 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen, har været forsvundet siden hun blev politianmeldt den 25. september.

Men nu fortæller flere af hinanden uafhængige vidner i Sydafrika til TV 2 og DR, at de har set den 64-årige kvinde.

TV 2 og DR har vist billeder af Anna Britta Troelsgaard Nielsen, også blot kaldet Britta Nielsen, til en lang række personer i den sydafrikanske by Durban, og flere af dem genkender kvinden.

En af dem er parkeringsvagt Richardo Mayongo.

- Jeg så hende for to uger siden. Jeg er sikker på, det er hende. Hun plejer at komme her om aftenen. Sidst kom hun for at købe mad, siger han.

Mistænkt mand set i Durban

TV 2 har siden sidste uge været i Sydafrika for at følge sporene efter Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der er internationalt efterlyst via det internationale politisamarbejde, Interpol.

Det har blandt andet vist sig, at kvinden igennem årene har købt flere ejendomme i den nordøstlige del af det afrikanske land tæt på den populære nationalpark Kruger.

Men nu fører sporet sydpå til kystbyen Durban, Sydafrikas tredjestørste by.

Det viser sig nemlig, at den mand, der er sigtet for hæleri i sagen, ifølge flere vidner, som TV 2 og DR har talt med på mandens adresse og uddannelsesinstitution i Durban, var i byen i hvert fald indtil fredag i denne uge.

En person, der kender den mistænkte mand, fortæller at manden selv for cirka to uger siden fortalte, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen var i Durban.

- Hun er en tilbagevendende kunde

I området omkring den mistænkte mands bopæl fortæller flere personer, at de mener at kunne genkende billeder af Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

Nogle siger, det blot er to uger siden de sidst så hende, mens andre ikke kan huske præcist, hvornår det var.

I et supermarked fortæller butikschef Abdallah Fazili, at han har set Anna Britta Troelsgaard Nielsen flere gange.

- Jeg kan genkende det ansigt. Jeg har set hende flere gange.

Hvornår har du sidst set hende?

- Det er ikke så lang tid siden. Måske en måned siden.

To andre ansatte i supermarkedet, Shoba Singh og Mala Dorasany, mener ligeledes at kunne genkende billedet af Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

- Hun er en tilbagevendende kunde her, siger Shoba Singh.

Politiet ønsker ikke at kommentere

Foruden de navngivne vidner har TV 2 og DR talt med en række andre personer, der mener at have set Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

Det er personer, som færdes i et område tæt på den mistænkte mands bolig eller har med heste at gøre i Durban. De ønsker dog ikke at få deres navn frem.

Eksempelvis fortæller to butiksansatte siger, at de har set hende for nyligt, men husker ikke præcis hvornår.

Udover Anna Britta Troelsgaard Nielsen og den mistænkte mand, er yderligere to kvinder sigtet i sagen om de 111 millioner kroner, der siden 2002 er blevet stjålet fra Socialstyrelsen.

Manden og de to kvinder er sigtet for groft hæleri. Retten har nedlagt forbud mod at nævne de tre sigtedes navne.

Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) ønsker ikke at kommentere TV 2s oplysninger eller oplyse, hvor politiet leder efter den efterlyste kvinde.

Underslæb i Socialstyrelsen

  1. 2018

    1. I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.

    2. Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.

    3. Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.

    4. Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.

       

      Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.

       

      Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.

    5. Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

       

      Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.

    6. Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.

    7. Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    8. Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.

    9. Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    10. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.

    11. Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.

    12. De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.

    13. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.

       

      Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.

    14. Ministeren orienterer offentligheden om sagen.

    15. Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.

    16. Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.

    17. Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.

    18. Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 

    19. Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

      Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.

    20. Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.

    21. En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.

       

    22. En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.

Kilde: Børne- og Socialministeriet