Millionsvindel i Socialstyrelsen

Ejendomsmægler solgte grunde til mistænkt storsvindler, men hun var ligeglad med papirarbejdet

Britta Nielsen købte mindst fire grunde i den sydafrikanske by Pharlaborwa. En af grundene blev solgt videre med tomme løfter om drømmeboliger.

Ejendomsmægler Marnie Kriel kan tydeligt huske den dag, han første gang mødte Anna Britta Troelsgaard Nielsen.

- En ret attraktiv kvinde kom ind. Hun introducerede sig selv som Britta, at hun var fra Danmark, og at hun ville købe nogle ejendomme, fortæller ejendomsmægleren, da TV 2 møder ham i den sydafrikanske by Phalaborwa, hvor den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen ejer flere grunde.

Marnie Kriel husker især, at den 64-årige kvinde havde mange penge. Han spurgte, hvor de kom fra.

- Hun sagde, at hendes afdøde mand havde to-tre olieplatforme, så vi antog, at pengene kom derfra.

Sagen om Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der er internationalt efterlyst og sigtet for at have stjålet 111 millioner kroner fra sin arbejdsplads Socialstyrelsen, har tråde til flere forskellige lande – heriblandt Sydafrika, hvor hun ifølge TV 2s oplysninger har finansieret flere grunde.

Ville betale ejendom hurtigt

I sidste uge kunne TV 2 fortælle om en af Anna Britta Troelsgaard Nielsens ejendomme i byen Phalaborwa i det nordøstlige Sydafrika tæt på grænsen til Mozambique.

En ejendom med swimmingpool omgivet af palmetræer, hvor gartneren kunne oplyse, at han ikke havde set ejeren i lang tid.

Men nu fortæller Marnie Kriel, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen købte fire grunde i området. Ifølge ejendomsmægleren handlede det blandt andet om en større naturgrund.

- Jeg tog hende derud og viste hende det. Der var ingen diskussion om stedet eller prisen – 1,7 millioner rand (cirka 768.000 kroner, red.), sådan som jeg husker.

- Jeg sagde: "Britta, lad os gennemgå papirarbejdet", men hun sagde: "Nej, nej, bare giv mig kontonummeret på advokaten", fortæller Marnie Kriel, der var overrasket over, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen ikke var særligt interesseret i at læse papirerne igennem, men fokuserede på at få betalt hurtigt.

Det store stykke land blev starten på området kaldet Thula Bush Estate, hvor Anna Britta Troelsgaard Nielsens samarbejdspartnere udbød jorden med løfter om, at det ville blive et perfekt ferieresort med vilde dyr og en restaurant.

Føler sig snydt af svindlermistænkte samarbejdspartnere

Nogle af dem, der købte sig ind i Thula Bush Estate, var Hendrik Papenfus og hans kone.

Da TV 2 møder manden på området, hvor han har opført sit hus, viser han også, hvor rehabiliteringscenteret for vilde dyr ifølge salgsannoncen skulle have ligget.

Men udover et par krokodiller i en indhegning er der ingen dyr - og heller ingen dyrepassere, som der stod i salgsannoncen, der ville være.

Hendrik Papenfus troede, han havde købt sit drømmehus, da han flyttede derud med sin familie.

- Vores drømme er knust, siger Hendrik Papenfus.

Han fortæller, at han og hans kone ikke længere er glade for at bo i deres hus i Thula Bush Estate.

- Hver gang jeg går her, føler jeg, at de har snydt os og givet os tomme løfter.

I salgsmaterialet for Thula Bush Estate lovede Anna Britta Troelsgaard Nielsens samarbejdspartnere, at der var tale om et eksklusivt område i den sydafrikanske bush med luksusboliger og en restaurant, der serverede mad af høj kvalitet i naturskønne omgivelser.

Men der er ingen restaurant og altså reelt heller intet rehabiliteringscenter for vilde dyr.

En vigtig årsag til at bygge hus i Thula Bush Estate var ifølge Hendrik Papenfus også, at salgsannoncen lovede høj sikkerhed 24 timer i døgnet.

Det skyldtes især, at boligejerens kone tidligere er blevet bortført i storbyen, hvor parret boede førhen. Men parret har aldrig set en vagt på ejendommen.

Har ikke set 64-årig i mange år

Hendrik Papenfus fortæller, at hans kone i frustration klagede til den 64-årige kvinde over samarbejdspartnerne, fordi de vidste, hun delvist havde finansieret projektet.

- De lover folk ting, som de absolut aldrig lever op til. Men Britta sagde, at det havde de ikke noget med at gøre og bad så min kone om at forlade ejendommen.

Det er mange år siden, ejendomsmægler Marnie Kriel sidst har set Anna Britta Troelsgaard Nielsen, og han har aldrig tænkt, at der var noget mistænkeligt ved hende.

- Jeg har aldrig haft den idé, at pengene ikke kom fra ejendommen eller hendes forretninger. Aldrig, siger han.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet og varetægtsfængslet in absentia, mistænkt for underslæb for 111 millioner kroner, der skulle have foregået siden 2002.

Hun er internationalt efterlyst via Interpol. 

Underslæb i Socialstyrelsen

  1. 2018

    1. I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.

    2. Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.

    3. Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.

    4. Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.

       

      Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.

       

      Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.

    5. Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

       

      Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.

    6. Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.

    7. Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    8. Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.

    9. Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    10. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.

    11. Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.

    12. De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.

    13. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.

       

      Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.

    14. Ministeren orienterer offentligheden om sagen.

    15. Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.

    16. Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.

    17. Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.

    18. Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 

    19. Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

      Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.

    20. Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.

    21. En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.

       

    22. En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.

Kilde: Børne- og Socialministeriet