Krimi

Bagmandspolitiet: Vi har en ide om, hvor Britta Nielsen er

Bagmandspolitiet efterforsker tre spor i sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Nogle af de andre sigtede i sagen er afhørt.

- Vi har en ide om, hvor hun befinder sig.

Sådan siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, red.) nu til TV 2 om den eftersøgte 64-årige Britta Nielsen, som er internationalt efterlyst i sagen om underslæb for 111 millioner kroner, stadig på fri fod.

Anna Britta Nielsen er mistænkt for underslæb i Socialstyrelsens tilskudsadministration i en periode på 16 år fra 2002 til 2018. Der er foregået over 274 udbetalinger fra satspuljemidler til hendes private konti.

Vil gerne hjælpe hende

SØIK har været i kontakt med den sigtede via hendes forsvarer.

- Vi vil gerne igen opfordre hende til, at hun meget gerne må melde sig til politiet, så vi kan få ordnet den her sag, siger Michael Lichtenstein.

Hvad skulle være hendes motivation for at melde sig?

- Jeg ved ikke, hvor sjovt det er at være jagtet af både presse og politi i hele verden, men vi vil gerne hjælpe hende med at få sat et punktum i denne her sag, fortsætter han og oplyser, at der både er fundet spor og afhørt personer i sagen.

Et ret godt spor

Til TV 2 forklarer Michael Lichtenstein videre, at SØIK har efterforsket sagen i et par uger.

- Af de tre spor er det vigtigste selvfølgelig at finde og få anholdt den hovedmistænkte i sagen. Vi synes selv, vi har et ret godt spor i forhold til at få anholdt vores mistænkte, siger Michael Lichtenstein, som ikke vil gå i detaljer om, hvor Britta Nielsen befinder sig.

Har talt direkte med sigtede

Foruden Anna Britta Troelsgaard Nielsen er yderligere to kvinder og én mand sigtet for groft hæleri i sagen.

- Nogle af dem har vi talt direkte med, og andre har vi haft kontakt med via deres forsvarsadvokat, siger Michael Lichtenstein og tilføjer, at der på nuværende tidspunkt ikke har været noget grundlag for at fængsle de tre personer, som derfor heller ikke er efterlyste. 

Hvorfor ikke, når de så ellers kan rejse rundt i verden og slette spor, hvis det er det, de vil?

- Det kunne man forestille sig, men jeg kan ikke gå yderligere i detaljer omkring det, andet end at vi har sigtet de tre personer, og de er ikke blevet anholdt, siger vicepolitiinspektøren, som heller ikke vil kommentere på omfanget af beløbet, de tre personer er sigtet for.

Har beslaglagt biler

Til TV 2 siger han desuden: 

- Vi er langt fra i mål med det meget store beløb, som det drejer sig om, siger han og uddyber. 

- Der er et stykke vej endnu. Både vi og kammeradvokaten kører i sporet i forhold til at identificere så mange værdier som muligt, både i Danmark og i udlandet. Det kan være i forhold til indestående på bankkonti, ejendomme, biler, som vi blandt andet har beslaglagt, siger Michael Lichtenstein, som dog ikke vil ind på, hvor mange biler der er beslaglagt.

Det går fremad

Bagmandspolitiet efterforsker nu tre spor i sagen om storsvindel i Socialstyrelsen, oplyser de i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.

- Det går fremad med efterforskningen, som kører i tre spor: Vi dokumenterer bevismateriale, vi sikrer værdier, og vi jagter den mistænkte. Når det handler om at dokumentere, hvad der er sket, er vi langt. Når det handler om at beslaglægge værdier, er vi langt. Men vi mangler fortsat at få den mistænkte anholdt, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, red.).

Ekstra tålmodighed

I forhold til sporet efter Anna Britta Troelsgaard Nielsen, trækker bagmandspolitiet på samarbejdet med udenlandske myndigheder.

- Vi er heldigvis vant til at samarbejde med myndigheder i hele verden, og vi har et fantastisk godt netværk. Men der er naturligt nok forskel på at samarbejde med danske og udenlandske politikredse. Det kræver ekstra tålmodighed, siger Michael Lichtenstein, der af hensyn til efterforskningen ikke vil fortælle nærmere om, hvor SØIK leder efter kvinden.

Bagmandspolitiet undersøger ligeledes fastfrysning af værdier i ind- og udland, som kan stamme fra Socialstyrelsen.

- Hvis det viser sig, at der kan gøres et strafferetligt ansvar gældende, er det selvfølgelig klart, at vi også skal have flest mulige penge tilbage i statskassen. Vi kan finde meget, men det sværeste er selvfølgelig at finde penge, der allerede er brugt, siger Michael Lichtenstein.

Desuden gælder det om at skaffe beviser, herunder data fra Socialstyrelsen, for at fastslå Anna Britta Troelsgaard Nielsens metoder. Informationerne kan bruges i en eventuel straffesag.

Eksempler på det er blandt andet tilgået flere medier, der har fået oplysninger gennem aktindsigter fra svenske domstole, skriver SØIK i pressemeddelelsen.

Fraværende i tre uger

Sagen mod den 64-årige medarbejder i Socialstyrelsen begyndte for alvor at rulle, da børne- og socialminister Mai Mercado (K) informerede offentligheden om udviklingen under et pressemøde i sidste uge.

Allerede 24. september meldte arbejdsgiveren imidlertid Anna Britta Troelsgaard Nielsen til politiet, og 25. september blev hun bortvist fra sit job efter mistanke om svindel.

Men på det tidspunkt havde kvinden været lovligt fraværende i tre uger, oplyste Socialministeriet siden til TV 2.

Tager det, som det kommer

Da offentligheden fik kendskab til sagen, havde Anna Britta Troelsgaard Nielsen allerede været internationalt efterlyst i over en uge. Indtil videre er det lykkedes den 64-årige kvinde at holde sig skjult.

Dog har hun været i kontakt med sin advokat i sagen. Nima Nabipour vil ikke komme ind på, hvor hun opholder sig.

I skifteretten, hvor Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev erklæret konkurs, oplyste Nima Napipour, at hans klient har sagt, at "hvis hun modtager en opkrævning, må hun betale, og at hun i øvrigt tager det, som det kommer".

Underslæb i Socialstyrelsen

  1. 2018

    1. I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.

    2. Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.

    3. Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.

    4. Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.

       

      Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.

       

      Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.

    5. Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

       

      Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.

    6. Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.

    7. Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    8. Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.

    9. Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.

       

      Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.

    10. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.

    11. Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.

    12. De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.

    13. Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.

       

      Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.

    14. Ministeren orienterer offentligheden om sagen.

    15. Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.

    16. Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.

    17. Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.

    18. Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 

    19. Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

      Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.

    20. Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.

    21. En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.

       

    22. En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.

Kilde: Børne- og Socialministeriet