Tidligere kollega til Britta Nielsen: Hun hjalp Rigsrevision med stikprøver

En tidligere kollega husker en flink og hjælpsom kvinde, der fortalte om sin søn og datter og ikke havde ekstravagante vaner.

At 64-ĂĄrige Anna Britta Troelsgaard Nielsen nu er internationalt efterlyst i sagen om underslæb for 111 millioner kroner, kommer som et chok for en af hendes tidligere kollegaer. 

Det fortæller Ellinor Colmorton, som igennem seks år arbejdede sammen med den sigtede kvinde, til TV 2.

Fra 2012 til 2018 passede hun sit daglige arbejde i tilskudsforvaltningen sammen med Britta Nielsen.

Hun husker kun positive ting, om deres tid på arbejdspladsen. 

- Hun var en god kollega. Hun var hjælpsom og hurtig, siger Ellinor Colmorten, som gik på pension 31. august 2018.

Det var næsten samtidig, som Britta Nielsen forsvandt fra arbejdspladsen. Den 24. september meldte arbejdsgiveren hende til politiet og den 25. september blev hun bortvist fra sit job efter mistanke om svindel.

Men på det tidspunkt, havde kvinden været lovligt fraværende i tre uger, oplyser Socialministeriet til TV 2.

Intet af det kollegaen sagde eller gjorde fik pĂĄ noget tidspunkt alarmklokkerne til at ringe.

- Hun var meget privat og snakkede ikke særlig meget om sit liv uden for. Men sådan er der jo nogle mennesker, der har det. 

Talte om datterens hest og sønnen i Sydafrika

Dog husker Ellinor Colmorten, at kollegaen engang nævnte, at hendes datter havde en hest. Og at hun derfor havde taget det store kørekort, fordi hun skulle køre med en anhænger til hesten.

Men heller ikke det gav anledning til mistanke. 

- Det har jeg ikke tænkt over. Der er jo masser af piger, der ønsker sig en hest og får en hest i en periode, så det har jeg ikke tænkt nærmere over, at der var noget mærkeligt ved, siger Ellinor Colmorten.

Ligeledes husker hun, at kollegaen nævnte, at hun havde været på ferie i Sydafrika. 

- Hun forklarede, at det var hendes søn, som havde en bolig og et firma dernede. Men i de seks år jeg har været der, har hun vist været afsted to gange til Sydafrika - ihvertfald, hvad hun har fortalt os.

Britta Nielsens tidligere kollega i tilskudsforvaltningen, Ellinor Colmorten.
Britta Nielsens tidligere kollega i tilskudsforvaltningen, Ellinor Colmorten. Foto: Privat

I det hele taget var der intet opsigtsvækkende ved Britta Nielsen. Intet skilte hende ud, husker Ellinor Colmorten.

- Hun gik i ganske almindeligt tøj, og jeg kan ikke huske, at hun har haft smykker på overhovedet. Hendes tøj, sko og tasker var helt almindelige. Hun virkede overhovedet ikke ekstravagant. Ikke noget med dyre mærker overhovedet. Det lignede det, som alle andre gik i.

Spiste morgenmad og frokost sammen

De to kvinder snakkede sammen eller havde fælles arbejdsopgaver stort set dagligt. Derudover sås de også til frokost, og når der var fælles morgenmad på arbejdspladsen, ligesom Elinor ofte kom til Britta Nielsen, når hun skulle have afklaret ting i forhold til ansøgningspuljer. 

Ellinor Colmorten forklarer, at Britta Nielsen som HK-ansat havde ansvar for at sende afslags- og tilskudsbreve afsted om ansøgningspuljerne. Derudover godkendte hun også regnskaber, når de blev sendt ind fra projekterne. 

Hjalp Rigsrevisionen med stikprøver

Britta Nielsen arbejdede også tæt sammen med Rigsrevisionen, når de kom forbi for at tage stikprøver af alle sagerne, husker hendes tidligere kollega.

- De efterspurgte materialer på de forskellige sager. De tog for eksempel en ansøgningspulje. Så gennemgik de alle ansøgninger, der havde været til at sikre sig, at regelgrundlaget var korrekt. At der var hjemmel til at udbetale penge, og at pengene var udbetalt som de skulle. Så de tjekkede, at tingene var, som de skulle være. Og hun hjalp så med at finde sagerne frem, forklarer Ellinor Colmorten.

- Hun havde også opgaver med vores administrative system og sørgede for, at det virkede, husker den tidligere kollega, som i sin egen funktion som faglig medarbejder læste og vurderede ansøgninger, ligesom hun lavede oplæg til SATS-puljeforhandlinger og økonomiopfølgninger.

Hun husker, at der netop var indført et nyt administrativt system, da hun startede i tilskudsforvaltningen. 

I den forbindelse var der en del startproblemer, som Britta Nielsen blandt andet var med til at rette op pĂĄ.

Dog var der sat kontrolsystemer op, så flere medarbejdere - herunder Ellinor Colmorton -ikke selv kunne gå ind og rette i systemet.

Pres pĂĄ afdelingen

En overgang var der meget pres på arbejdspladsen - og få medarbejdere til at løfte opgaverne, hvilket resulterede i meget overarbejde - også på helligdage, husker Ellinor Colmorten.

Hun mener dog ikke, at presset betød, at der blev slækket på kontrollen af den grund. 

- Hun har jo gjort det over mange år. Det er jo helt tilbage fra 2002, og presset har jo ikke været lige stort altid.

I dag er Ellinor Colmorten chokeret over, at den kollega, som hun indtil forrige måned arbejdede tæt sammen med, nu er eftersøgt for at have svindlet staten for et beløb, der med renterne in mente løber op i et samlet krav på 122.751.069 kroner - altså knap 123 millioner kroner.

- Det havde jeg overhovedet ikke set komme eller forventet. Jeg kan stadig ikke helt forstĂĄ det. At det er foregĂĄet. Jeg er meget overrasket, siger hun.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun overhovedet kan finde på at gøre sådan nogle ting. Det ligger mig meget meget fjernt, at man kan finde på sådan noget. At snyde og svindle for så mange penge.

Underslæb i Socialstyrelsen
2018
Ultimo august
I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.
Primo september
Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.
Medio september
Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.
24. september
Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.
 
Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.
 
Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.
25. september
Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
 
Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.
26. september
Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.
 
Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.
28. september
Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
29. september
Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.
30. september
Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.
 
Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
1. oktober
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.
4. oktober
Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.
5. oktober
De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.
8. oktober
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.
 
Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.
9. oktober
Ministeren orienterer offentligheden om sagen.
13. oktober
Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.
23. oktober
Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.
26. oktober
Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.
30. oktober
Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 
31. oktober
Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.
Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.
5. november
Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.
8. november
En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.
 
8. november
En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.