To kvinder mistænkt for hæleri i omfattende svindelsag

En dommer nedlagde torsdag et navneforbud, der omfatter de to kvinder.

Politiet mistænker, at to kvinder har fået del i nogle af de penge, som den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for at have svindlet sig til. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen sigtes kvinderne for hæleri - den ene er allerede blevet sigtet, mens den anden vil blive det, oplyste anklageren ved et retsmøde torsdag formiddag. 

Her besluttede en dommer at imødekomme et ønske fra kvinderne om at blive omfattet af navneforbud i sagen. Kvinderne må derfor ikke omtales med navn eller oplysninger, der kan identificere dem.

Sagen mod de to kvinder, som politiet altså mistænker for at have fået økonomisk gavn af svindlen, bliver efterforsket af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet (SØIK) - bedre kendt som Bagmandspolitiet.

Hovedpersonen, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, er internationalt efterlyst for at have begået underslæb for 111 millioner kroner. Pengene skal være svindlet fra hendes arbejdsplads Socialstyrelsen, hvor hun har været ansat i 40 år.

Underslæbet skulle have fundet sted over en årrække, der strækker sig fra 2002 til 2018. 

Efterlyst internationalt

Anna Britta Troelsgaard blev erklæret personlig konkurs 4. oktober, og der er siden beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige samt et indestående på en konto i et dansk pengeinstitut.

Statsadvokat Morten Niels Jakobsen oplyser, at den 64-årige kvinde har været efterlyst i over en uge. SØIK ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse, hvor i udlandet man mistænker hende for at være.

Nima Nabipour er advokat for Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Han har fortalt, at han har været i kontakt med kvinden.

Men han vil hverken fortælle, hvordan hun forholder sig til sagen, hvor i verden hun befinder sig, eller om hun er på vej hjem. Advokaten henviser til sin tavshedspligt.

Dyr hestehobby

Sagen om den omfattende svindel i Socialstyrelsen kom frem tirsdag i denne uge, da Børne- og Socialministeriet kunne fortælle, at en betroet medarbejder var politianmeldt for at have overført de mange millioner til sine egne bankkonti over en årrække.

Pengene skulle være gået til udsatte grupper, men i stedet har det vist sig, at der har været 274 udbetalinger til konti, som sættes i forbindelse med den 64-årige kvinde. 

Hvor pengene er forsvundet hen vides ikke på nuværende tidspunkt, men TV 2 har de seneste dage kunnet fortælle, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen har købt dyre heste og deltaget i internationale stævner.

En hobby, som hun aldrig ville kunne få råd til alene med sin indkomst fra Socialstyrelsen, har assisterende landstræner i springridning Kristian Skovrider vurderet over for TV 2.

- Det er fuldstændig umuligt. Der er så få mennesker, der kan være med på det plan.

Han vurderer, at hobbyen meget vel kan have kostet mellem fem og ti millioner kroner om året, når man medregner udgifter som hotel, kost og transport til og fra stævner i udlandet.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen har desuden haft sin gang på det eksklusive Stutteri Schockemöhle i den lille tyske by Mühlen, hvorfra hun har købt flere heste. Her kan en hest koste alt fra en halv million kroner og op til 10-15 millioner, oplyser en avlskonsulent på stutteriet.

Underslæb i Socialstyrelsen
2018
Ultimo august
I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.
Primo september
Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.
Medio september
Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.
24. september
Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.
 
Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.
 
Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.
25. september
Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
 
Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.
26. september
Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.
 
Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.
28. september
Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
29. september
Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.
30. september
Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.
 
Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
1. oktober
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.
4. oktober
Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.
5. oktober
De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.
8. oktober
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.
 
Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.
9. oktober
Ministeren orienterer offentligheden om sagen.
13. oktober
Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.
23. oktober
Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.
26. oktober
Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.
30. oktober
Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham. 
31. oktober
Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.
Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.
5. november
Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.
8. november
En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.
 
8. november
En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.