Krimi

41-årig mor straffes med fængsel i to år i sag om 14-årigs død

Onsdag faldt der dom i en usædvanlig retssag, hvor en 41-årig kvinde var anklaget. Kvinden anker ikke dommen, oplyser hendes advokat.

Den 41-årige kvinde straffes med fængsel i to år.

Sådan lød dommen, der onsdag blev læst op i Københavns Byret i en sag, hvor en 41-årig mor var anklaget for ikke at tilkalde hjælp til sin 14-årige datter og datterens 14-årige kæreste under en fest. Festen fandt sted i morens lejlighed på Østerbro i København i marts.

Anklager i sagen Søren Harbo gik efter tre år og seks måneders fængsel til den 41-årige kvinde, mens forsvarer Anders Schønnemann Olesen ville have kvinden frifundet for alle anklager.

Kvinden blev fundet skyldig i at have efterladt sin 14-årige datter og datterens 14-årige kæreste i hjælpeløs tilstand. 

Ifølge anklageskriftet havde de to børn indtaget metadon, og pigen viste desuden tegn på forskellige stoffer, heriblandt MDMA. Pigen befinder sig fortsat i alvorlig tilstand. Den 14-årige dreng døde af indre blødninger. 

Moren nægtede sig skyldig.

Da dommen blev læst op, blev der blandt andet lagt vægt på, at de to børn var i kvindens varetægt, og at kvinden var bekendt med, at børnene havde taget metadon, som var morens receptpligtige medicin.

Politiet var den pågældende aften til stede i lejligheden i anden anledning. Her har retten fundet det bevist, at kvinden ikke oplyste politiet om de to børns tilstand. På trods af kvindens kendskab til børnenes tilstand blev der først reageret sent.

- Alle alarmklokker skulle have ringet

Ifølge anklager Søren Harbo var der flere beviser, som pegede på, at den 41-årige kvinde havde fornægtet sit ansvar. Blandt andet at kvinden - ifølge anklageren - ikke talte sandt om sit og sin datters hashmisbrug, da hun afgav forklaring. 

- Alle i lejligheden kunne se og høre, at de to børn havde brug for hjælp. Vi har at gøre med to 14-årige, hvor alle alarmklokker skulle have ringet, lød det fra Søren Harbo i Københavns Byret.

Forsvarer Anders Schønnemann Olesen ville have kvinden frifundet for alle anklager. Han lagde vægt på, at kvinden ikke indså, at de to børn befandt sig i en alvorlig tilstand. Han understregede også, at den 41-årige kvinde handlede, så snart hun fandt ud af, at børnene havde brug for hjælp.

Anders Schønnemann Olesen fremhævede desuden en vidneforklaring fra et vidne, en 14-årig pige.

Den 14-årige pige har tidligere forklaret i retten, at det ikke var hendes opfattelse, at den 41-årige kvinde prøvede at forhindre, at de to børn fik hjælp. Pigen har desuden forklaret, at alle de tilstedeværende i lejligheden forsøgte at hjælpe, så godt de kunne, men at de var meget chokerede.

Efterlod dreng på badeværelse

Moren har tidligere forklaret i retten, at hun ikke vidste, at de to børn havde indtaget metadon. Hun har desuden sagt, at hun ville have tilkaldt hjælp, hvis hun havde vidst, at børnenes tilstand var så alvorlig.

Ifølge morens forklaring var de unge mennesker ankommet til morens lejlighed på Østerbro den pågældende aften, hvor de havde røget hash, som moren havde hentet på Christiania.

Senere på aftenen havde moren hjulpet den 14-årige dreng ud på badeværelset, fordi han ikke kunne gå selv. Her havde hun efterladt ham op af en radiator.

Flere vidner har desuden fortalt i retten, at der kom voldsomme snorkelyde fra kvindens 14-årige datter, som lå i en seng i et værelse i lejligheden. Noget, der - ifølge moren – ikke var unormalt, da datteren normalt snorkede.

Nyt udsagn udskød domsafsigelse

Det var planlagt, at der skulle være faldet dom i sagen 1. oktober. Men efter et vidne, en 16-årig pige, sendte en sms til anklager Søren Harbo, blev der imidlertid indsat en ekstra retsdag, og flere vidner blev genindkaldt.

Ifølge den 16-årige pige var der flere ting, de unge ikke havde fortalt hverken til politiet, eller da de vidnede i retten.

Pigen fortalte under genafhøringen, at moren den pågældende aften i marts forklarede de unge mennesker, ”hvordan de kunne få den 14-årige drengs lig til at forsvinde”. Det havde hun – ifølge pigen – sagt, mens hun godt var klar over, at den 14-årige drengs tilstand var alvorlig.

- Hun sagde: ”Det tager kun syv timer at brænde et lig”, og så smilede hun, fortalte den 16-årige pige om den 41-årige kvinde.

- Hun (den 41-årige kvinde, red.) virkede pisseligeglad, da han (den 14-årige dreng, red.) var blevet hentet af en ambulance. Hun tændte en joint og opfordrede også mig til at ryge, fordi hun syntes, jeg så stresset ud, fortalte den 16-årige pige.

Flere af de andre vidner havde ikke hørt, at moren skulle have sagt noget om at brænde liget. Et af de andre vidner, en 14-årig pige, fortalte i retten, at hun havde hørt nogen sige: ”Vi kan brænde liget og smide det i en baghave”. Pigen mente, at det var sagt i sjov, og hun mente ikke, at det var den 41-årige mor, som havde sagt det.

Kvinden valgte ikke at anke dommen og skal sidde varetægtsfængslet, indtil hun skal afsone sin dom.