En 64-årig kvinde er internationalt efterlyst i forbindelse med sagen om underslæb i Tilskudsadministrationen under Socialstyrelsen. Det oplyser Bagmandspolitiet.
274 udbetalinger
Det er lykkedes medarbejderen at overføre penge til sin egen konto. Nogle år har der været tale om meget store beløb. Senere var det mindre beløb.
Det oplyser departementchef Jens Strunge Bonde under dagens pressemøde om sagen.
Der har i alt været 274 udbetalinger til den pågældende medarbejder.
I den interne undersøgelse har ministeriet i alt gennemgået tilskudsudbetalinger for mere end 34 milliarder kroner.
Udbetalingerne fordeler sig på mere end 122.000 transaktioner knyttet til over 6000 unikke konti.
Ansat i 40 år
Ifølge TV 2s oplysninger har kvinden været ansat i Socialstyrelsen i omkring 40 år.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) blev ifølge TV 2s oplysninger orienteret om sagen 24. september, og nogenlunde samtidig forsvandt den mistænkte. Hun har formentlig svindlet for egen vindings skyld.
Medarbejderen havde en betroet stilling i Tilskudsadministrationen. Kvinden var ikke på arbejdspladsen, da sagen blev opdaget. Hun blev siden bortvist.
Kvinden er erklæret personlig konkurs og er nu efterlyst.
Hvad de mange millioner er blevet brugt til, vides endnu ikke.
Nedenfor kan du se, hvad vi ved om den efterlyste kvinde:
Minister: - Jeg er dybt rystet
Sagen er anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (Søik), bedre kendt som Bagmandspolitiet.
- Jeg er dybt rystet over, at der tilsyneladende er blevet svindlet med penge, der jo skulle gå til udsatte grupper. Det er fuldstændig uhørt, at det har kunnet ske, skriver børne- og socialminister Mai Mercado i en pressemeddelelse.
- Sagen efterforskes af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvorfor jeg ikke kan gå i detaljer, men jeg kan sige klart, at jeg vil sikre, at vi får fuldstændig klarhed over, hvad der er sket, og hvordan kontrolsystemerne over en lang årrække har kunnet svigte.
- Folketinget blev orienteret så hurtigt, det var muligt. Desuden har jeg også bedt om to eksterne undersøgelser. Først og fremmest skal vi have alt frem for at sikre, at det ikke sker igen, men det er også vigtigt for mig at få et klart svar på, om der kan placeres et ansvar for, at kontrollen har svigtet, fortsætter ministeren.
Et gement tyveri
Pengene er i første og sidste ende taget fra de svageste borgere i Danmark.
Det siger Mai Mercardo under pressemødet klokken 12.
- Det er et gement tyveri, siger hun.
- Kontrollerne har over en årrække svigtet i uhørt grad. Det er dybt alvorligt. Da det er opdaget på min vagt, tager jeg det også på mig. Alt bliver lagt frem. For der skal i den grad ryddes op og strammes op, fortsætter ministeren.
Det er en alvorlig sag, siger statsadvokat og chef for Bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, der dog ikke vil komme nærmere ind på sagens detaljer.
Penge til udsatte grupper
Idet der er tale om penge fra tilskudsordningen, er det satspuljemidler, som var tiltænkt udsatte grupper. Der er dog endnu ikke overblik over, præcis hvilke grupper pengene skulle gå til.
Som en del af undersøgelsen skal det nu klargøres, hvorvidt der har været flere personer involveret i sagen.
Afdækket over to uger
Ifølge meddelelsen indikerer undersøgelserne, at en "mangeårig og betroet medarbejder" fra 2002 til 2018 helt systematisk har misbrugt sin stilling til at svindle for 111 millioner kroner.
Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriets departement har de seneste to uger sammen med eksterne eksperter arbejdet på at afdække omfanget af sagen.
Medarbejdere er i chok
Selvom de færreste i Socialstyrelsen i dag har haft lyst til at tale med TV 2, så har enkelte medarbejdere fortalt, at de er i chok over nyheden om, at en kollega tilsyneladende igennem 16 år har formodet at svindle og lave 274 overførsler til sig selv.
Direktøren for Socialstyrelsen, Birgitte Anker har ikke ønsket at udtale sig til TV 2.
Underslæb i Socialstyrelsen
2018
I forbindelse med en intern kontrol i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen konstateres der fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.
Det konstateres, at der ikke er tale om almindelige fejl, og Socialstyrelsen undersøger derfor uregelmæssighederne nærmere.
Socialstyrelsen indhenter og undersøger forskellige data med henblik på at få klarlagt årsagen til uregelmæssighederne i tilskudsudbetalingerne.
Socialstyrelsen modtager data, som viser, at der er grundlag for en begrundet mistanke om, at en medarbejder uberettiget har tilegnet sig større beløb i forbindelse med sit arbejde i Tilskudsadministrationen.
Socialstyrelsen orienterer straks departementet om mistanken.
Ministeren orienteres kort mundtligt om, at der foreligger mistanke om uberettiget tilegnelse af tilskudsmidler.
Socialstyrelsen anmelder medarbejderen til Fyns Politi. Sagen er senere overdraget til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Departementet og Socialstyrelsen igangsætter en intern undersøgelse af sagen, og der søges bistand til såvel den revisionsmæssige og den juridiske håndtering af sagen.
Efter en skriftlig høring bortviser Socialstyrelsen medarbejderen.
Ministeren orienteres skriftligt om sagen samt om de initiativer, der er iværksat for at få klarlagt sagens omfang.
Ministeren orienteres skriftligt om de helt foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
Den interne undersøgelse viser, at der med stor sandsynlighed er tale om, at den nu tidligere medarbejder uberettiget har tilegnet sig et betydeligt millionbeløb.
Der tages initiativ til at iværksætte en ekstern revisionsundersøgelse og en ekstern advokatundersøgelse.
Ministeren orienteres skriftligt om de seneste foreløbige resultater af den interne undersøgelse.
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om sagen.
Sø- og Handelsrettens skifteret tager kvinden under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.
De interne undersøgelser peger på, at den tidligere medarbejder har misbrugt sin stilling til uberettiget at tilegne sig tilskudsmidler for i alt cirka 111 millioner kroner.
Ministeren orienterer fortroligt Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg om status i sagen.
Den interne undersøgelse afsluttes, og de to eksterne undersøgelser igangsættes.
Ministeren orienterer offentligheden om sagen.
Ud over Britta Nielsen er tre andre sigtet for groft hæleri i forbindelse med sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstryelsen. Det drejer sig om to kvinder og en mand.
Politiet beslaglægger endnu en bolig i Hvidovre i forbindelse med svindlen for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det viser dokumenter, som TV 2 er kommer i besiddelse af. Beslaglæggelsen fandt sted 17. oktober.
Britta Nielsen rejste ind i Sydafrika 23. september med et fly fra den schweiziske by Zürich. Det kan Ekstra Bladet bekræfte, da mediet er kommet i besiddelse af fortrolige rejsedokumenter.
Manden, der er sigtet i sagen om svindel for 111 milioner kroner fra Socialstyrelsen, bliver anholdt i Sydafrika i Johannesburg Internatioal Airport. Anholdelsen skete, da han forsøgte at rejse ud af landet, og der var en international arrestordre på ham.
Bagmandspolitiet modtog allerede i 2012 en underretning om, at der var foretaget en række mistænkelige transaktioner fra en konto i Social- og Integrationsministeriet til konti, der tilhører den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Hun er mistænkt for at bedrage Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.
Bagmandspolitiet efterforskede imidlertid ikke sagen om de mistænkelige overførsler, men nøjedes med at underrette Skat som en sag om mulig skattesnyd.
Den svindelmistænkte Britta Nielsen bliver anholdt i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.
En sydafrikansk dommer beslutter på et retsmøde i Randburg Magistrate Court i Johannesburg at løslade Britta Nielsen, så hun efter eget ønske kan udleveres og sendes hurtigst muligt hjem til Danmark med eskorte fra dansk politi.
En dansk mand, der også er sigtet for groft hæleri i sagen om svindel fra Socialstyrelsen, bliver i retten i Sydafrika løsladt. Manden bliver udleveret til Danmark og sendes hurtigst muligt hjem til landet med eskorte fra dansk politi.