Stor politiaktion skyldtes PET's frygt for angreb
En storstilet menneskejagt satte fredag Danmark på den anden ende.
Fredagens politiaktion skyldtes PET's frygt for et angreb mod enkeltpersoner.
Det siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov på et pressemøde lørdag.
- Det er sådan, at PET gennem en tid har arbejdet med en sag, hvor specifikke enkeltpersoner er truet på livet, siger han på pressemødet foran Politigården i København.
Derfor blev der straks slået alarm, da politiet om fredagen i forbindelse med PET's efterforskning standsede en sort Volvo fra Sverige - som stak af. Ifølge Jørgen Bergen Skov opholdt bilen sig i nærheden af og udviste en adfærd tæt på de truede, der antydede, at et angreb kunne være nært forestående.
Sjælland blev lukket ned
Broer blev spærret. Færger aflyst. Tog endda standset. Alle biler på vej bort fra Sjælland og deres passagerer blev gennemsøgt grundigt af kampklædt politi.
I løbet af eftermiddagen og aftenen bredte menneskejagten sig til resten af Danmark.
- Vi agerer i forhold til et 'worst case scenarie'. Sådan er det, når et politi modtager troværdige informationer. Så skal vi sikre os, at der ikke er tale om en trussel, før vi kan tillade os at lukke ned, siger Jørgen Bergen Skov.
Men den sorte Volvo viste sig ikke at have noget med sagen at gøre.
- Bilen blev senere fundet på Sjælland, og vi har haft to personer anholdt, der nu er løsladt igen, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.
- Vi føler os sikre på, at den sorte Volvo ikke har relationer til den trussel, understreger han.
To forskellige sager
I løbet af fredag aften og nat - efter den sorte Volvo blev fundet på Sjælland - stod det klart, at der er tale om to forskellige sager.
Sagen om den sorte Volvo har forbindelse til fredagens og lørdagens aktioner i den fynske landsby Espe. Men chefpolitiinspektøren understreger, at fredagens aktion og lørdagens efterforskning med hundepatruljer ikke har noget med "sikkerhedssagen" (truslerne mod enkeltpersoner, red.) at gøre.
- De truede personer i forbindelse med PET-sagen er i sikkerhed, og jeg vil ikke sige mere om den sag, siger chefpolitiinspektøren.
Københavns Politi understreger, at der ikke er nogen trussel mod almindelige borgere.
Omvendt er de tre personer fra den sorte Volvo afsløret som medvirkende i en helt anden kriminel episode.
- Det kan vise sig, at de er verdens mest uheldige kriminelle, men så er det jo sådan, det er, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.
Ingen vej udenom
Og selvom det udefra kan virke forvirrende, at der pludselig er tale om to sager, så er politiets reaktion helt efter bogen, fortæller tidligere efterforskningschef hos politiets rejsehold, Bent Isager-Nielsen:
- Det er jo sådan, at hvis trusselsbilledet viser, at der er noget, der kan være nært forestående i forbindelse med et angreb på specifikke personer, og mistænkelige personer så slipper fra dem, så er der ikke nogen vej udenom.
At hele Sjælland blev lukket ned, og at mange af den årsag blev generet af politiets arbejde, er et nødvendigt onde, som vi som borgere skal tage med:
- Man må sidde tilbage og være lidt imponeret over et politi, der reagerer så hurtigt. På de store linjer spiller det rigtigt godt, siger Bent Isager-Nielsen.
Samme holdning kommer fra den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen, der sender sin tak:
- Jeg vil gerne sende en stor tak til dansk politi og til alle borgere rundt om i Danmark, som har bakket op om politiets arbejde, og som har hjulpet politiet i denne sag, skriver han på Twitter.
Men politiet er også nødt til at evaluere på arbejdet - og særligt deres informationsmængde, der indtil lørdag har været meget begrænset, lyder det fra Bent Isager-Nielsen:
- Jeg tror, at sådan en sag giver anledning til, at politiet gennemtænker deres kommunikationsstrategi, for det er jo enorme konsekvenser, som det har fået for rigtigt mange mennesker.
- Men i sidste ende, har det givet syn for sagen om, hvad det er for en virkelighed vi har. For det viser jo ret tydeligt, at der er mennesker i det her land, der er alvorligt truet på livet. Det ved vi og befolkningen selvfølgelig godt. Men jeg synes også, at man har fået det overordnede budskab ud, at man som dansker ikke har noget at være bekymret for, siger Bent Isager-Nielsen.