Ubådssagen

Peter Madsen fik et sidste ord og talte til Kim Walls familie

Peter Madsen har siddet fængslet siden den 11. august 2017.

For første gang i ankesagen fik Peter Madsen onsdag selv mulighed for at udtale sig i retten. Det skete efter de afsluttende procedurer fra anklager og forsvarer.

Peter Madsen valgte at tale til Kim Walls pårørende.

- Jeg er forfærdelig ked af det. Det følelsesmæssige. Jeg er forfærdelig ked af det for Kims pårørende over, hvad der er sket.

Efter ordene fra Peter Madsen trak retten sig tilbage for at votere. Retsformand Jan Uffe Rasmussen oplyste i den forbindelse, at retten forventer at afsige dom onsdag eftermiddag klokken 15.

Sådan og derfor dækker TV 2 Ubådssagen

I Danmark er princippet om offentlighed i retsplejen sikret i Grundloven. For det første skal åbenheden sikre, at ingen bliver straffet i hemmelighed. For det andet bygger borgernes tillid til retssystemet på et grundlæggende kendskab til, hvordan retssager bliver afgjort.

Sagen mod Peter Madsen er en opsigtsvækkende og alvorlig retssag, hvor dele af sagen kan virke stødende. TV 2 dækker retssagen med fokus på beviserne. Stødende detaljer vil blive fremlagt i retten. TV 2 vil med respekt for retsplejen og de efterladte referere detaljer i den udstrækning, de er relevante for sagen.

Læs livebloggen fra retssagen her.

Samme ord som i byretten

Med sine ord i landsretten onsdag gentog Peter Madsen nogenlunde, hvad han sagde i byretten, da han også dengang, den 25. april, fik mulighed for at sige et sidste ord.

- Jeg er rigtig, rigtig ked af det, der er sket, sagde Peter Madsen dengang efter henvendelse fra dommer Anette Burkø og så ned mod Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim Wall.

Retssag afbrudt

Planen var oprindeligt, at der allerede skulle have faldet dom i ankesagen fredag den 14. september. Men da en domsmand omkring 25 minutter inde i anklager Kristian Kirks afsluttende procedure fik et ildebefindede, måtte sagen afbrydes.

Det var uvist, hvorvidt sagen skulle gå om, da en anden domsmand inden det andet retsmøde den 12. september blev udelukket, men den 18. september kunne landsretten i en pressemeddelelse oplyse, at sagen ville forsætte.

Inden retsmødet onsdag havde Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, også anmodet retten om, at sagen skulle begynde forfra. Men det ønske afviste retten.

Fængslet siden den 11. august

Peter Madsen har siddet fængslet siden den 11. august 2017, hvor han blev reddet i land i Dragør Havn, efter ubåden Nautilus sank i Køge Bugt.

Peter Madsen var tiltalt for drab, anden seksuel omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og flere brud på søfartslovgivningen.

Ubådsbyggeren har hele tiden nægtet sig skyldig i både drab og seksuel mishandling, men har erkendt partering, og han har også tilstået brud på søfartslovgivningen, men nægtet, at det skal være sket under særligt skærpende omstændigheder.

Læs livebloggen fra retssagen her.