Krimi

Mand i bil ramt af skud i København

Ifølge et vidne blev der affyret fire til fem skud i Københavns Nordvestkvarter omkring vejene Skaffervej og Rentemestervej.

Tirsdag aften blev en mand ramt af skud i København. Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

Anmeldelser om skud ved Skaffervej i Københavns Nordvestkvarter indløb sent på aftenen, fortæller vagtchef Henrik Stormer til TV 2.

Ikke i kritisk tilstand

Onsdag morgen har Københavns Politi frigivet nye oplysninger i sagen.

Det var en 27-årig mand, der blev ramt af skud, mens han sad i en bil. Manden er ikke registreret som bandemedlem af politiet, men myndighedernes foreløbige vurdering er, at gerningsmænd gik målrettet efter den pågældende person.

Hans tilstand er ikke kritisk, oplyser Københavns Politi, der formoder, at skudepisoden er relateret til den nuværende bandekonflikt.

Politiet mener, at skuddene er relateret til den igangværende bandekonflikt Video: Local Eyes

Flere skudepisoder

Ifølge et vidne, TV 2 har været i kontakt med, lød der fire til fem skud i området omkring Skaffervej og Rentemestervej.

Politiet var efter skyderiet massivt til stede i området for at klarlægge, hvad der var sket.

Området omkring Københavns Nordvestkvarter og Nørrebro har de seneste uger været ramt af flere skudepisoder.

Politiet kan ikke oplyse, om det nye mulige skyderi kan kobles til de seneste skudepisoder.

Politiet har tidligere oplyst, at den seneste optrapning af skyderier i København skyldes et internt opgør i en bande, der er blevet delt i to.

Skyderi før bandemøde

Skyderiet kommer aftenen inden justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har indkaldt partierne bag bandepakken til et orienteringsmøde om de seneste skyderier i hovedstaden.

Mødet finder sted klokken 8 onsdag.

Her skal Rigspolitiet og Københavns Politi give et overblik over situationen set fra deres synspunkt.

Tidslinje over de nyeste skudepisoder i Storkøbenhavn

    1. En byge af skud hamrer mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.


      I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret. Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever

    2. Skud ved Mjølnerparken

      Ifølge Ekstra Bladet bliver der affyret skud på Den Store Plads ved Mjølnerparken. Ingen personer bliver ramt.

       

    3. Skud i Herlev

      Omkring klokken 21.15 jager en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien skydes der ti gange. Ingen personer bliver ramt.

       

    4. Skudt i arme

      Tredje gang på samme aften løses der skud. Denne gang skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han bliver ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-bandemedlem.

       

    5. Hundige står for skud

      Natten til onsdag bliver fem biler ramt af skud på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset i Hundige.

       

    6. Skyderi i Ragnhildgade

      Kort før klokken 20 kommer en bil kørende og begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen. Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

       

    7. Skud i Glostrup

      En 30-årig mand opholder sig på Glostrup Torv sammen med en anden person, da en mand kommer løbende og affyrer flere skud fra en pistol. Den 30-årige bliver ramt i låret, men er uden for livsfare. Gerningsmanden flygter i en sølvgrå bil, som muligvis er identisk med et køretøj, der senere er fundet udbrændt i Nordsjælland.

       

    8. Tre ramt af skud på Nørrebro

      Tre personer meldes ramt af skud ved Meinungsgade og Guldbergsgade på det indre Nørrebro. Deres tilstand er ukendt. 

       

    9. Tre skud affyret i Ishøj

      Tre skud blev affyret fra en bil mod en gruppe mennesker ved en Circle K-tank i Ishøj. Umiddelbart blev ingen ramt at skuddene.

    10. Skud affyret mod bil på motorvej

      En tilsyneladende helt tilfældig mand bliver sent mandag aften 24. september fanget i krydsild på motorvejen ved Roskilde. På et tidspunkt mellem klokken 23.30 og midnat kørte manden på strækningen mellem afkørsel 13 og 12 i retning mod København, da en række skud pludselig tordnede mod hans bil. Efter episoden slår manden bremsen i og holder ind til siden.

    11. Skud i Københavns Nordvestkvarter

      Tirsdag aften 25. september affyres der mellem fire og fem skud ved Skaffervej og Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. En person bliver ramt. Politiet vurderer, at episoden er relateret til den igangværende bandekonflikt.

    12. Skud i Hundige

      Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der formentlig er affyret omkring 10 skud i boligområdet Gersagerparken. Politiet arbejder ud fra den teori, at en eller to gerningsmænd på en knallert har affyret skuddene.