Krimi

Yahya Hassan tiltalt for 40 kriminelle forhold - fængslet på psykiatrisk afdeling

Forbrydelserne skal primært være begået i Østjylland, men enkelte stammer fra andre politikredse og i udlandet.

Den 23-årige Yahya Hassen er netop blevet tiltalt for i alt 40 kriminelle forhold. Det bekræfter hans forsvaradvokat Michael Juul Eriksen.

Han er blandt andet tiltalt for at have brudt ind og stjålet en bil fra et ægtepar i Roslev og for at have truet en kvinde på livet under et ophold på Hotel Royal i Aarhus. Der skriver Østjyllands Politi.

Yahya Hassan har siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling siden den 16. juli i år. Her blev han fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for dagen forinden at have stukket ud efter en bekendt med en knust flaske og truet ham på livet.

Derudover er han sigtet for mellem den 8. april og den 11. april at have truet flere personer på livet over det sociale medie Instagram.

Dømt før

I alt er digteren tiltalt for 40 forhold, herunder flere tilfælde af vold, trusler og for gentagne gange at have kontaktet en kvinde, som han har et tilhold mod. Et af overfaldene skal have fundet sted i Thailand.

- Vi har samlet sagerne i ét sagskompleks i Østjyllands Politi, fordi den tiltalte som udgangspunkt har krav på en samlet afgørelse, siger anklager Tanja Fogt, Østjyllands Politi.

Det er ikke første gang, at Yahya Hassan er på kant med loven. Blandt andet blev han i september 2016 idømt fængsel i et år og ni måneder for at have affyret mindst tre skud i det vestlige Aarhus. Et af skuddene ramte en 17-årig mand i foden, mens et andet strejfede hans lår.

Slog rekord med digtsamling

Yahya Hassan blev berømt i hele Danmark, da han som 18-årig brød igennem med den selvbiografiske digtsamling, der blot bar hans navn, hvori han med store bogstaver råbte sine frustrationer ud. 

Digtsamlingen blev udgivet på forlaget Gyldendal og solgte mere end 120.000 eksemplarer, hvilket gør den til den bedst sælgende debutantdigtsamling i Danmarkshistorien.

Efterfølgende har Yahya Hassan dog primært været i mediernes søgelys for uheldige eller kriminelle episoder, der altså allerede én gang har ført til en fængselsstraf.

I slutningen af maj gjorde Yahya Hassan sig bemærket, da han afbrød en liveudsendelse under Royal Run, som det fremgår af videoen herunder.

Den voldsdømte digter Yahya Hassan afbryder TV 2 NEWS' reporter Kristian Holt. Video: Ulrik Scheibye

Den nye sag skal for retten i oktober, hvor den er berammet til to dage ved Retten i Aarhus.

Meningerne var mange - og delte - da Yahya Hassan i efteråret 2013 udgav årtiers mest omtalte digtsamling - Stéphanie Surrugue havde besøg af digteren i 'Kulturen på News' samme år.