Syv fængslet for overfald i forbindelse med bandekonflikt

16x9
Ambulance nær gerningsstedet for skyderi i Meinungsgade. Foto: Mathias Øgendal / Ritzau Scanpix

Efter en stribe skyderier i København og omegn har politiet varetægtsfængslet syv personer i en stor aktion.

Københavns Politi har søndag anholdt syv personer i en koordineret aktion.

Det oplyser politiet på Twitter.

De anholdte blev mandag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København. Her blev de alle varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage. Alle syv nægter sig skyldige.

Ifølge DR er de syv mænd sigtet for et groft overfald i en frisørsalon på Nørrebro i København søndag den 16. september. Politiet mener, at det skete som en del af den nye bandekonflikt, der er blusset op.

Ifølge sigtelsen frihedsberøvede de en mand i 15 minutter, tildelte ham knytnæveslag og stak ham med et våben. Det førte til, at offereret brækkede næsen og fik en flænge i baghovedet.

19-årig ramt af skud fredag aften

Den store aktion kommer efter en uge i bandekonflikten, hvor der har været en række voldelige episoder.

Fredag aften blev en 19-årig mand og to tilfældige ofre ramt af skud i Meinungsgade og Guldbergsgade på Nørrebro. Det var den ottende skudepisode i og omkring København den seneste uge.

Udover Nørrebro har forstæderne som Greve, Glostrup og Herlev også været i skudlinjen.

Bandekonflikten har ulmet

Ifølge TV 2s oplysninger er årsagen til skyderierne en konflikt mellem personer, der tidligere har været allierede omkring banden Brothas, som nu er splittet i to.

Den ene del med forbindelse til Greve og Hundige, mens den anden er forankret i området omkring Nørrebro og Københavns Nordvestkvarter.

Som følge af den væbnede konflikt indførte Københavns Politi torsdag en visitationszone, hvor politiet uden konkret mistanke kan ransage personer eller køretøjer - i første omgang frem til den 3. oktober.

Den første bandekrig satte sit præg på Vestre Fængsel, hvor en gruppe HA'ere og AK 81'ere også rykkede. Se med på TV 2 Play.