Krimi

Datter blev hjerneskadet, mens hendes kæreste døde - nu er retssag mod mor begyndt

En fest i København gik helt galt, og en 14-årig dreng døde. Hans jævnaldrende kæreste blev svært hjerneskadet. Festen blev holdt hos hendes mor.

Torsdag begyndte en usædvanlig retssag mod en 41-årig kvinde i Københavns Byret. 

Kvinden er anklaget for at have forladt sin 14-årige datter, mens hun havde voldsomme krampeanfald og blødte ud af næsen.

Moren er desuden anklaget for ikke at gribe ind, da datterens 14-årige kæreste døde samme aften.

De to børn havde indtaget stoffer eller medicin.

Kvinden var ifølge anklageskriftet godt klar over, at de havde indtaget medicinen. 

Hun er desuden anklaget for at forhindre de andre unge, som var til stede i lejligheden, i at tilkalde lægehjælp. De unge var på gerningstidspunktet mellem 14 og 18 år.

Moren nægter sig skyldig i politiets anklager.

Far til dreng forlod retssal 

Torsdag fik retten indsigt i den 41-årige kvindes forklaring, da hun blev afhørt i Københavns Byret.

Der blev dog nedlagt referatforbud af morens forklaring, hvilket betyder, at det er forbudt at videregive det, hun sagde.

Kvinden fortalte afdæmpet, hvad der ifølge hende var sket i hendes lejlighed den aften i marts.

Under forklaringen sad den 14-årige drengs forældre, andet familie samt en gruppe af hans venner på tilhørerækkerne i byretten. En dreng, der sad i vennegruppen, græd. 

Det gjorde den afdøde drengs far også. Han måtte flere gange grædende forlade retssalen under den 41-årige kvindes forklaring. 

Trak ikke vejret

De to 14-årige befandt sig i morens lejlighed i København. 

Et vidne, en 16-årig pige, fortalte torsdag i retten, at kvindens 14-årige datter ikke "trak vejret ordentligt", da den 16-årige ved 21-tiden ankom til lejligheden. Hun fortalte, at der kom mærkelige lyde fra pigen, og at hun indimellem stoppede med at trække vejret. 

Desuden fortalte hun, at hun fandt den 14-årige dreng på kvindens badeværelse, og at han havde kastet op udover toilettet. Drengen lå ned med lukkede øjne, da den 16-årige pige fandt ham. 

Prikkede til drengen med kost

Den 16-årige pige fortalte, at hun havde et indtryk af, at der ikke var nogen i lejligheden, som ville have, at der blev ringet til en ambulance. Det var ifølge pigen i særdeleshed den 41-årige kvinde samt en anden tilstedeværende i lejligheden, som ikke ville tilkalde hjælp. 

Da de ville tjekke op på den 14-årige dreng, som lå på badeværelset, bad den 41-årige kvinde en af de andre tilstedeværende om at prikke til den 14-årige dreng med en kost. De ville ikke røre ved ham, da han var dækket af urin og opkast, fortalte vidnet.

Til sidst havde nogle af drengene, der også var i lejligheden, båret den 14-årige ned på gaden og tilkaldt hjælp. Det gjorde de, ifølge vidnet, for at få det til at se ud som om, at de "bare havde fundet drengen på gaden".

Vidnet fortalte, at den 41-årige kvinde havde sagt, at der ikke skulle komme nogen ambulance eller noget politi. Heller ikke da ambulancen klokken 01.35 kom for at hente drengen, der lå på fortovet, fortalte hun, at datteren kunne have brug for hjælp.

Først klokken 03.10 fortalte vennerne på gaden til politiet, at pigen lå i lejligheden og måske havde brug for hjælp.

Ville ikke i problemer

Politiet havde tidligere på aftenen befundet sig i lejligheden i anden anledning, og ifølge den 16-årige pige havde den 41-årige kvinde sagt til en af de andre unge, at det var godt, at politiet ikke havde opdaget den 14-årige dreng på badeværelset. Ellers havde de alle været i problemer. Politiet opdagede pigen men fik at vide af moren, at hun bare lå og sov.

Drengen døde senere samme nat, mens pigen blev alvorligt hjerneskadet. Hun er ifølge politiets tiltale stadig i alvorlig, behandlingskrævende, vegetativ tilstand.

Retssagen fortsætter fredag, og der forventes at falde dom i sagen den 10. oktober. 

Rettet den 20.9. kl 23.16: I en tidligere udgave stod der upræcise oplysninger, om hvordan den 14-årige dreng døde. Dette er nu rettet.