Krimi

Efter kritik af efterforskning fra familien: Specialgruppe kulegraver drabet på Emilie Meng

En særlig gruppe af efterforskere endevender i øjeblikket 3,4 millioner oplysninger i Emilie Meng-sagen.

Politiet har sammensat en ny gruppe af specialister for at komme et skridt tættere på opklaringen af drabet på Emilie Meng. Det sker efter Emile Mengs familie via familiens bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen overfor justitsminister Søren Pape (K) har rejst kritik af politiets efterforskning i sagen.

- Årsagen er, at vi desværre stadig ikke har fundet gerningsmanden, siger Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV 2.

Derfor mener Kim Kliver, at det er vigtigt at forene alle de kompetencer, der findes i politiet. 

Ekspertgruppen består af kyndige analytikere, efterforskere fra forskellige sjællandske politikredse og Københavns drabsafdeling samt folk fra Rigspolitiet. Sammen skal de gennemgå 3,4 millioner oplysninger, som politiet har indsamlet i forbindelse med sagen.

- Det, at vi lader folk med friske øjne se på sagen, giver noget andet. De vil kunne vurdere, om der er noget, der bør indgå i efterforskningen eller noget, som vi bør genbesøge, siger Kim Kliver.

Mai-Brit Storm Thygesen siger, at familien er glad for, at der nu kommer nye øjne på sagen. Men hun understreger, at det er sket på grund af pres fra familien.

- Vi har fremsat en kritik af politiets efterforskning i sagen. Vi havde et møde med justitsministeren om sagen før sommerferien, hvor vi fremsatte vores synspunkter. Han udtrykte stor forståelse for vores synspunkter. Derefter blev vi indkaldt til et møde med rigspolitichefen, rigsadvokaten og politidirektøren for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor vi gentog vores synspunkter, siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Det er på den baggrund, der nu er nedsat en specialgruppe.

To stærke grupper på sagen

Specialgruppen startede deres arbejde den 28. august.

Politiets nye tiltag er ikke et udtryk for svaghed, lyder det fra politiinspektøren. I stedet er det en stræben efter at nå hele vejen rundt. 

- Det væsentlige er, at mens gruppen laver en gennemgang af det, der tidligere er foregået, så er vores egen efterforskning stadig i gang og vil fortsætte, siger Kim Kliver.

Den anvendte metode er kendt hos politiet og har tidligere været brugt på sager, hvor politiet stod uden gerningsmand. Politiet forventer at komme et skridt tættere på opklaringen og har derfor også en ganske klar besked til gerningsmanden:

- Den gerningsmand, der stadig er på fri fod, må gerne vide, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde nøglen og få låst den her sagsmæssige udfordring op, siger Kim Kliver. 

Forsvandt efter en bytur

Emilie Meng blev sidst set en tidlig morgen i juli i 2016, da hun tog afsked med sine veninder på Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

Emilie Meng var 17 år gammel, da hun forsvandt. 

Først et halvt år senere blev liget af teenageren juleaftensdag fundet i en sø nær Borup på Midtsjælland. Liget bar præg af, at det havde ligget i vandet i længere tid.