Krimi

Mand fængslet for drabet på 16-årige Servet Abdija

Den anholdte mand er af jugoslavisk oprindelse, men med svensk statsborgerskab.

Politiet har anholdt en 34-årig mand for drabet på den 16-årige Servet Abdija i oktober sidste år i København.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Anholdelsen skete torsdag aften klokken 22.31 et sted på Sjælland uden for København og forløb ganske udramatisk ifølge politiet. Den anholdte er en mand af jugoslavisk oprindelse, men med svensk statsborgerskab. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Den 34-årige svensker blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i 25 dage efter et grundlovsforhør i Københavns Byret. Det har en dommer afgjort.

Dermed fulgte dommeren anklagemyndighedens krav.

I dagens grundlovsforhør gav den 34-årige lov til at forsvarer Knud Meden måtte læse op fra afhøringsrapporten i Københavns Byret. Manden ville desuden også gerne selv udtale sig i sagen.

To skarpladte skydevåben

Den 16-årige Servet Abdija blev dræbt den 16. oktober 2017 af skud foran sin bopæl i Ragnhildgade 48 på Østerbro i København.

Den svenske mand er sigtet for - i forening og efter forudgående aftale og planlægning med flere medgerningsmænd - at have dræbt Servet Abdija med skud.

Endvidere fremgår det af Københavns Politis pressemeddelelse, at den 34-årige mand er sigtet for - ligeledes i forening med flere medgerningsmænd - at have været i besiddelse af de to skarpladte skydevåben.

Det drejer sig om en halvautomatisk 9 millimeter pistol af mærket Zastava, og en kaliber 38 revolver af mærket Colt Cobra, der blev anvendt til drabet.

Tidligere har politiet oplyst, at man havde fundet to våben, som blev anvendt ved drabet. Dels en revolver og dels en pistol, som begge er fremstillet for over 30 år siden.

Tæt samarbejde med svensk politi

Københavns Politi er indtil videre sparsomme med nye oplysninger i sagen, men oplyser, at gennembruddet i sagen er kommet via politiets egen efterforskning.

Fra efterforskningslederen og politikommissæren, Hans Erik Raben, lyder det, at efterforskningen har været meget kompleks.

- Det er den meget omfattende efterforskning, der nu har ledt til anholdelsen af den 34-årge mand, og vi er selvfølgelig tilfredse med nu endelig at have fået et gennembrud i sagen, siger han og uddyber:

- Vi har i længere tid haft et tæt samarbejde med svensk politi, og i forbindelse med anholdelsen i går har svensk politi på vores begæring siden i morges gennemført flere ransagninger i det sydlige Sverige. Vi har også i den forbindelse danske efterforskere i Sverige, dels som observatører, dels til at bistå svensk politi, fortæller Hans Erik Raben.

Foruden kontakten til svensk politi har Københavns Politi haft kontakt til kolleger i godt 17 andre lande om sagen.

Udelukker ikke yderligere anholdelser

Den 34-årige svenske statsborger, som fredag blev fremstillet i grundlovsforhør, har længe været i søgelyset hos Københavns Politi.

- Efterforskningen har stået på i ti måneder, og det har været et langt, sejt træk, siger Hans Erik Raben og uddyber:

- Den 6. juli gik vi i retten, hvor vi fik en fængslingskendelse på ham, så han blev fængslet in absentia (uden at være til stede, red.).

Den 34-årige mand er af jugoslavisk oprindelse, mens offerets familie har albanske og makedonske rødder. Københavns Politi ønsker dog ikke at udtale sig om motivet for drabet, eller hvorvidt og i givet fald hvordan den 34-årige og Abdija kendte hinanden.

Efterforskningslederen vil heller ikke udtale sig om, politiet eftersøger andre gerningsmænd til skuddrabet.

- Der resterer stadig meget efterforskning i sagen, og vi arbejder ufortrødent videre. Så må vi se, om der kommer yderligere anholdelser. Det vil jeg bestemt ikke udelukke, siger Hans Erik Raben.

Flere flygtede fra drabsstedet

Servet Abdija blev skudt på tæt hold og ramt af seks skud. Vidner fortalte efterfølgende politiet, at de havde set mellem to og fire mørkklædte personer flygte fra stedet. Politiet har siden arbejdet ud fra den teori, at tre personer deltog i drabet.

Efter drabet løb gerningsmændene over til en mellemstor, mørk bil, der holdt parkeret tæt på gerningsstedet, og flygtede i den.

To vidner har desuden uafhængigt af hinanden forklaret, at de så tre maskerede og mørkklædte mænd i området ved 20.25-20.30-tiden aftenen inden drabet.

Politiet mener, det kan have været gerningsmændene.

Likvidering

Politiet betrager drabet på den 16-årige som en likvidering.

I november sidste år offentliggjorde Københavns Politi billeder fra en overvågningsvideo, og i den forbindelse redegjorde politiet også for de sidste minutter i den 16-åriges liv.

- Få minutter inden Servet Abdija bliver dræbt, hilser han på nogle venner på hjørnet af Haraldsgade og Ragnhildgade. Derefter går han mod hjemmet i Ragnhildgade 48, men ikke langt derfra ved et grønt område, venter tre personer på ham. De løber efter ham og med seks skud affyret på klos hold sætter de en brat stopper for den 16-årige drengs liv, forklarede Hans Erik Raben dengang.