Krimi

Flugtfange var terrormistænkt i Italien, men betroet fange i Danmark

Der gik tilsyneladende måneder, før italienske terrormistanker slog igennem i Danmark. "Meget har været ravruskende galt", lyder kritikken.

Politikere og fagfolk rejser på ny hård kritik af myndighedernes opsyn med den 46-årige terrormistænkte syrer AD, som den 1. august byttede tøj med en gæst og spadserede ud af Vestre Fængsel, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Reaktionen følger, efter at flere kilder fortæller til Jyllands-Posten, at AD under sin varetægtsfængsling arbejdede som rengøringsmand - et betroet job, typisk under begrænset opsyn og med stor frihedsgrad - på gangene i Nytorvs Fængsel i indre København.

AD's forhenværende advokat, Finn Bachmann, fortæller, at han den 17. maj skulle mødes med AD i Vestre Fængsel, men at han gik forgæves, da AD denne dag var blevet kørt i Nytorvs Fængsel for at gøre rent.

Samtidig var han i italienske retskendelser i marts og april blevet udpeget som hovedbagmand i et omfattende kriminelt netværk, som mistænkes for bl.a. at have hvidvasket millioner af kroner og sendt penge til terrororganisationen Al Nusra i Syrien, som har haft forbindelser til al-Qaeda.

- Det er tydeligt, at nogen har lavet en massiv fejl her. Ingen, som er under mistanke for terror, bør have tilladelse til at udføre regulære fængselsfangefunktioner med rengøring, transfers osv., siger terrorforsker Magnus Ranstorp, forskningschef ved Forsvarshøjskolen i Stockholm.

Formand for fængselsforbund undrer sig

Kim Østerbye, formand i Fængselsforbundet, undrer sig over hele forløbet. Ikke mindst fordi AD den 25. juli blev ledsaget til sagsbehandling i Københavns Byret af to politibetjente, som tog håndjernene af AD og henvendte sig til Jyllands-Postens reporter på stedet for at få oplyst, hvad han var sigtet for.

- Når vi i bagklogskabens lys kan se, hvilken fange vi har haft med at gøre, er det fuldstændig absurd, at man ikke har de tilstrækkelige oplysninger, siger Kim Østerbye.

Retsordfører Preben Bang Henriksen (V) "forventer, at både politi og Kriminalforsorgen får set på deres procedurer«. Retsordfører Trine Bramsen (S) er enig og mener, at der tegner sig et billede af en sag, hvor »meget har været ruskende galt".

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kalder sagen »helt grotesk«. Han har bedt om en redegørelse af sagen fra de relevante myndigheder.

Hverken Rigsadvokaten, Københavns Politi eller Kriminalforsorgen har ønsket at udtale sig om sagen til Jyllands-Posten.