Krimi

Politi leder efter tysk mand efter voldeligt optrin mod piger

Arkivbillede. Ida Marie Odgaard / Scanpix

Et vidne så manden slå en lille pige flere gange og trykke hendes ansigt ned i sandet på Hvidbjerg Strand.

Mandag leder lokalpolitiet i Esbjerg efter en mand, som søndag aften blev anmeldt for at have udøvet vold mod nogle små piger på Hvidbjerg Strand ved Blåvand. 

Det oplyser politikommissær ved Esbjerg Politi Ole Hillerup til TV 2. 

- Anmelderen er en kvinde, som under en løbetur ser en mand afstraffe en pige. Han slår hende flere gange i ansigtet, så hun bløder fra næsen. Han trykker også hendes ansigt ned i sandet, fortæller han. 

Manden var i selskab med en kvinde og tre piger i alderen 6-10 år. Det var den ældste pige, som blev slået. Men anmelderen mente også, at en af de andre piger blødte fra munden, omend hun ikke havde set hende blive slået. 

Manden beskrives som en tysk turist, 40-50 år, iført badebukser, grøn trøje og sort hår. 

Flere prøvede at stoppe det

Episoden fandt sted omkring klokken 18.50 ved badebroen ved Hvidbjerg Strand. 

- Under optrinnet prøver flere at stoppe det. Da en tysk kvinde til sidst taler til ham, holder han igen i sit forehavende, siger Ole Hillerup.

Politiet kom efterfølgende til stedet, men der var den tyske mand forsvundet. 

Derfor er politiet nu i kontakt med diverse campingpladser og udlejningsbureauer for at finde frem til ham. 

Sår kan nå at hele

- Det er ikke så nemt, når det er en tysk turist. Dem har vi jo mange af lige nu, siger Ole Hillerup, som oplyser, at politiet ud fra beskrivelsen betragter sagen som "simpel vold", der kan give op til fire års fængsel.

- Vi tager os jo generelt af voldssager, men det er klart, at når det går ud over børn, er vi ekstra på vagt. Vi er ekstra opmærksomme på, hvis børn lider overlast. Så vil vi gerne finde manden og børnene for at se, om de bærer præg af at have blødt fra munden eller næsen. 

Politiet er nemlig bekymrede for, at sårene på børnene når at hele, inden politiet finder frem til dem. 

- Det er nemmere for os med objektive fund, ellers risikerer vi at skulle bygge sagen på pigernes forklaring, siger Ole Hillerup.

I forbindelse med episoden efterlyser politiet en sort volvo med nummerpladen BKU 9031, skriver Jydske Vestkysten.