To døde i brand på plejecenter - alt tyder på en ulykke

Først i næste uge kan teknikere komme til at klarlægge brandårsag. Intet tyder dog på en påsat brand.

Det er fortsat uklart, hvad der var årsag til, at en brand brød ud på et plejehjem i Allingåbro på Djursland.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

Først i løbet af næste uge vil politiets brandteknikere undersøge stedet for at klarlægge brandårsagen.

- Det skal køle ned først, så teknikerne kan komme til at arbejde på stedet, fortæller Stig Heidemann.

Ifølge vagtchefen er der dog ikke noget, der umiddelbart tyder på, at der skulle være tale om en påsat brand.

- Alle indikationer går på, at det er en ulykke af en eller anden slags. Vi har intet belæg for at sige, at der ligger noget kriminelt bag, siger han.

Indsatsleder Morten Hansen fortæller om branden på plejecentret Farsøhtshus i Allingåbro. Video: Maria Runøe Møller

Kvinde fortsat i kritisk tilstand

To kvinder på henholdsvis 91 og 93 år mistede livet i branden, mens tre andre kom til skade. 

En af de tre tilskadekomne - en 95-årig kvinde - blev i kritisk tilstand fløjet direkte med helikopter til Skejby Sygehus. Hendes tilstand er lørdag fortsat kritisk. 

- Hun er stadig i live, men man er bekymret for hendes tilstand stadigvæk. Der er to yderligere, der er indlagt. De har ikke livstruende skader, fortæller vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi til Ritzau.

De to resterende tilskadekomne er kvinder på 87 og 89 år. De blev fredag kørt på skadestuen med røgforgiftning. Politiet følger ikke længere deres tilstand.

Ilden opstod omkring klokken 17 fredag eftermiddag.
Ilden opstod omkring klokken 17 fredag eftermiddag. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Krisepsykologer tilkaldt

Brandalarmen lød klokken 17.36 fra plejehjemmet Farsøhthus. Da brand- og politifolk ankom til stedet, var der ild i fire lejligheder.

Beredskab & Sikkerhed i Randers, Favrskov og Djursland fortalte kort efter anmeldelsen, at branden var under kontrol, og der ikke var risiko for, at den ville sprede sig yderligere.

Indsatsleder Morten Hansen fortæller om branden på plejecentret Farsøhtshus i Allingåbro. Video: Maria Runøe Møller

Pårørende, medarbejdere og naboer er dybt berørt af den tragiske episode i Allingåbro.

Otte krisepsykologer har også været til stede på et pårørendecenter, der er blevet oprettet i forbindelse med branden. Her modtog flere af plejecenterets beboere og medarbejdere krisehjælp.