Krimi

Lukkede hovedbanegård i to timer: Derfor tog politiet ingen chancer med flugtfange

Både fjerntog og alle S-tog blev indstillet og holdt stille i lidt over to timer.

Onsdag aften var Københavns Politi massivt til stede på Københavns Hovedbanegård, fordi en mand var stukket af fra Vestre Fængsel.

Torsdag er meldingen fra kommunikationsafdelingen, at der ikke var tale om en farlig person, hvorfor man nu har neddroslet bestræbelserne på at fange ham igen.

- Det er selvfølgelig en person, vi stadig vil have fat i, men da han ikke vurderes til at være farlig, går vi ikke ud og efterlyser ham med billede, lyder det fra vagthavende ved Københavns Politis presseafdeling.

Sad fængslet i alvorlig sag

Han fortæller, at man ikke tog nogen chancer til at starte med, fordi flugtfangen sad fængslet i en alvorlig sag.

- Så starter vi højt og tager ingen chancer. Men da der bliver kigget nærmere på sagen, vurderer vi, at den konkrete fange ikke udgør en fare.

Politiet vil ikke uddybe, hvilken sag personen sad fængslet i, eller hvad der gør, at den vurderes som farlig.

Under evakueringen af Hovedbanegården efterlyste politiet ansatte på stationens restauranter og i butikker for at få adgang til alle lokaler på stedet. Samtidig undersøgte de alle spor og tog.

Tog holdt stille i to timer

Både fjerntog og alle S-tog blev indstillet og holdt stille i lidt over to timer. 

Ifølge TV 2s reporter på stedet befandt der sig "rigtig mange" politifolk og hunde på stationen. 

Et øjenvidne fortæller, at passagerne fik meldingen om evakueringen over højtalerne: 

- Vi hører pludselig over højtalerne, at vi skal skynde os ud i en vældig fart, og at alle tog er aflyst. Jeg sagde til min lillesøster, at vi bare skulle løbe. Vi blev rigtig bange, siger Catarina Nielsen.