Krimi

Politi advarer mod listetyve i heden - også selvom du er hjemme

Tyve lister sig ind ad åbne døre og vinduer, mens du er hjemme. Og forsikringen dækker ikke tyveri af eksempelvis smykker, fordi det ikke er indbrud.

Efter flere dage med dagstemperaturer på op mod 33 grader og tropenætter, der har slået en 21 år gammel rekord, står vinduer og døre på vid gab både dag og nat i de fleste hjem.

Det er der imidlertid en ganske bestemt slags tyv, der udnytter, og den brandvarme sommer får derfor nu flere politikredse til at advare mod tyve, der lister sig ind og begår tyveri, mens boligens beboere er hjemme.

Det er meget uforskammet at liste ind i et andet menneskes bolig for at stjæle

Carsten Spliid, politiinspektør, Nordsjællands Politi

Således opfordrer både Nordsjællands Politi, Københavns Vestegns Politi, Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi til at låse døre og lukke vinduer, hvis man ikke vil have besøg af en listetyv. Og opfordringen gælder, uanset om du er hjemme eller ej.

- Det er altid en god idé – særligt her i varmen – at rette sin opmærksom på åbenstående vinduer, ulåste døre med videre i relation til tyve. Det er altid vigtigt at gøre det svært for tyven – i dette tilfælde, at han ikke let kan komme uhindret ind og tage for sig i huset, mens alle for eksempel er i baghaven, siger Lars Andersen, der er politiassistent og pressekoordinator ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2.

Hørte bildør på egen bil smække tidligt om morgenen

Efter flere tilfælde af listetyveri, senest i Vemb, Nørre Felding og Vinderup, advarer Holstebro Politi tirsdag mod at have åbne døre og vinduer i rum, hvor du ikke opholder dig – hvis du for eksempel er gået i baghaven, mens døren i forhaven står åben.

I Sydøstjylland har politiet også opfordret til at huske at lukke vinduer og døre, hvis man ikke opholder sig umiddelbart i nærheden.

Mens Midt- og Vestsjællands Politi ikke direkte vil advare borgerne, har der dog også i denne politikreds været flere eksempler på listetyverier.

Senest tidligt lørdag morgen i Odsherred, da en 55-årig kvinde vågnede ved lyden af en bildør, der blev smækket, hvorefter kvindens bil kort efter kørte ud af husets indkørsel. Tyven havde formentlig fået fingrene i bilnøglen ved at liste sig ind ad et åbentstående vindue, står der i politiets døgnrapport.

Og sådanne eksempler er der flere af i mange politikredse, herunder også i Nordsjælland, hvor en mand fik stjålet genstande i sit hus, mens han var i bad – med åbne vinduer og døre. På baggrund af blandt andet den hændelse advarede Nordsjællands Politi derfor i midten af juli i en pressemeddelelse om listetyve.

- Det er meget uforskammet at liste ind i et andet menneskes bolig for at stjæle, og det gør det ikke bedre, at der endda er nogen hjemme. Forhåbentlig kan vi med denne advarsel medvirke til, at færre bliver udsat for det, sagde politiinspektør Carsten Spliid fra Nordsjællands Politi.

Også Københavns Politi oplever lige nu flere listetyverier, og kredsen har derfor delt opfordringen fra Nordsjællands Politi på Twitter.

- Listetyveri er meget sæsonbetonet. Vi oplever helt klart, at der er flere af den type indbrud, når det er varmt. Derfor har vi delt Nordsjællands Politis pressemeddelelse og støtter deres advarsel, siger Henrik Suhr, der er kommunikationskonsulent i Københavns Politi.

Er uheldet ude, får du ikke tyveri af smykker dækket

Der er ifølge brancheorganisationen Forsikring og Pension også andre gode grunde til at sikre dit hjem, selvom du er hjemme.

For er uheldet ude, og lykkes det en listetyv at stjæle fra dit hjem på grund af en åben dør eller åbne vinduer, mens du er hjemme, er det begrænset, hvad du kan få dækket af din forsikring, fordi der er tale om et simpelt tyveri og ikke et indbrud.

Man kan for eksempel ikke få dækket tyveri af kontanter eller smykker. Hvilke genstande der ikke bliver dækket af din forsikring, er forskelligt fra selskab til selskab og fremgår af forsikringspolicen.

- Hvis man sidder på verandaen, og havedøren står åben, er man dækket ind af forsikringen. Men man skal ikke rende langt væk og lade døren stå åben, mens man eksempelvis går i bad. Så er man i en risiko for, at der ikke er tale om indbrudstyveri, men derimod om simpelt tyveri, siger Ole Vidstrup, der er konsulent for forsikringsoplysningen hos Forsikring og Pension.

Vindue på sikkerhedshasp er ikke nok

Mange har disse sikkerhedshaspe på deres vinduer og døre, men de er ikke tyverigodkendt, oplyser brancheorganisation.

Endnu vigtigere er det at bide mærke i, at der også er tale om simpelt tyveri, hvis tyven er kommet ind ad et vindue, der har stået halvt åbent ved hjælp af en sikkerhedshasp – den såkaldte tyverihasp.

Ellers skal man anskaffe sig en uregerlig schæfer, der er sulten

Benny Ipsen, indehaver, Fyns Låse- og Sikringsservice

Beslagene er nemlig ifølge Ole Vidstrup ikke tyverigodkendt, fordi de for indbrudstyve er forholdsvis nemme at skrue af.

- De kan alligevel være gode at have på vinduerne i forhold til listetyve og for at kunne have sine vinduer åbne om natten, for en listetyv vil ikke begynde at skrue haspen af, når folk er hjemme og kan høre støjen, siger Ole Vidstrup.

- Anskaf en glubsk schæferhund

Alligevel er der en lille aber dabei i forhold til den praksis, som forsikringsselskaberne har, forklarer Ole Vidstrup.

- Hvis man har et åbent vindue – også hvis det er på sikkerhedshasp – i det rum, hvor man ligger og sover, og hvis tyven kommer ind ad dét vindue og stjæler for eksempel penge, så vil det blive betragtet som indbrudstyveri. Men det kræver altså, at man opholder sig i rummet, siger Ole Vidstrup.

Samme praksis gælder, hvis børnenes vindue står på hasp, hvis de ligger og sover på værelset.

Hvis man helt vil undgå ubudne gæster, er det eneste rigtige ifølge Fyns Låse- og Sikringsservice at sove med lukkede døre og vinduer.

- Vi råder folk til at holde døre og vinduer lukket og i stedet installere ventilation i huset. Ellers skal man anskaffe sig en uregerlig schæfer, der er sulten. Det er nok den billigste løsning, lyder det fra indehaver Benny Ipsen.