Krimi

Mand sigtes efter skudsalve fra knallert i Vollsmose

Arkivbillede.

Torsdag middag ophævede Fyns Politi visitationszone i Vollsmose. Godt 11 timer senere skete et nyt skyderi.

Fyns Politi anholdt natten til fredag en 21-årig mand i forbindelse med et formodet skyderi i Odense-bydelen Vollsmose.

Kort efter klokken 23.00 torsdag aften modtog politiet anmeldelser om, at der var afgivet flere skud mod en gruppe mennesker i bebyggelsen Birkeparken.

En knallert med to personer var kommet kørende, og bagsædepassageren afgav øjensynligt flere skud mod gruppen, der stod forsamlet.

Ingen personer blev ramt, og politiets efterforskning på stedet har ikke ført til fund af patronhylstre eller anslagssteder fra projektiler.

Mand løsladt igen

Ikke desto mindre foretog politiet kort efter klokken 01 anholdelse af den 21-årige mand.

Fredag eftermiddag lyder meldingen fra politiets vagtchef, at manden er blevet løsladt igen. Politiet vurderer altså ikke, at der har været grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet.

Hvad den nærmere begrundelse er for ikke at kræve ham fængslet, kan vagtchefen ikke oplyse. Den 21-årige er dog stadig sigtet for forsøg på manddrab, oplyser vagtchefen.

Det formodede skyderi fandt sted, mindre end et halvt døgn efter ophævelsen af en visitationszone i blandt andet Vollsmose.

Ophævelsen skete torsdag middag på baggrund af resultatet af visitationerne, og fordi der ikke har været flere skyderier. Siden indførelsen har politiet ikke fundet nogen våben.

Til at starte med blev visitationszonen indført efter to skudepisoder 12. og 13. juli. Heller ikke her blev nogen dog ramt.