Tidligere it-chef anker ikke sin fængselsdom i Atea-sagen
Tidligere it-direktør er uenig i dommen i Atea-sagen, men han vil lægge sagen bag sig og anker derfor ikke.
En tidligere it-direktør i Rigspolitiet anker ikke sin dom i Atea-sagen, hvor offentligt ansatte blev bestukket.
Det oplyser hans forsvarer, advokat Mikael Skjødt.
- Han mener ikke, at dommen er rigtig, men han ønsker at lægge sagen bag sig og komme videre, lyder det fra advokaten.
Rejser på luksusklasse
Michael Steen Hansen var først it-direktør i Region Sjælland og efterfølgende it-direktør i Rigspolitiet. Han blev dømt for at have modtaget rejser og dyre restaurantbesøg.
Der var tale om middage på nogle af Danmarks dyreste restauranter og luksuriøse rejser til steder som Las Vegas og Dubai. Det er gennem flere år løbet op i flere hundredtusinder af kroner.
I Las Vegas fik de blandt andet serveret cognac. Prisen for et glas: 160 dollar.
Retten i Glostrup idømte ham ti måneders fængsel, heraf syv måneder betinget.
Syv personer kendt skyldig
I alt syv personer og Atea som selskab blev kendt skyldige ved Retten i Glostrup i juni.
Anklagemyndigheden mente, at der var tale om bestikkelse af de offentligt ansatte. Det skulle angiveligt være foregået for at "fastholde og udbygge" regionens samarbejde med Atea.
Ifølge anklagemyndigheden var der også tale om underslæb, da pengene til ture og middage var regionens.
Det har dommeren erklæret sig enig i.