Voldsomt skub fra betjent på kvinde skal undersøges
Den Uafhængige Politiklagemyndighed er nu inddraget i sagen, og kvinden selv er anholdt og sigtet for vold mod politiet.
Torsdag eftermiddag var Københavns Politi talstærkt til stede på Christiania, hvor politiet dagligt den seneste uge har udført aktioner mod hashhandlen.
Men denne eftermiddag gik alligevel vildere for sig end under de foregående aktioner.
En video, der i øjeblikket går sine runder på de sociale medier, viser, hvordan en kvinde, der øjensynligt ikke virker truende over for betjentene, pludselig bliver skubbet hårdt i brystet og falder bagover, hvor hun slår hovedet ned i brostenene.
En mand bliver ligeledes slået med knipler, mens han ligger på jorden, hvorefter han bliver slæbt væk fra stedet.
DUP efterforsker sagen
Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, efterforsker nu sagen. Det bekræfter politiinspektør Allan Nyring ved Københavns Politi.
DUP har - ud over anmeldelsen - fået flere henvendelser om episoden.
- Vi er gået ind i en sag om skub fra politiet mod en kvinde på Christiania, bekræfter Kirsten Dyrman, direktør hos DUP over for TV 2.
Hun oplyser, at DUP er gået ind i sagen efter en anmeldelse fra en borger.
Efterforsker i sagen som en voldssag?
- Ja, sådan opfattede vi anmeldelsen.
Politiet oplyser til TV 2, at kvinden er blevet anholdt klokken 11.33 fredag. Ifølge Københavns Politi skulle kvinden have kastet flere sten, og hun er derfor sigtet for vold mod politiet efter straffelovens paragraf 119.
Politiker: Hændelse bør undersøges
På Twitter skriver Venstres menneskerettighedsordfører, Jan E. Jørgensen, at det ser ud til, at betjentene går "ret voldsomt til værks".
- Især pigen, der bliver skubbet bagover, uden at hun på nogen måde er gået til angreb på politiet. Og manden, der bliver slået med knipler, mens han ligger ned. Dette bør undersøges, skriver han.
Til TV 2 Lorry siger vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen, der leder den operative afdeling i Københavns Politi, at han opfordrer den pågældende kvinde til at klage.
- Vi kigger på egne optagelser og skal finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Vi skal også have undersøgt, hvorvidt vedkommende har været med i seancen tidligere, eller om det bare er en tilfældig forbipasserende. Vi indstiller til, at hun kontakter politiet og giver sig til kende. Og så vil vi selvfølgelig tage hånd om det, siger Lars-Ole Karlsen til TV 2 Lorry.
- Selvfølgelig, hvis det er et uskyldigt menneske, så beklager vi, og så skal vedkommende selv klage og få noget erstatning. Vi har ingen intentioner om, at ikke-kriminelle skal lide overlast på nogen som helst måde, afslutter han.
80 til 100 mennesker angreb politiet
Politiets aktion endte i voldsomme sammenstød på Christiania torsdag, og til TV 2 har Lars-Ole Karlsen sagt, at en patrulje af politifolk blev angrebet omkring klokken 16.30 af en gruppe mennesker, der blandt andet kastede med sten.
- Seks politifolk er ramt af sten, og én betjent er kørt på skadestuen til observation for sine skader, sagde Lars-Ole Karlsen til TV 2.
Vicepolitiinspektøren oplyste, at det var omkring 80 til 100 mand, der overfaldt politiet ved Café Nemo.
Angrebet kom som en reaktion på, at fire narkohandlere tidligere på dagen var blevet anholdt af Københavns Politi ved en ransagning på Pusher Street.
Københavns Politi har optrappet indsatsen på Christiania siden lørdag den 26. maj, hvor ordensmagten hver morgen har foretaget rydninger af hashboderne på Pusher Street.
Desuden har politiet udført hyppige patruljeringer i området, hvilket har ført til godt 25 anholdelser af flere pushere, og otte personer er blevet varetægtsfængslet.