Krimi

Talsmand efter angreb på politiet: - Det er middelalderligt, det der foregår

- Det er fuldstændig uacceptabelt, siger vicepolitiinspektør fra Københavns Politi.

Politibetjente fra Københavns Politi er torsdag eftermiddag blevet angrebet med sten på Christiania.

Det siger Lars-Ole Karlsen, der er vicepolitiinspektør og leder af Operativ Specialafdeling ved Københavns Politi til TV 2.

- En patrulje af politifolk blev i eftermiddag klokken 16.30 angrebet af aggressive folk fra Christiania, der kastede med sten, siger han.

Overfaldet af 80-100 mand

Vicepolitiinspektøren oplyser, at det var omkring 80-100 mand, der overfaldt politiet ved Café Nemo.

Angrebet kom som en reaktion på, at fire narkohandlere tidligere på dagen var blevet anholdt af Københavns Politi ved en ransagning på Pusher Street.

- Seks politifolk er ramt af sten, og én betjent er kørt på skadestuen til observation for sine skader, siger Lars-Ole Karlsen.

Han kender ikke betjentens tilstand, men den skulle ikke være kritisk.

Det lykkedes ikke at anholde nogen af dem, der kastede sten.

Fuldstændig uacceptabelt

Han kalder episoden for "fuldstændig uacceptabel", men tilføjer:

- Den voldsparathed, som der udvises, overrasker mig ikke, men den skuffer mig, fortæller Lars-Ole Karlsen.

Vicepolitiinspektøren slår fast, at politiets indstats fortsætter med uformindsket styrke på Christiania.

Pusher Street ryddet endnu engang

Torsdag morgen ryddede Københavns Politi endnu engang Pusher Street på Christiania for hashboder.

Ordensmagten fik beslaglagt syv kilo hash, knap et kilo skunk, 750 joints samt diverse hashprodukter og knap 40.000 kroner i kontanter ved morgenens aktion, hvor syv narkohandlere samtidig blev anholdt.

Tre af dem er blevet fremstillet i dommervagten med henblik på varetægtsfængsling.

Hyppige patruljeringer

Københavns Politi har optrappet indsatsen på Christiania siden lørdag den 26. maj, hvor ordensmagten hver morgen har foretaget rydninger af hashboderne på Pusher Street.

Desuden har politiet udført hyppige patruljeringer i området, hvilket har ført til godt 25 anholdelser af flere pushere, og otte personer er blevet varetægtsfængslet.

Pusher Street var i sidste uge lukket i tre dage, inden gaden fredag den 25. maj blev åbnet igen.

Det var christianitterne selv, der havde taget beslutningen om den midlertidige lukning som en reaktion på, at volden og den dårlige stemning var taget til.

Christianitter: Det kom helt ud af kontrol

En talsmand for Christiania, Ole Lykke, siger til, at det er dybt beklageligt, hvad der skete torsdag.

- Det kom helt ud af kontrol. Men det er svært for den besindige del af Christiania at gribe ind og gøre noget, der siger, at en del af forklaringen er, at der er mange mennesker og penge på Christiania den 31. maj.

- Det er store pengedag, så der er mange mennesker på Christiania, siger Ole Lykke, der understreger at det ikke er nogen undskyldning.

- Nu skal vi have talt om det her. Det er jo middelalderligt, det der foregår. Men jeg har svært ved at se, at problemet kan løses uden en eller anden form for afkriminalisering og regulering af hashmarkedet, siger Ole Lykke.