Denne mand leverede millioner til kriminelle fra Nordea

En tidligere bankbetjent fortæller anonymt til Operation X, hvordan han kørte millioner af kroner i kontanter fra Nordea ud til kriminelle.

Nordea har i årevis forsynet kriminelle vekselbureauer i København med kontanter for en milliard kroner. Kontanter, som stort set kun er blevet leveret i 500-eurosedler og blandt andet brugt til hvidvask af narkopenge.

- Det er en ekstremt stor hvidvaskningsskandale.

Sådan beskriver en af de bankbetjente, Operation X har snakket med, sagen. Han har dagligt - over en længere periode - kørt for millioner af kroner i kontanter ud til kriminelle vekselbureauer i København for Nordea. Kontanterne blev primært leveret i 500-eurosedler.

Bankbetjenten husker flere ubehagelige episoder fra vekselbureauernes baglokale, når han kom ind med pengekufferten og leverede kontanter.

- Da jeg kommer ind i baglokalet på vekselkontoret, står der en mand, som ser meget suspekt ud, med en sportstaske fyldt med penge. Mit bud er, at der omkring to millioner danske kroner i den her sportstaske. Jeg tænker, at det ikke kan være lovlige penge.

Advarede ledelsen

Det firma, bankbetjenten arbejdede for, var Bankernes Kontantservice (BKS), som fysisk stod for at transportere kontanterne for Nordea. Nordea var selv medejer af transportfirmaet sammen med Nationalbanken og flere andre danske banker.

Bankernes Kontantservice (BKS)

BKS blev stiftet i 2010 af Nationalbanken for blandt andet at sikre transporten af kontanter bedre og undgå røverier.

Hovedejerne af BKS var Nationalbanken, Nordea, Jyske Bank og Danske Bank.

Formanden var Nordeas danske landechef Peter Lybecker.

Næstformanden var Hugo Frey Jensen fra Nationalbanken.

I 2016 blev BKS solgt til den globale pengetransportvirksomhed Loomis.

- Jeg har gjort opmærksom på det. Det første stykke tid, jeg kørte, der gjorde jeg det dagligt, fortæller den anonyme bankbetjent, som ikke vil stå frem af hensyn til sin personlige sikkerhed og sit job.

Og det var ikke kun ham selv, der advarede ledelsen. Ifølge bankbetjenten skete det ofte, efter han og kollegerne kom hjem fra dagens tur, at snakken gik.

- Jeg og mine kollegaer har gentagne gange sagt, "det er helt vildt så mange penge, vi henter". Der er flere bankbetjente, der har advaret ledelsen.

Selvom der ifølge bankbetjenten blev advaret om de massive leveringer af 500-eurosedler til ledelsen, så skete der ikke noget. De ansatte fik bare besked på at fortsætte arbejdet.

At håndtere penge på den måde, som Nordea har leveret til vekselkontorer, er kriminelt

Jonas Hedman, lektor på CBS

Den daværende direktør i Bankernes Kontantservice, Thomas Egebøl, vil ikke forklare sig.

- Jeg hverken kan eller vil udtale mig. Hvis du vil snakke om vejret eller noget andet interessant, så er jeg frisk på det, siger Thomas Egebøl, da Operation X ringer til ham.

Lektor om Nordea: Det er forkasteligt

En engelsk undersøgelse fra 2010 fastslog, at 90 procent af 500-eurosedlerne i England er i hænderne på organisererede kriminelle, fordi sedlernes høje værdi gør det nemt at skjule og smugle store kontantbeløb.

Aktindsigter hos politiets afdeling for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) viser, at Nordea blev tydeligt advaret af politiet tilbage i 2011 om problemerne med 500-eurosedlen.

Alligevel fortsatte banken de massive leveringer af den store seddel til vekselbureauer frem til marts 2015.

Vi har forelagt vores research for lektor Jonas Hedman fra Copenhagen Business School og bedt ham vurdere Nordeas opførsel.

- Det tyder på, at de ikke kan læse eller går med skyklapper hele tiden. Det virker underligt, at en bank, når de ved det her, ikke stopper. Det er ret skræmmende.

Lektor Jonas Hedman er klar i mælet, når det gælder Nordeas ansvar for leveringerne af 500-eurosedler til vekselbureauer.

- Det er forkasteligt. At håndtere penge på den måde, som Nordea har leveret til vekselkontorer, er kriminelt.

950 millioner leveret i 500-eurosedler

Bankbetjenten har det skidt, efter der de seneste år er kørt historisk store hvidvasksager mod flere vekselbureauer fra Nørrebro.

Operation X's gennemgang af tre af disse retssager viser, at Nordea - i den periode, sagerne dækker - har leveret for en milliard kroner, og at 950 millioner af dette beløb blev leveret i 500-eurosedler. I den største af sagerne blev direktøren idømt seks års fængsel.

Bankbetjenten har fysisk kørt kontanterne ud til alle de tre dømte vekselbureauer.

- Vi har været medvirkende til at hvidvaske de penge ved at levere og afhente. Når man læser gang på gang, at vekselkontorer bliver dømt for hvidvaskning af penge med 500-eurosedler, og når det er os, der leverer og afhenter de penge, der er blevet hvidvasket, så er det forkert. Jeg bryder mig ikke om at støtte kriminelle netværk.

Nordea: - Det er vi kede af

Nordea har ikke ønsket at stille op til interview i Operation X om deres leveringer af 500-eurosedler til vekselbureauer, og hvad banken har tjent på den forretning, men de skriver i en mail:

- Set i bakspejlet ville vi ønske, at vi havde stoppet handlen med 500-eurosedler tidligere. Det er vi kede af ikke at have gjort. Det er vigtigt for os at understrege, at vi i Nordea tager vores ansvar meget alvorligt, og at vi nu ser denne form for forretning som noget, der hører fortiden til. Nordea har siden 2015 investeret massivt i nye it-systemer, og i dag arbejder mere end 1500 medarbejdere alene med at forhindre og bekæmpe økonomisk kriminalitet.

Efter Operation X onsdag aften bragte de første artikler om sagen, har Nordea uddybet over for TV 2. Banken beklager at have leveret for millioner af 500-eurosedler til kriminelle vekselbureauer og på den måde medvirke til, at kriminelle kunne hvidvaske penge fra narkokriminalitet.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Det er ikke noget, vi har lyst til at medvirke til. Det er noget, vi gør alt, der står i vores magt, for at undgå at medvirke til i dag. Men det, vi tænkte dengang, var, at vi leverede til lovlige virksomheder, som stod på Finanstilsynets liste over godkendte vekselkontorer, siger Julie Galbo, risikochef i Nordea, til TV 2.