Krimi

Forsvarer kritiserer Løkke for tweet: - Uanstændigt at blande sig

 Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape Poulsen (K) Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

I et tweet fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at justitsminister Søren Pape Poulsens (K) kæreste blev offer for en hadforbrydelse.

Forsvareren for den 34-årige mand, der er sigtet for vold og for at have begået en hadforbrydelse mod justitsminister Søren Pape Poulsens, kæresten Josue Medina Vazquez, raser over et tweet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren slog i et tweet torsdag aften fast, at Josue Medina Vazquez var blevet offer for en hadforbrydelse, selv om den 34-årige sigtede i sagen, en ishockeyfan fra Slovakiet, endnu hverken er dømt for vold eller for at have begået en hadforbrydelse.

- Jeg mener, det er uanstændigt, at statsministeren blander sig i rettens gang, siger Michael Sahl Nielsen, forsvarer for den 34-årige sigtede i sagen, til TV 2.

Forsvareren siger, at der generelt er forskel på dommen i sager om almindelig vold i forhold til hadforbrydelser.

- Hvis man er skyldig i vold, er det almindeligt med en dom på 30-40 dages fængsel. Hvis du derimod også bliver dømt for en hadforbrydelse, er der en tendens til, at dommen skærpes, siger Michael Sahl-Nielsen.

Fængslet til 30. maj

Ved et grundlovsforhør torsdag blev den 34-årige fængslet frem til 30. maj. I den skriftlige fængslingskendelse tager dommer Peter Lind Larsen ifølge TV 2's oplysninger ikke stilling til, om der er begrundet mistanke om, at den 34-årige specifikt har gjort sig skyldig i en hadforbrydelse. I kendelsen konstateres det bare, at der er begrundet mistanke om, at den 34-årige har gjort sig skyldig i sigtelsen, som den er beskrevet, erfarer TV 2.

Den 34-årige er fængslet efter Udlændingelovens paragraf 35, som blandt andet siger, at "en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen".

Michael Sahl-Nielsen mener, Lars Løkke Rasmussen lægger pres på retssystemet med sit tweet, og forsvareren siger til Ekstra Bladet, at han har tænkt sig at nævne det, hvis sagen mod den 34-årige kommer for retten.

- I retten kan jeg sige – hvis den kommer for – at landets statsminister har forsøgt at lægge pres på domstolen. Se, hvad han skrev på Twitter allerede samme dag. Han skriver, det var en hadforbrydelse. Men hvor ved han det fra?, siger Michael Sahl Nielsen til Ekstra Bladet.

TV 2 har kontaktet Statsministeriet for at få Lars Løkke Rasmussens kommentar til Michael Sahl Nielsens kritik, men Statsministeriet har endnu ikke reageret.