15 anholdt ved aktion på Christiania

16x9
Christiania (arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen / Arkivfoto: Scanpix Denmark

Politiet har igen været i aktion mod hashmarkedet i Christiania. Denne gang gik betjente efter "løbere".

Handlen med hash i Pusher Street i København har fredag fået politiet til at foretage en ny stribe anholdelser. Denne gang blev i alt 15 anholdt, hvoraf syv kræves varetægtsfængslet lørdag i Københavns Byret. 

Aktionen varede blot i 17 minutter fredag eftermiddag og involverede såvel betjente i civil som i uniform, oplyser vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen. 

- Målet var denne gang at fange løberne, siger han. 

Det vil sige de mennesker, som hurtigt pakker varer i boderne sammen og forsøger at stikke af, når det opdages, at ordensmagten er på trapperne. Der er beslaglagt "et større kvantum hashprodukter", oplyser Københavns Politi på Twitter sent fredag aften.

Også stenkast mod politiet

Nærmere kan vicepolitiinspektøren ikke komme det ved 22.30-tiden.

 - Vi tæller endnu, siger han. Opvejning og registrering gælder joints, hash og forskellige cannabisprodukter. I lighed med tidligere var der fredag også stenkast mod politiet, oplyser Lars-Ole Karlsen. 

I de seneste måneder har betjentene flittigt aktioneret mod Pusher Street i et forsøg på at forstyrre handlen. I alt er det siden årsskiftet blevet til 148 anholdelser. Heraf er de 51 personer blevet varetægtsfængslet, oplyser vicepolitiinspektøren forud for grundlovsforhøret lørdag. 

Hvordan de syv stiller sig til sigtelsen, vides sent fredag aften ikke. De er af politiet udvalgt til at komme i betragtning som mulige varetægtsfængslede, fordi de tidligere er blevet dømt. Om grundlaget er i orden, vil en dommer lørdag tage stilling til.