Hvad er forbindelsen mellem Nordea-direktøren og narkobossen?
Eurosedler for millioner af kroner er centrum i denne afsløring fra Operation X.
Mit navn er Morten Spiegelhauer. Jeg er kunde i Nordea, og jeg har i en længere periode undersøgt deres involvering i omfattende hvidvaskningssager. Jeg er ærligt talt rystet over, hvad der er foregået i Nordens største bank.
Med hjælp fra insider-kilder, vidneudsagn og eksklusiv adgang til politiets efterforskningsmateriale har jeg fundet ud af, at Nordea i årevis - og på trods af advarsler fra politiet - har fodret den kriminelle underverden i Danmark med en helt særlig pengeseddel. Nemlig 500-eurosedlen.
Indtil sidste år var det Peter Lybecker, der var den øverste direktør for Nordea i Danmark.
- Der er ingen kunder eller forbrugere, der vil associeres med virksomheder, der har en blakket etik eller blakket moral, sagde Peter Lybecker sidste år i forbindelse med sin pensionering fra Nordea.
Men hvordan passer den holdning til Nordeas opførsel under Peter Lybeckers ledelse?
Der er nemlig flere narkobagmænd, der har nydt godt af Nordeas massive leverancer af 500-eurosedler til vekselbureauer. En af dem er Tejs Halberg.
Hans cv indeholder en dom på 10 års fængsel for at have smuglet 23 kilo amfetamin og kokain, men efter flere års afsoning stikker han i 2009 af fra fængslet.
Tejs Halberg og Peter Lybeckers omdømmer kunne ikke være mere forskellige. Men mit materiale viser, at der i 2014 går et tydeligt spor af eurosedler imellem dem.
For at forstå det er jeg nødt til lige at spole tiden tilbage til 2014.
***
Fem år efter han stak af fra sin afsoning i Danmark, kommer det danske politi igen på sporet af Tejs Halberg. De får nys om, at har slået sig ned i Alicante i det sydlige Spanien.
Ifølge politiets kildeoplysninger skulle han have en form for bagmandsrolle i et større narkonetværk, der står for indsmugling af store mængder hash til Danmark.
Tejs Halberg er i perioder taget fra sit skjulested i Spanien til Danmark for at holde ’forretningsmøder’ med aftagere af hashen. Politiets observationsgruppe bliver derfor sat på sagen.
De fleste af billederne i denne artikel er i smug taget af betjente fra denne gruppe.
Efterforskere fotograferer i hemmelighed Tejs Halberg i området omkring Falkoner Biografen på Frederiksberg i København.
Tejs Halberg sætter sig sammen med en anden person ved indgangen til biograferne.
Tejs Halberg tager en lommebog frem – en lommebog, der i koder holder regnskab over hashleveringer og betalinger.
Tejs Halberg og personen tager afsked med et klap på skulderen og nakken, hvorefter Tejs Halberg mødes med tre andre 'kunder'.
I stedet for at anholde Tejs Halberg på caféen indleder politiet en storstilet efterforskning for at optrevle narkonetværket og kortlægge, hvordan de opererer.
Det er her, Nordea kommer ind i billedet.
***
For imens Tejs Halberg og hans narkonetværk arbejder, er Nordea også i fuld gang med at forsyne en lang række vekselbureauer i Danmark med kontanter. Specielt 500-eurosedlen er i høj kurs blandt vekselbureauerne.
Særligt på Nørrebro i København er sedlen populær. Her er der flere vekselbureauer, som Nordea stort set kun leverer 500-eurosedler til.
Et af vekselbureauerne er New Travel & Exchange på Nørrebrogade. I 2014 bestiller vekselbureauet for omkring 210 millioner kroner i 500-eurosedler, hvilket udgør næsten 97 procent af vekselbureauets samlede bestillinger hos Nordea. Bestillingsmønstret generer tilsyneladende ikke Nordea - i hvert fald underretter Nordeas kontaktperson for vekselbureauet aldrig myndighederne.
Det er underligt.
For tre år tidligere, i 2011, blev Nordea nemlig advaret af politiet om, at 500-eurosedler primært bruges af kriminelle til hvidvask af penge og til finansiering af terrorisme, fordi de er nemme at smugle.
Politiet skriver direkte i deres rapport, at der konkret skal konstateres, at "der i forbindelse med omvekslingen af 500-eurosedler ikke er tale om hvidvask eller forsøg på terrorfinansiering". Kan det ikke bekræftes, så skal politiet underrettes.
Bagmandspolitiet fulgte endda op med at invitere Nordea til et personligt møde om, hvad banken kan gøre for at "opdage mistænkelige transaktioner, der har tilknytning til kriminalitet". Alligevel fortsætter Nordea deres massive leveringer af lige netop den seddel til blandt andet New Travel & Exchange.
Samtidig overvåger politiets observationsgruppe i skjul nogle af de personer fra narkonetværket, der håndterer de millioner af kroner i kontanter, som hashhandlen indbringer.
En af de personer er Tejs Halbergs handelshøjskole-uddannede svigersøn, Lasse Villadsen. Han er en såkaldt ‘pengemand’, der blandt andet står for håndteringen af de mange kontanter, som netværket tjener i Danmark.
De kontanter, som svigersønnen modtager, er typisk i danske sedler. Men da Tejs Halberg betaler sin leverandør af hash i Spanien i store eurosedler, så skal de danske kroner veksles.
På den måde spiller et bestemt vekselkontor en central rolle for narkonetværket. Og det har politiets observationsgruppe efterhånden luret.
Politiet har i løbet af dagen fulgt efter en af pengemændene fra hashnetværket.
Og han er nu blevet skygget ned til New Travel & Exchange på Nørrebrogade. Ifølge politiet er hans rygsæk fuld af danske pengesedler fra hashsalget, som nu skal veksles.
Narkonetværket har lavet en aftale med New Travel & Exchange på Nørrebrogade om, at de kan veksle deres hash-millioner der. Og selvom vekselbureauer ifølge hvidvaskloven skal registrere store vekslinger, indhente billede-id, stille spørgsmål og underrette store mistænkelige vekslinger til politiet, så foregår narkonetværkets omvekslinger helt anonymt og uden nogen form for registrering.
Efter en lille halv time forlader pengemanden endelig vekselbureauet på Nørrebrogade. Narkonetværket har på denne måde samlet set omvekslet for mindst 40 millioner kroner hovedsageligt til 500-eurosedler, der er nemme at transportere ud af Danmark.
Svigersønnen sørger for, at bundterne med 500-eurosedler bliver vakuumpakket og gemt i poser med kaffe, og så bliver personer længere nede i narkonetværkets hierarki sendt af sted sydpå med kontanterne.
Her har politiet skygget en pengekurer på vej ud af landet i en VW Passat.
Destinationen er Spanien, hvor Tejs Halberg venter på at tage imod pengene.
Politifolkene er så tæt på narkonetværkets pengemænd, at de på færgen til Tyskland noterer sig, at en af dem køber en cola og to hotdogs og efterfølgende sætter sig op på soldækket og ryger nogle cigaretter.
Når pengene lander hos Tejs Halberg i Spanien, sørger han for, at de store eurosedler omsættes til nye partier hash, der bliver smuglet til Danmark via lastbiler, så hele cirklen kan starte forfra.
Efter måneders efterforskning af narkonetværket slår politiet til.
***
Tejs Halberg bliver anholdt i Spanien og udleveret til Danmark. 18 andre personer fra netværket inddrages i sagen, og der bliver beslaglagt pallevis af hash i en lade på Lolland.
Samme dag ransager politiet også New Travel & Exchange på Nørrebrogade. Vekselbureauet bliver sigtet for at have hjulpet narkonetværket med at hvidvaske danske sedler om til euro.
Alle de anholdte i narkonetværket bliver dømt og får tilsammen 65 års fængsel. Tejs Halberg får otte års fængsel for indsmugling af “ikke under 2,6 tons hash”.
Tejs Halberg var indkaldt som vidne i retssagen mod vekselbureaet New Travel & Exchange, der hvidvaskede hans netværks narkomillioner. Men denne dag er Nordea også blevet bedt om at møde i retten.
***
Det sidste vidne i sagen er en medarbejder fra Nordeas valutaafdeling. Hun fortæller, at hun var kontaktpersonen for vekselbureauet, og under vidneansvar forklarer hun, at hun ikke én eneste gang har indberettet de store leveringer af 500-eurosedler til politiet.
Hun afslører også, at Nordea i 2014 leverede kontanter til omkring 15 vekselbureauer landet over, og at det sædvanligvis var 500-eurosedler, der blev leveret.
Lektor Jonas Hedman fra Copenhagen Business School har fulgt Nordeas rolle i hvidvaskningssagerne nøje.
Han synes, at det er skræmmende, at Nordea ikke stoppede leveringerne, da de blev advaret om det, men først stoppede i 2015, små fire år efter advarslerne.
New Travel & Exchange bliver dømt. Direktøren får fire års fængsel og bliver kendt skyldig i at have hjulpet Tejs Halberg og resten af narkonetværket med at hvidvaske for mindst 40 millioner kroner. Vekselbureauet og direktøren anker dommen.
I retsbogen fremhæver dommeren de massive leveringer af 500-eurosedler fra Nordea til vekselbureauet og lægger til grund, “at almindelige turister og forretningsfolk, der skal til udlandet, aldrig vil veksle til 500-eurosedler”.
Med dommen mod New Travel & Exchange er 3 ud af de omkring 15 vekselbureauer, Nordea forsynede med 500-eurosedler, blevet dømt for at have hjulpet kriminelle med at hvidvaske penge.
I de tre sager og i det tidsrum, sagerne dækker, er det kommet frem, at Nordea samlet set har leveret for en milliard kroner, hvoraf de 950 millioner blev leveret i 500-eurosedler.
Peter Lybecker var den ansvarlige direktør i den periode, Nordea leverede de massive mængder af 500-eurosedler, flere år efter de var blevet advaret af politiet. I dag har han forladt banken.
- Jeg har ingen kommentarer. Jeg har ingen kommentarer. Hvis du skal have kommentarer fra Nordea, så må du henvende dig til Nordea, siger Peter Lybecker, da jeg ringer til ham.
Men heller ikke den nuværende ledelse i Nordea er interesseret i at stille op til et interview.
Vi skriver i stedet en mail med en række konkrete spørgsmål, men her tre måneder senere har Nordea stadig ikke svaret på et eneste spørgsmål.
Set i bakspejlet
De vil ikke svare på, hvem der besluttede, at Nordea i årevis skulle forsætte med at levere 500-eurosedler til kriminelle vekselbureauer på trods af politiets advarsler om risikoen for hvidvask. Nordea vil heller ikke fortælle, hvor mange 500-eurosedler de har leveret i alt til vekselbureauerne, eller hvad de har tjent.
De sender os dog en mail, hvor de forklarer, at de er kede af det:
Som et sidste forsøg på at få Nordea i tale beslutter jeg at købe en Nordea-aktie, der giver adgang til den årlige generalforsamling, hvor aktionærer kan stille spørgsmål til den absolutte topledelse i banken.
Foran 1000 andre Nordea-aktionærer, Nordeas samlede bestyrelse og øverste direktør får jeg endelig mulighed for at stille mine spørgsmål.
- What were you thinking?
Hele historien sendes første gang på TV 2 torsdag den 24. maj klokken 20.00, men allerede nu kan du se snigpremiere på TV 2 PLAY.