16x9

Fulgte drejebog til drab - var tæt på at begå det perfekte mord

Drabet på Henrik Haugberg Madsen var planlagt til mindste detalje, og gerningsmændene var tæt på at gå fri. Nu konfronteres de med et afgørende bevis.

Resumé

I forrige kapitel gik holdet af journalister fra TV 2 Dokumentar på jagt efter den varevogn, som politiets hovedvidne Birgitte Mørup Rasmussen havde fortalt, at hendes eksmand købte til lejemordet på Henrik Haugberg Madsen.

Den påståede lejemorder, Claus Stokholm Larsen, skulle have brugt varevognen til at transportere Henriks lig fra feriehytten på Enø og hjem til parkeringspladsen ved sit rækkehus i Herfølge. Dagen efter skulle han have stået inde bag i varevognen og parteret liget.

På trods af at Birgitte Mørup Rasmussen detaljeret beskrev varevognen som en hvid og blå Folkevogn Transporter, gjorde politiet mere ud af at lede efter en hvid Mercedes Sprinter-varevogn, som et andet vidne angiveligt havde set foran Henrik Haugberg Madsens og hans ægtefælle Bo Madsens feriehytte om aftenen den 11. november 2010, hvor Henrik forsvandt.

Gennem to år ledte politiet forgæves efter den hvide Mercedes Sprinter, og man fandt heller aldrig et lig, dna-spor eller et gerningssted i sagen.

Jacob Kragelund og hans journalistkolleger vælger i stedet at følge sporet efter den hvid-blå varevogn. Ved at gennemtrawle gamle udgaver af Den Blå Avis finder de frem til den oprindelige ejer.

Det viser sig, at bilen stadig er i brug, og at den nu ejes af en håndværker på Østsjælland. Ved hjælp af hans oplysninger finder journalisterne frem til den mellemhandler, der solgte bilen videre for Claus Stokholm Larsen. Han fortæller, at bilen var fyldt med blod, da Claus kom med den, og at Claus spulede den ren med en vandslange.

Syv år efter drabet, i efteråret 2017, får journalisterne den svenske kriminaltekniker Sonny Björk til at undersøge varevognen for eventuelle blodspor. Ved brug af et kontraststof afsløres det, at lastrummet har indeholdt store mængder af blod. Og at det er menneskeblod.

***

Syv år efter at en af danmarkshistoriens mest spektakulære kriminalsager, det såkaldte ”bøssegangsterdrab”, fandt sted, er det lykkedes et hold journalister at opspore det første konkrete bevis i sagen:

En hvid og blå Folkevogn Transporter-varevogn med rester af blod i bunden.

Varevognen - en Folkevogn Transporter, efter TV 2 er kommet i besiddelse af den.
Varevognen - en Folkevogn Transporter, efter TV 2 er kommet i besiddelse af den. Foto: TV 2

Fundet af varevognen støtter det vidneudsagn, som den formodede lejemorders ekskone, [Birgitte Mørup Rasmussen], har fastholdt hele vejen igennem. Nemlig, at hendes daværende mand, [Claus Stokholm Larsen], transporterede den dræbte [Henrik Haugberg Madsen] væk fra feriecentret på Enø i netop denne varevogn og efterfølgende parterede liget bag i bilen.

Henrik Haugberg Madsen.
Henrik Haugberg Madsen. Foto: Michael Bager / TV 2

Claus Stokholm Larsen har tidligere benægtet ethvert kendskab til varevognen på trods af, at en mellemhandler bekræfter, at den stammer fra ham.

Claus har desuden hele vejen igennem nægtet at have begået det drab, som han er dømt for, men som han ikke mener har fundet sted.

Claus Stokholm i sin fængselscelle

square to 16x9
Claus Stokholm Larsen ses her i sin fængselscelle i Renbæk Statsfængsel i Sønderjylland. Foto: TV 2

Journalist [Jacob Kragelund] tager turen til Søbysøgård Fængsel på Midtfyn, hvor Claus nu er anbragt, for at få ham til at forholde sig til de nye oplysninger: at blodet i bilens lastrum er menneskeblod.

Claus, er du i stand til at slå ihjel?

– Det tror jeg ikke. Jeg håber det ikke. Man kan sige, at hvis man kan bruge betegnelsen ”medlidenhedsdrab”, så ja, det tror jeg godt, jeg er i stand til. Det har jeg i hvert fald selv følt, at jeg har gjort.

Så du ER i stand til at slå ihjel?

– Jeg er i stand til at hjælpe folk. Hvis det er at hjælpe dem med at komme anstændigt herfra. Så vil svaret være ja, siger Claus Stokholm Larsen, der formentlig hentyder til sin mormor, som han efter eget udsagn skulle have hjulpet med en ekstra dosis morfin, da hun lå alvorligt kræftsyg i sit hjem.

Penge er let nok at tjene. Det behøver man ikke slå ihjel for

Claus Stokholm Larsen

Har du hjulpet Bo? Med at slå ihjel?

– Nej, slet ikke.

Vil du slå ihjel for penge?

– Aldrig. Penge er let nok at tjene. Det behøver man ikke slå ihjel for.

Selv om Claus Stokholm Larsen således pure afviser, at penge skulle være et tilstrækkeligt motiv til at slå ihjel, var det netop den ”økonomiske vinding”, som lå til grund for dommen, hvor Claus blev idømt 15 års fængsel for drab.

Senere vil Claus dog blive konfronteret med et endnu stærkere bevis.

Claus' computer undersøges

square to 16x9
Claus Stokholm Larsens computer undersøges af it-ekspert. Foto: TV 2

Manual til lydløst mord

It-specialisterne, som har gennemgået Claus Stokholm Larsens computer, har gjort et særligt fund på en ekstern harddisk, som Claus havde i sit rækkehus i Herfølge.

I en mappe med navnet ”Illegal banned books collection”, som kan oversættes med ”Samling af forbudte, bandlyste bøger”, ligger en række makabre bogtitler.

Han var lidt fascineret af det der med at slå ihjel med issyl

Birgitte Mørup Rasmussen

En af dem, ’21 Techniques of Silent Killing’, er en slags manual til, hvordan man dræber et menneske, uden at det kan høres. Med sort-hvide stregtegninger illustreres det blandt andet, hvordan man kan angribe sit offer bagfra med en issyl, som man enten stikker ind i offerets tinding eller i hjerteregionen.

square to 16x9

– Han var lidt fascineret af det der med at slå ihjel med issyl, fordi det var lydløst, fortæller ekskonen Birgitte Mørup Rasmussen til Jacob Kragelund.

Birgitte Mørup Rasmussen.
Birgitte Mørup Rasmussen. Foto: TV 2

En anden bog med titlen ’Murder Incorporated’ eller ’Mord A/S’ er skrevet til folk, der lever af at slå ihjel, og giver blandt andet gode råd til, hvordan man planlægger et lejemord.

Disse bøger blev også fundet af politiet og brugt under retssagen mod Claus Stokholm Larsen og hans medtiltalte, [Bo Madsen], der skulle have betalt Claus for at slå partneren og ægtefællen Henrik Haugberg Madsen ihjel.

– Det her er jo helt klart et tilrettelagt drab. Man har forberedt det i alle detaljer, hvordan man skulle slå ham ihjel, og hvordan man skulle skaffe liget af vejen, mener tidligere kriminalkommissær [Kurt Kragh].

”Med økonomisk vinding for øje”

Under retssagen blev det fremhævet, at Bo Madsen kort efter Henriks forsvinden havde overdraget syv ejendomsselskaber til Claus Stokholm Larsen. Et af selskaberne ejede luksusvillaen på [Udsigtsbakken].

– Drabet er begået med økonomisk vinding for øje, lød det fra dommeren, der mente, at overdragelsen af selskaberne var en del af aftalen om manddrab.

Dommer Ejler Bruun oplæser dommen mod de drabstiltalte Bo Madsen og Claus Stokholm Larsen i Østre Landsret den 10. marts 2014.

Retten mente også, at Bo Madsen havde betalt Claus et større pengebeløb til forberedelsen af drabet. Dette stemmer overens med, hvad Birgitte Mørup Rasmussen har fået fortalt af sin eksmand.

– Claus siger til mig, at han skal have 100.000 kroner, og det var til bil og værktøj, og hvad der ellers skulle til for at udføre sådan en opgave, siger hun med henvisning til den såkaldte ”cutter-opgave”, altså drab med efterfølgende partering, som hendes eksmand angiveligt var blevet hyret til.

Bo Madsen i fængselscellen

square to 16x9
Bo Madsen i fængselscellen. Foto: TV 2

Både Claus Stokholm Larsen og Bo Madsen afviser, at Claus skulle have modtaget et pengebeløb fra Bo. Men i retten blev der afspillet en lydfil, hvor man hører, hvordan Bo tilsyneladende forsøger at skaffe netop 100.000 kroner, blot ni dage før Henrik forsvinder:

– Han ringer til mig i aften eller i morgen. Så må vi lige se, om han kan nå at skaffe de 100.000. Jeg skal bare bruge de penge og have forklaret ham, at det er på grund af dét med Henrik. Så ringer jeg til Claus med det samme, så kommer han i sådan en Vito dér - bare i gul... Claus ikk'. Og så går der jo en uge, så kan vi være i fred jo.

Lydfilen stammer fra Bos nye kæreste, [Tina Christensen], som havde lavet optagelsen med sin mobiltelefon.

Ifølge Bo Madsens egen forklaring skulle beløbet bruges til at dække de omkostninger, der var forbundet med at overføre hans og Henriks selskaber til et nyt navn, så han selv kunne sikre sig en andel af parrets formue, når han forlod Henrik til fordel for Tina.

Indkøb i dagene op til drabet

På trods af at Claus Stokholm Larsen nægter at have modtaget et større pengebeløb af Bo Madsen, foretager han i dagene op til Henriks forsvinden en række mistænkelige indkøb. Nogle kvitteringer, som politiet fandt i et ringbind hjemme hos Claus, afslører indkøbene i detaljer.

Dagen før drabet, den 10. november 2010, kan man på videoovervågningen ved Claus’ hus se, at han kommer slæbende med et stort DeWalt-værktøjssæt, købt i Bauhaus til knap 7000 kroner. Sættet indeholder blandt andet en batteridrevet bajonetsav.

Det er jo selvfølgelig noget på batteri, der ikke kræver ledning. Alt sådan noget, der kan skære

Birgitte Mørup Rasmussen

– Jamen, det er jo selvfølgelig noget på batteri, der ikke kræver ledning. Alt sådan noget, der kan skære, siger Birgitte Mørup Rasmussen om det værktøj, hendes eksmand fortalte, at han købte til den omtalte cutter-opgave.

Nedenfor ses de ting, Claus Stokholm Larsen købte henholdsvis tre, to og én dag før Henriks forsvinden.

Tre dage før drabet:

square to 16x9

To dage før drabet:

square to 16x9

Dagen før drabet:

square to 16x9

Ifølge Birgittes vidneforklaring stod Claus inde bag i varevognen og parterede Henriks lig dagen efter drabet, fredag den 12. november 2010.

Han gik i gang om eftermiddagen straks efter, at han var kommet hjem fra undervisningen på AMU-centret. På det tidspunkt havde liget befundet sig i varevognen i næsten 24 timer.

square to 16x9

– Han (liget af Henrik, red.) var jo blevet stiv i leddene, og det tror jo pokker, så Claus var nødt til at skære leddene op og brække dem for, at han overhovedet kunne gøre noget med manden, siger Birgitte Mørup Rasmussen og fortsætter:

– Claus spørger, om jeg er klar over, hvor fedtet og klistret blod, det er. Han sagde, at man skøjtede jo rundt eller gled rundt på ham, og han beklagede sig over, at han fik ondt i ryggen, fordi den ikke var så høj den Folkevogn, han stod i. Så det var ikke sådan én, han skulle vælge næste gang!

Udover værktøj og diverse remedier foretog Claus også et andet mystisk indkøb dagen før drabet. Nemlig en cykel med cykeltrailer.

square to 16x9

Birgitte fortæller, at Claus skulle bruge cykeltraileren til at transportere det parterede lig i, så han undgik at tiltrække sig for meget opmærksomhed, når han kørte ud for at skille sig af med liget sent om aftenen. Ifølge Birgitte begravede Claus ligdelene forskellige steder, indpakket i plastic, så hunde ikke ville kunne snuse sig frem til dem.

Den sorte spray-maling, købt i Bauhaus to dage tidligere, brugte han formentlig til efterfølgende at spraye traileren over med, så eventuelle spor efter liget blev kamufleret. Politiet er dog usikre på, hvorvidt omlakeringen i stedet er foregået hos et autolakerer.

Selv om Claus Stokholm Larsen skulle have forklaret flere vidner, hvor og hvordan han har skaffet sig af med ligdelene, er det aldrig lykkedes politiet – trods omfattende udgravninger og eftersøgninger – at finde selv det mindste spor af Henrik Haugberg Madsen.

– Der skal et helt specielt menneske til

square to 16x9
Kurt Kragh foran Claus Stokholm Larsens rækkehus i Herfølge. Foto: TV 2

Ekskonens teori om, at Claus skulle have stået og parteret Henriks lig i en varevogn på en parkeringsplads tæt ved sit hjem, passer godt overens med overvågningsbillederne fra Claus' rækkehus om eftermiddagen den 12. november.

Her kan man se, at Claus kommer hjem fra skole kl. 14.50 i lyse bukser. Da han 12 minutter senere kommer ud ad døren igen, har han skiftet tøj til et par cowboybukser og sorte halvstøvler. Han går ud af havelågen til venstre – med retning mod p-pladsen.

Da han kommer retur kl. 16.26, det vil sige en time og 24 minutter senere, har han en mørk plet på hvert knæ. Det tyder på, at Claus har ligget på knæ et sted, hvor der var vådt. Da han går ind i entréen, lægger han et stykke plastic foran sig, så han undgår at træde på gulvet.

Ifølge retsmediciner [Jørgen Lange Thomsen] er det realistisk, at Claus Stokholm Larsen har kunnet nå at partere Henriks lig i løbet af den godt halvanden time, han var ude af huset.

– Altså, det er jo ikke en finpartering, og det er jo ikke i mange dele. Jeg vil godt tro, at man kan nå at skære benene, armene og hovedet af på halvanden time, men så kan man altså ikke nå ret meget mere, lyder det fra retsmedicineren.

Det der med bagefter at begynde at partere et lig, det er noget, du ser utroligt sjældent

Kurt Kragh, tidligere kriminalkommisær

Tidligere kriminalkommissær i rejseholdet [Kurt Kragh] mener også, det er meget plausibelt, at Claus har parteret liget på parkeringspladsen ved højlys dag og klos op ad en børnehave. Men det er en meget usædvanlig handling.

– De fleste drab bliver jo begået i affekt eller på anden vis, hvor der har været følelser i det. Og det der med bagefter at begynde at partere et lig, det er noget, du ser utroligt sjældent. Der skal du være et helt specielt menneske for at kunne gøre det, konstaterer Kurt Kragh.

Men hvordan bliver man til sådan et menneske, som er koldblodig nok til at partere et medmenneske? TV 2s journalist Jacob Kragelund beslutter sig for at spørge én, der har kendt Claus helt fra barndommen.

Søster til Claus: – Han er blevet forgudet

square to 16x9
Claus Stokholm Larsens ældste lillesøster. Foto: TV 2

Claus Stokholm Larsen er vokset op som den ældste i en søskendeflok på tre, hvor han var storebror til to søstre.

Jacob Kragelund har tidligere besøgt Claus’ yngste lillesøster, ”Marie”, som har et tæt forhold til sin bror og taler med ham i telefon næsten hver dag. Hun er overbevist om, at Claus er uskyldig, og at han aldrig ville kunne begå et drab.

Nu opsøger TV 2-journalisten også Claus’ ældste lillesøster, ”Helle”, der ligesom sin søster ønsker at være anonym. Hun har til gengæld en helt anden opfattelse af storebroren, som hun ikke har haft kontakt til i 13-14 år.

På billederne nedenfor ses Claus sammen med "Helle" i hvid skjorte og "Marie" i rød kjole.

square to 16x9

Kan du ikke lige prøve at karakterisere din storebror? Hvordan vil du beskrive ham?

– Jeg vil sige, at han har en dysfunktionel personlighedsstruktur. Kort sagt, at han er psykopat, mener "Helle".

Og hvad bygger du det på?

– Det bygger jeg på vores opvækst og de ting, han har gjort imod mig og andre. Han gør aldrig noget for andre, men kun for egen vindings skyld.

Han har aldrig kunnet gøre noget forkert. Uanset om det har været kriminelt eller ej

Claus' søster, "Helle"

Men I er jo vokset op sammen?

– Ja, vi er vokset op på den måde, at alt, hvad Claus har gjort og sagt, det er der blevet grint af, og han er blevet forgudet. Han har aldrig kunnet gøre noget forkert. Uanset om det har været kriminelt eller ej.

Hvad har Claus betydet for jeres familie?

– Han har betydet det, at jeg ikke har kontakt med nogen i min nære familie i dag, altså min mor og lillesøster, fordi de har taget Claus’ parti. Min søster er overbevist om, at han er uskyldig, og at han ville blive frifundet, da sagen blev anket til landsretten. Og jeg håbede selvfølgelig på, at de ville beholde ham.

Er han ond?

– Ja, han er ond ved dem, som ikke gør, som han siger. Og sød ved dem, der gør, hvad han siger. Han er meget manipulerende, og han er lynende intelligent.

Er han farlig?

– Ja, det er han også.

Ifølge "Helle" gik hendes forhold til Claus helt i hårdknude, da han under en udgang fra fængslet for mange år siden planlagde at gemme nogle ting i hendes hus, hvilket hun hindrede ham i. Siden har hun følt sig truet af ham de gange, hun har forsøgt at genetablere kontakten.

Den endelige konfrontation

I mellemtiden har Jacob Kragelund fået svar fra det laboratorium i London, der har undersøgt blodet fra varevognen.

Det viser sig, at der er et fuldstændigt dna-match med Henrik Haugberg Madsen. Sandsynligheden for, at blodet tilhører en anden end ham, er mindre end én til en milliard.

Men hvad siger de to drabsdømte til de nye beviser i sagen? Vil de fortsat hævde, at de har været udsat for et justitsmord?

Det er mig uforståeligt og uforklarligt

Claus Stokholm Larsen

Det er blevet tid til den endelige konfrontation med lejemorderen og hans arbejdsgiver.

Claus Stokholm Larsen skal lige ud og ryge en smøg, før han er klar til interviewet. Stemningen er særligt alvorlig denne gang.

Vi har fået lavet en dna-analyse, som slår fast, at det blod, der er bag i varevognen, det stammer fra Henrik Haugberg Madsen.

– Det er mig uforståeligt og uforklarligt, jeg har slet ikke nogen forklaring på, jeg har ikke engang en tese eller en teori om, hvordan det kan hænge sammen.

Vil du stadig påstå, at Henrik er i live?

Jacob Kragelund fremlægger beviser. Video: TV 2 Danmark

– Selvfølgelig. Jeg har ikke andet indtryk, og jeg har ikke grund til at ændre min holdning.

Jeg har lige forklaret dig, at denne her bil er fyldt med blod, som stammer fra Henrik Haugberg Madsen.

– Jeg tror selvfølgelig på, når du siger, at det forholder sig sådan. Jeg tillader mig at være meget skeptisk overfor det. Det er derfor, jeg gerne vil have sagen viderebragt til politiet og til videre efterforskning.

Da Jacob Kragelund efterfølgende konfronterer Bo Madsen med oplysningen om det stærke dna-match mellem blodet og hans tidligere partner og samlever, reagerer han først med overraskelse.

– Det er jo forfærdeligt, hvis det er rigtigt

– Det er jo forfærdeligt, hvis det er rigtigt, udbryder han.

Jamen, det er rigtigt.

– Jamen, så er det jo forfærdeligt, gentager Bo og fortsætter i en lidt anden tone:

– Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvis man har en bil, at man ikke fjerner den. Claus har haft den, jeg tror ikke, han er så dum. Det kan da ikke passe… Jeg kan ikke få det til at passe i mit hoved.

Jacob Kragelund fremlægger beviser. Video: TV 2 Danmark

Men undskyld mig, er det dét, der bekymrer dig mest?

– Nej. Nej, nej, nej. Det sagde jeg jo til dig før. Altså, det er jo bekymrende, hvis det er rigtigt, at Henrik er død.

Jeg tror, de fleste ville sige: Bo, spillet er ovre, du er afsløret?

– Ja, hvis det var sådan, så ville jeg sige det. Men jeg har ikke gjort det. Jeg har ikke slået ham ihjel!

Efterspillet - hvad sker der nu?

Jacob Kragelund og de øvrige journalister bag dokumentarprojektet ’Drabet uden lig’ har færdiggjort deres arbejde. På to år har de skaffet det bevis, der nu endelig kan fastslå, at Henrik Haugberg Madsen efter alt at dømme ikke er i live længere, og at det er de rette gerningsmænd, der sidder fængslet nu på syvende år.

For familien har det betydet, at de én gang for alle har fået det svar, de har efterlyst så længe. De må nu indse, at de aldrig får Henrik at se igen. Men visheden har givet dem lettelse og ro.

Henrik Haugberg Madsens ekskæreste og mor til deres to døtre, Hanne Riisbjerg, er lettet over endelig at få vished.
Henrik Haugberg Madsens ekskæreste og mor til deres to døtre, Hanne Riisbjerg, er lettet over endelig at få vished. Foto: TV 2

Sagen kunne dog lige så godt være faldet helt anderledes ud. De to drabsmænd var tæt på at slippe afsted med deres ugerning.

På grund af anklagemyndighedens manglende beviser var der ikke tale om en sikker domfældelse, mener forsvarsadvokat og tidligere anklager [Peter Secher Schmidt], som påpeger, at to jurymedlemmer ud af ni stemte for en frifindelse af de tiltalte.

Der var imidlertid nogle basale ting, der glippede for gerningsmændene på trods af deres minutiøse planlægning.

– Det her drab er planlagt så nøje. Jeg har aldrig mødt en drabsmand, som var så grundig. Derimod har jeg tit mødt nogen, der ligesom Claus ikke kunne holde deres kæft over for kæresten eller konen, påpeger juraekspert [Gorm Toftegaard Nielsen]. Hermed hentyder han naturligvis til Claus Stokholm Larsens åbenhjertige betroelser til sin daværende hustru Birgitte Mørup Rasmussen, hvis vidneudsagn er den primære årsag til, at drabsmændene blev dømt.

Om det nye bevismateriale vil ændre noget ved sagen, vides endnu ikke.

I april 2018 blev den hvide og blå varevogn afhentet og kørt væk på ladet af en Falck-bil. Den er nu overdraget til politiet, som er i gang med at undersøge den nærmere.

Varevognen er nu politiets

square to 16x9
Varevognen køres afsted og er nu en del af politiets bevismateriale. Foto: TV 2

Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har foreløbig ikke ønsket at udtale sig om, hvorvidt der er kommet et resultat af deres tekniske undersøgelser af varevognen.

Bo Madsen hævder fortsat, at han intet kender til Henrik Haugberg Madsens forsvinden. Han kan tidligst blive prøveløsladt i 2023.*

Claus Stokholm Larsen hævder fortsat, at han er uskyldig. Han kan tidligst blive prøveløsladt i 2021.

Stephanie Riisbjerg planlægger sammen med familien at bisætte sin far i år på forsvindingsdagen den 11. november.

(*Grunden til, at Bo Madsen skal sidde inde i længere tid end Claus Stokholm Larsen, er, at han oveni straffen for drab på 13 års fængsel desuden skal afsone to svindeldomme.)

'Drabet uden lig' er en dokumentarserie i seks afsnit.

Kapitel 1: Uskyldigt dømt?

Kapitel 2: Lejemorderen

Kapitel 3: Skæbnemødet

Kapitel 4: Vidnerne

Kapitel 5: Varevognen

Kapitel 6: Beviset

Se 'Drabet uden lig' på TV 2 PLAY